Eksempelanalyse af to udvalgte technonumre. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.
Indhold
1. Enter (2015)
Antigone er pseudonymet for pariseren Antonin Jeanson, der udgav den meget roste EP "Cantor Dust" i 2015. Den er udgivet på pladeselskabet Token, der blandt andet også udgiver danske CTRLS. Pladeselskabet er om nogen repræsentant for, hvordan techno lyder, ti år efter Berghain-miljøet gjorde genren stor igen. Jeanson er residerende DJ på natklubben Concrete i Paris, som de seneste par år har været centrum for en masse kreativitet i technogenren.
Antigone: Enter (Cantor Dust, 2015)
Form
Formled | Takter | Tid |
---|---|---|
A- | 16 | 0:00 |
A | 32 | 0:29 |
A' | 24 | 1:27 |
BD1 | 8 | 2:11 |
A | 16 | 2:25 |
A' | 12 | 2:55 |
BD2 | 4 | 3:17 |
A* | 62 | 3:24 |
BD3 | 2 | 5:18 |
A | 32 | 5:21 |
KU | 10 | 6:21 |
Nummeret er et arketypisk eksempel på, hvordan techno er funktionelt. Alle formleddene har en længde delelig med fire, så det er relativt nemt som lytter at forudse, hvornår forandringer indtræder. De første 16 takter (A-) er en reduceret udgave af det loop, der på sin vis er nummerets DNA. Reduktionen har den funktion, at det er let at mixe et andet nummer ind i starten af nummeret, så dj'en kan skabe en glidende overgang mellem de to numre.
Det er først efter takt 16, at vi bliver præsenteret for, hvordan nummeret vil udvikle sig. Nummeret bygges spændingsmæssigt op over tre længere perioder (A-A', A-A' og A*), som hver afbrydes af et breakdown (BD), hvor spændingsniveauet falder igen.
Energien er fordelt sådan, at vi næsten når et klimaks før BD1. Anden opbygning (A-A') er lidt mere tilbagetrukket, og først i tredje opbygning (A*) når vi nummerets klimaks, hvor en hi-hat på off-beatet løfter energien op på et højere niveau. Efter sidste breakdown (BD3) vender nummeret tilbage til A, hvor de forskellige lyde bliver gjort kortere for at gøre plads til det nummer, der nu kan mixes ind.
Instrumentation og klangfarve
Nummeret har relativt få elementer. Basområdet består af en stortromme (BD) og en tam (T). I mellemtoneområdet har vi noget, der lyder, som når man slår på enden af et rør (R) og en melodisk synthesizer (SY). I de lyse frekvenser er der fire elementer, hhv. shaker (SH), ride-bækken (RS), en hi-hat, der åbner og lukker (OHH1 og (CHH), og en tredje åben hi-hat, der bruges til at give A* ekstra meget energi (OHH2).
Fælles for alle lydene er, at de er syntetiserede udgaver af akustiske instrumenter. Derfor ændrer de også flere gange karakter, hvilket gør, at nummeret til trods for de få elementer fremstår varieret. Tre lyde har særligt interessante klanglige karakteristika, der er relevante at se nærmere på. De er stortromme (BD), shaker (SH) og rør (Rør).
Stortromme (BD)
Nummeret indeholder ikke nogen bas i traditionel forstand, men til gengæld er der en masse basfrekvenser til stede i nummeret, hvilket vi hører som dyb rumlen – en lyd der kom ind i technoen med dub-technoen fra Berlin. I dette tilfælde udgøres bassen af den efterklang, stortrommen giver.
Stortrommen har et hurtigt attack, men decayet bagefter er så relativt langt, at det giver stortrommen en klingende "krop", der fungerer som den egentlige basfigur. Denne figur er forstærket ved processering af stortrommen med rumklang, så de dybe frekvenser får lov at klinge endnu længere. På den måde rummer nummeret meget bas uden en egentlig bas.
Shaker (SH)
Shakeren er til stede hele tiden, men den er meget mere hørbar hen mod slutningen af nummeret. Det er fordi, decayet bliver forlænget, så den klinger i længere tid. Derfor kan man – især hvis man skruer op – høre den som en kort flappende eller klikkende lyd i starten af nummeret. Hen mod slutningen ændrer den sig til støjimpulser.
Shakeren har et mellemlangt attack, hvilket får den til at lyde som rasleæg, hvor kornene glider ind på anslaget.
Rør (R)
Rørerne lyder som en blanding af to lyde. Dels en lidt lys klang, der har et hurtigt decay, og dels en "krop", der får lov at klinge lidt med et længere decay. Det giver en karakter af et knips i en stor hal, hvor de lyse frekvenser forsvinder hurtigt. Dermed er den både percussiv og klangfuld. Den er også kendetegnet ved konstant at blive udsat for en stor grad af modulation og ekko-proccesseringer.
Groove
Nummerets puls ligger på lige knap 130 BPM.
Her er indledningsvist rytmeboksnotation over alle væsentlige klanglige elementer i nummeret, så vi bagefter kan undersøge, hvordan de enkelte elementer bruges i hvert formled:

De første 16 takter (A-), er en nedbarberet version af A, der derved kan fungere i overgangen fra et andet nummer. Det består udelukkende af de tre elementer: stortromme (BD), tam (T) og shaker (SH), hvorved mellemtoneområdet er fuldstændigt fri for lyd.

To ting er bemærkelsesværdigt. Dels er SH designet med så kort et decay, at man næsten ikke når at høre det, og det i stedet bare kommer til at blive en sværm i baggrunden, hvor ekkoet næsten fylder mere end anslagene. Dels er T mixet så dybt, at det næsten ikke udgør et element i sig selv, men fungerer mere som et lift til BD.

A er nummerets grundrytme. Det er her, nummeret får sin karakter – ikke mindst fra "Rør"-lyden, der klinger så specielt, at dens lyd nærmest får karakter af et hook. "Rør" er også det element, der bliver udsat for flest variationer. Nogle gange rammer slagene højlydt, og andre gange er det mere en fornemmelse. Derudover bliver lyden udsat for en massiv effektbehandling af især ekkoer, der hele tiden varieres.
Når man sammensætter alle de klanglige elementer i formled A, er det bemærkelsesværdigt, hvor meget de forskellige elementer ligger imellem hinandens slag. Det gør både, at lydene står frem, og så gør det, at hele nummeret får en pulserende fornemmelse, så det er mere end bare en stortromme.
A' er det formled, hvor der bliver tilført energi. Det ses tydeligt i mængden af medvirkende elementer:

Energitilførslen foregår ved at fylde de sidste huller i takten ud. Eksempelvis klinger SH ikke så stærkt på sine ekkoer, og der får OHH1 lov at træde frem på 1-slaget. Nummeret er nu ved at have nået et mætningspunkt, hvor der sker noget på alle slag, og SY har derfor ikke en percussiv effekt, der driver nummeret fremad. I stedet bliver det bare en klang, der ekkoer på alle off-beat-slagene.
Fortætningen af rytmer gør, at når første breakdown (BD1) kommer, så mister nummeret ikke fremdrift, når stortrommen (BD) bliver fjernet. I stedet får al kompleksiteten mulighed for at træde frem. Det er først når stortrommen kommer tilbage, at energien føles lidt tilbagetrukket. Det er fordi nummeret vender tilbage til sit udgangspunkt, ligesom når en kadence vender tilbage til tonika.
Det samme er dog ikke tilfældet ved A* – nummerets klimaks – her vender nummeret ikke tilbage til sit udgangspunkt. I stedet tilføjes et nyt element, OHH2, som i modsætning til mange andre elementer er regelmæssig i sin rytme. Den er et kraftigt modsvar til stortrommen (BD). Dette er den del af nummeret, hvor man rytmisk ikke kan tilføje mere energi. I stedet bliver atmosfæren påvirket ved at udvide klangområdet.
Atmosfære
Nummeret har en gennemgående klang af noget overnaturligt og noget mørkt. Det overnaturlige kommer fra, at alting kommer fra syntetiske lydkilder. Selvom lydkilderne i denne analyse er blevet givet navne, der stammer fra den virkelige verden, så er det lyde, der aldrig har haft sin oprindelse i virkeligheden.
Mørket kommer nedefra. Nummeret buldrer enormt meget, uden det har en basfigur. I stedet er de dybe toner opstået ved lyddesign, så nummeret klinger dybt. Effekten virker ligesom i en film, hvor der også kan komme en ubestemmelig dyb rumlen, hvis noget uhyggeligt og ondt er ved at gøre sit indtog.
Den atmosfære, nummeret omgiver en med, er mystisk og måske lidt farlig som en gade uden lygter midt om natten. Effekten opnås ved en voldsom brug af rumklang. Alting klinger, som var man alene i et stort varehus. Men hvor man kan overskue et stort lokale, så er det svært at høre præcis, hvordan og hvornår elementerne indtræder. Tit bliver de fadet ind, eksempelvis hi-hatten når A' begynder.
Tit ændrer lydene sig, fordi de bliver udsat for ADSR-behandling, som eksempelvis shakerens forandring. Sammen med processeringerne af især ekkoer medvirker det til en følelse af desorientering. Rumklang- og ekkoeffekterne bliver så endnu engang processeret. Det er især forskellige former for filtrering. Det er nemmest at høre i A-, hvor det lyder som om, at shakeren ændrer tonehøjde, men det, der ændres, er hvilke frekvenser, der bliver lukket igennem fra shakernes ekko og rumklang.
Det er dog ikke kun uhygge, der kendetegner atmosfæren. Ambiancen pulserer i volumen, fordi der er gjort brug af en kraftig sidechain-kompression mellem rumklangen og stortrommen.
Perspektivering
Med et tempo på omkring 130 BPM ligger nummeret i en hastighed, hvor man har lyst til at danse uden at blive helt udmattet. Det egner sig derfor til folk, der allerede er i dansehumør, men sagtens kan have en lang aften foran sig. Nummeret har en meget stigende energifordeling med et klimaks i A*. Man kan derfor forestille sig, at det kan bruges til at give et allerede dansende publikum et nøk opad i energi.
2. Náströnd (2013)
Manden bag nummeret er svenskeren Jonas Rönnberg under sit alias Varg. Kender man sin black metal, vil man vide, at det er fornavnet på den berygtede mand bag projektet Burzum. Varg er blevet berømt for at inddrage elementer fra black metal i techno. Vargs musik er især præget af kolde ambiente flader og en til tider monoton og indadvendt lyd. Nummeret er udgivet på det stockholmske pladeselskab Northern Electronics, som har specialiseret sig i netop denne lyd:
Varg: Náströnd (Misantropen, 2013)
Form
Formled | Takter | Tid |
---|---|---|
Intro | - | 0:00 |
A- | 28 | 0:05 |
A-' | 18 | 0:59 |
A-'' | 22 | 1:32 |
A | 26 | 2:16 |
A* | 22 | 3:03 |
BD | 18 | 3:41 |
A* | 42 | 4:12 |
A*' | 8 | 5:28 |
A* | 24 | 5:40 |
A | 28 | 6:24 |
A-'' | 8+ | 7:17 |
Náströnd kendetegnes ved ikke at være særligt skarpt optegnet i sine former. Loopsne bliver udvidet og formindsket undervejs, men det er i modsætning til Enter (forrige analyse) ikke til at sige, hvornår noget skifter. I stedet virker det jammet ind, hvor nye elementer er blevet tilføjet, hvis man har syntes der skulle noget til.
Nummeret har en spændingsmæssigkurve, der ganske vidst dykker under breakdownet, men ellers er det mest bemærkelsesværdige ved formen, hvor løst den fremstår.
Instrumentation og klangfarve
Nummeret består rytmisk kun af:
- i diskantområdet: claves (Cl), koklokke (CB) og hi-hat (CHH)
- i mellemområdet: conga (Co) og lilletromme (SD)
- i basområdet: stortromme (BD).
Derudover er der en bas (Bs), som har en kraftig brug af filtermodulation, hvilket gør, at den ligger i samtlige frekvensområder. Koklokken spilles sandsynligvis på trommemaskinen Roland TR-808, mens bassen spilles på bassequenceren Roland TB-303. Hi-hatten har et andet groove i A*', hvor den skifter mellem lukket (CHH2) og åben (OHH) Hi-hat.
I ambiancenambiancen sker en masse. Rent instrumentalt er det sandsynligvis bare to synthesizere, hvor den ene spiller droner i det øvre mellemområde, og den anden sweeper ind. Til gengæld er der en brug af nogle utroligt lange ekkoer og efterklange i en sådan grad, at man bliver nødt til at tælle dem med som instrumenter.
Særligt to lyde er interessante at fokusere på i en ADSR-analyse af instrumentationen: bassen og den sweepende synthesizer.
Bassen har et rytmisk anslag som en gong. Det vil sige den ikke har et attack, til gengæld er dens decay langt. Det står modstæning til eksempelvis congas-lydene, hvis decay er helt korte og forsvinder så hurtigt, som de kom.
Bassen forsvinder aldrig, men når ned til et punkt, hvor udholdes som en lang tone. Det, der er særligt interessant, er, at den har en melodi, men den bliver spillet på en måde, hvor man aldrig hører anslagene af de andre toner i melodien. I stedet laver bassen glissandoer fra den lange udholdte tone til de andre toner.
Skal man referere til traditionelle musikinstrumenter, kan man sige, bassen lyder som en gong, når den slås an, og som en sav eller theremin, når den udfolder sin melodi. Den har et ret kort release, så selve synthesizeren holder forholdsvist hurtigt op med at generere lyd. Efterklangen er i stedet et resultat af rumklangsbehandling.
Den sweepende synthesizer kan blandt andet høres 3:25 og 4:10. I modsætning til den anden synthesizer, der ligger som en konstant drone i baggrunden, så optræder sweepet fremme i lydbilledet. Den er dog designet med et langt decay og bliver ved med at stige i lydstyrke, lige indtil den knækker over i sit rimelig stejle decay. Det gør, at den ikke fremstår som et percussivt element. I stedet virker det som en bølge, der skyller ind over resten af nummeret, og fungerer som et brud på den ellers monotone lyd i nummeret.
Groove
Nummerets puls ligger på lige godt 120 BPM.
Nummeret er meget diffust at høre på. Det er svært at vurdere, hvor en takt egentlig begynder, og på sin vis giver det måske ikke mening at tale om takter. Hvert 8. slag begynder de forskellige elementer dog forfra. Jeg har her valgt at lade basfiguren bestemme startpunktet, og det bliver ud fra den, at rytmeboksnotationen skal læses. Nogle elementer har en rytmisk figur forløbende over to takter, hvilket herunder er angivet med to sammenhængende rækker:

Lilletrommen fungerer udelukkende som fill og indgår derfor ikke i det egentlige groove. I modsætning til Enter er de percussive elementer ikke de centrale i nummeret. Derfor kommer fokus til at ligge på nummerets klimaks A* og variationen A*'.

Ligesom det var tilfældet ved Enter, er det bemærkelsesværdigt, hvordan de forskellige elementer får lov til at få deres egen plads. Det mest synkoperede element er Co og udover deres anslag, der ligger sammen med Cl – om end i et andet frekvensområde – så fletter Co sine slag ind imellem de andre percussives elementers anslag. Især er det interessant, hvordan at Bs' anslag ligger, når Co ikke spiller.
Denne gøren plads for hinanden er det, der muliggør, at Bs kan fylde utroligt meget i lydbilledet uden at overdøve Co's ellers ret små lyde. Bs bliver desuden udsat for en del filtersweeps, hvor der bliver åbnet op for de lyse frekvenser, som så bliver "fanget" af en ekkoeffekt uden det ender med at mudre, så man ikke kan skelne lydene fra hinanden. Det meget nedskalerede lydbillede gær, at Cl kan få lov at være rytmisk i fjerdelstempo igennem sin ekkobehandling, uden at lyden drukner.

Hvor CHH fungerer i A* til at understøtte nummeret som et klubvenligt technonummer, giver den nye hi-hat-rytme i A*' en fornemmelse af et breakdown. Rytmisk er det magen til de breakdowns, man typisk hører i jamaicansk dancehall musik. Denne lille variation er med til at forskyde stemningen i de otte takter, A*' varer. Variationen giver mulighed for at vende tilbage til A* på ny og tilføjer et skud energi til nummeret.
Atmosfære
Når et technonummer ikke driver ens dansefødder til spastisk dans ved at kanalisere mere og mere energi igennem rytmer, så åbner det op for at kunne dvæle ved sin lyd og atmosfære. Det er her, Náströnd excellerer.
Den dronende synthesizer er kendetegnet ved at være relativt overtoneløs. Den lyder kold – man kan sige, at varmen er filtreret ud af den. Det bliver særligt tydeligt når der en gang imellem bliver åbnet op for de lyse frekvenser som eksempelvis 1:13.
Når filteret ikke åbner op for de lyse frekvenser, virker klangen af synthesizer til at stå og vibrere meget langsomt. Det er fordi, den er blevet moduleret med en anden frekvens, der næsten er den samme som sig selv. Det er dog så minimal en modulation, at den stadig virker maskinel.
Denne maskinelle klang er også kendetegnet for 303-bassen. 303-bassen er kendetegnet ved stor variation – ikke melodisk og rytmisk, men klangmæssigt via filtermodulation. Hver eneste gang, at filteret åbner eller lukker sig, transformeres lyden til at være noget helt andet. Det ene øjeblik er det en overtoneløs rumlen i basområdet og det næste lyder den som en legetøjslaserpistol helt oppe i diskantområdet.
Nummeret omgiver en med en atmosfære, der virker bjergtagende. Der er en voldsomhed i, at stortrommen klinger dybt og alting generelt klinger i lang tid. Det gør at man befinder sig i et akustisk rum, der er kæmpestort. Da det er svært at forholde sig til formen, virker alle elementerne som om, at de potentielt kan klinge i uendelighed. Det er den atmosfære, man også kan opleve i store landskaber, hvor man selv kan komme til at føle sig meget lille. Det er en af de ting, nummeret opnår ved at være så monotont og repeterende. Storheden viser sig også i den klanglige afstand imellem, hvor dybt bassen klinger, og hvor lyst claves-lyden klinger.
Generelt er det et meget ambient nummer, hvor der ikke er meget, der glider i forgrunden og tager opmærksomhed. I stedet er der gjort plads til at alle elementerne kan være til stede i dette store lydlandskab og ligge og pulsere med ekkoer, filtersweeps og lange rumklange. Fordi der ikke er noget, der som sådan skrider frem, bliver det atmosfæren, der er i fokus og ikke nye komplekse rytmemønstre, der skal bidrage med mere energi til nummeret.
Perspektivering
Dette er et nummer der vil fungere godt i starten af et DJ-sæt. Man kunne endda starte et DJ-sæt ud med at spille dette nummer, da de næsten rytmeløse første to minutter virker mere som en dramatisk invitation ind i en atmosfære end som et værktøj, der skal få en til at danse vildere.
3. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af et technonummer. Du kan læse mere om de enkelte elementer i Fokus-kapitlet og Indblik-kapitlet.
Karakteristik
- Kunstner, titel, album, pladeselskab, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.
Form
- Musikstykkets struktur og metrik, herunder en inddeling i formled. Selvom mange numre lyder monotone og cirkulære, er der tit elementer i lydbilledet – typisk hi-hat og stortromme – som enten ved tilføjelse eller fjernelse skaber noget, der kan klassificeres som egentlige formled.
- Navngiv formled med betegnelserne: A- (reduceret indledning), A (grundgroovet som store dele af nummeret baserer sig på), A', A'' osv. (variationer af grundgroovet), A* (klimatiske variationer af grundgroovet) og BD (breakdown). Flere betegnelser kan bruges efter behov, såfremt betydningen heraf forklares i analysen.
Instrumentation og klangfarve
- De forskellige elementer i lydbilledet, deres placering i bas-, mellemtone- og diskantområdet, deres klangfarve (beskrevet via en ADSR-analyse) og deres udvikling i klangfarven over tid.
- Analysér alle elementer som enkeltstående enheder – i techno har man ikke et trommesæt, der kan beskrives som én samlet enhed.
Groove
- Musikstykkets tempo målt i antal taktslag per minut (BPM). Brug metronomen til at finde tempoet, eller tæl antallet af taktslag i 15 sekunder og gang med fire.
- Lydenes samspil, aktivitetsniveau og rytmiske sammensætning. Brug rytmeboksnotation til at kortlægge de forskellige elementer og deres rytmiske sammensætning i hvert formled. Fokuser på brugen af ekkobehandling.
Atmosfære
- Musikstykkets grundfølelse. Må gerne beskrives lidt kreativt, da det handler om atmosfæren, som alle lydene i lydbilledet skaber. Diffust, futuristisk og mørkt er ord, der rammer mange technonumre.
- Begrund grundfølelsen gennem beskrivelser af lydenes klangfarve og lyddesign. Herunder eksempelvis hvordan der arbejdes med syntese, om der forekommer små lyde, og hvordan atmosfæren kan pumpe.
Perspektivering
- En begrundet indplacering af nummeret i technohistorien og en begrundet vurdering af, hvordan nummeret kan indgå i et DJ-sæt (dvs. hvilken indvirkning og funktion nummeret kan have på publikum på dansegulvet).
Eksempelanalyse af to udvalgte technonumre. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.
Indhold
1. Enter (2015)
Antigone er pseudonymet for pariseren Antonin Jeanson, der udgav den meget roste EP "Cantor Dust" i 2015. Den er udgivet på pladeselskabet Token, der blandt andet også udgiver danske CTRLS. Pladeselskabet er om nogen repræsentant for, hvordan techno lyder, ti år efter Berghain-miljøet gjorde genren stor igen. Jeanson er residerende DJ på natklubben Concrete i Paris, som de seneste par år har været centrum for en masse kreativitet i technogenren.
Antigone: Enter (Cantor Dust, 2015)
Form
Formled | Takter | Tid |
---|---|---|
A- | 16 | 0:00 |
A | 32 | 0:29 |
A' | 24 | 1:27 |
BD1 | 8 | 2:11 |
A | 16 | 2:25 |
A' | 12 | 2:55 |
BD2 | 4 | 3:17 |
A* | 62 | 3:24 |
BD3 | 2 | 5:18 |
A | 32 | 5:21 |
KU | 10 | 6:21 |
Nummeret er et arketypisk eksempel på, hvordan techno er funktionelt. Alle formleddene har en længde delelig med fire, så det er relativt nemt som lytter at forudse, hvornår forandringer indtræder. De første 16 takter (A-) er en reduceret udgave af det loop, der på sin vis er nummerets DNA. Reduktionen har den funktion, at det er let at mixe et andet nummer ind i starten af nummeret, så dj'en kan skabe en glidende overgang mellem de to numre.
Det er først efter takt 16, at vi bliver præsenteret for, hvordan nummeret vil udvikle sig. Nummeret bygges spændingsmæssigt op over tre længere perioder (A-A', A-A' og A*), som hver afbrydes af et breakdown (BD), hvor spændingsniveauet falder igen.
Energien er fordelt sådan, at vi næsten når et klimaks før BD1. Anden opbygning (A-A') er lidt mere tilbagetrukket, og først i tredje opbygning (A*) når vi nummerets klimaks, hvor en hi-hat på off-beatet løfter energien op på et højere niveau. Efter sidste breakdown (BD3) vender nummeret tilbage til A, hvor de forskellige lyde bliver gjort kortere for at gøre plads til det nummer, der nu kan mixes ind.
Instrumentation og klangfarve
Nummeret har relativt få elementer. Basområdet består af en stortromme (BD) og en tam (T). I mellemtoneområdet har vi noget, der lyder, som når man slår på enden af et rør (R) og en melodisk synthesizer (SY). I de lyse frekvenser er der fire elementer, hhv. shaker (SH), ride-bækken (RS), en hi-hat, der åbner og lukker (OHH1 og (CHH), og en tredje åben hi-hat, der bruges til at give A* ekstra meget energi (OHH2).
Fælles for alle lydene er, at de er syntetiserede udgaver af akustiske instrumenter. Derfor ændrer de også flere gange karakter, hvilket gør, at nummeret til trods for de få elementer fremstår varieret. Tre lyde har særligt interessante klanglige karakteristika, der er relevante at se nærmere på. De er stortromme (BD), shaker (SH) og rør (Rør).
Stortromme (BD)
Nummeret indeholder ikke nogen bas i traditionel forstand, men til gengæld er der en masse basfrekvenser til stede i nummeret, hvilket vi hører som dyb rumlen – en lyd der kom ind i technoen med dub-technoen fra Berlin. I dette tilfælde udgøres bassen af den efterklang, stortrommen giver.
Stortrommen har et hurtigt attack, men decayet bagefter er så relativt langt, at det giver stortrommen en klingende "krop", der fungerer som den egentlige basfigur. Denne figur er forstærket ved processering af stortrommen med rumklang, så de dybe frekvenser får lov at klinge endnu længere. På den måde rummer nummeret meget bas uden en egentlig bas.
Shaker (SH)
Shakeren er til stede hele tiden, men den er meget mere hørbar hen mod slutningen af nummeret. Det er fordi, decayet bliver forlænget, så den klinger i længere tid. Derfor kan man – især hvis man skruer op – høre den som en kort flappende eller klikkende lyd i starten af nummeret. Hen mod slutningen ændrer den sig til støjimpulser.
Shakeren har et mellemlangt attack, hvilket får den til at lyde som rasleæg, hvor kornene glider ind på anslaget.
Rør (R)
Rørerne lyder som en blanding af to lyde. Dels en lidt lys klang, der har et hurtigt decay, og dels en "krop", der får lov at klinge lidt med et længere decay. Det giver en karakter af et knips i en stor hal, hvor de lyse frekvenser forsvinder hurtigt. Dermed er den både percussiv og klangfuld. Den er også kendetegnet ved konstant at blive udsat for en stor grad af modulation og ekko-proccesseringer.
Atmosfære
Nummeret har en gennemgående klang af noget overnaturligt og noget mørkt. Det overnaturlige kommer fra, at alting kommer fra syntetiske lydkilder. Selvom lydkilderne i denne analyse er blevet givet navne, der stammer fra den virkelige verden, så er det lyde, der aldrig har haft sin oprindelse i virkeligheden.
Mørket kommer nedefra. Nummeret buldrer enormt meget, uden det har en basfigur. I stedet er de dybe toner opstået ved lyddesign, så nummeret klinger dybt. Effekten virker ligesom i en film, hvor der også kan komme en ubestemmelig dyb rumlen, hvis noget uhyggeligt og ondt er ved at gøre sit indtog.
Den atmosfære, nummeret omgiver en med, er mystisk og måske lidt farlig som en gade uden lygter midt om natten. Effekten opnås ved en voldsom brug af rumklang. Alting klinger, som var man alene i et stort varehus. Men hvor man kan overskue et stort lokale, så er det svært at høre præcis, hvordan og hvornår elementerne indtræder. Tit bliver de fadet ind, eksempelvis hi-hatten når A' begynder.
Tit ændrer lydene sig, fordi de bliver udsat for ADSR-behandling, som eksempelvis shakerens forandring. Sammen med processeringerne af især ekkoer medvirker det til en følelse af desorientering. Rumklang- og ekkoeffekterne bliver så endnu engang processeret. Det er især forskellige former for filtrering. Det er nemmest at høre i A-, hvor det lyder som om, at shakeren ændrer tonehøjde, men det, der ændres, er hvilke frekvenser, der bliver lukket igennem fra shakernes ekko og rumklang.
Det er dog ikke kun uhygge, der kendetegner atmosfæren. Ambiancen pulserer i volumen, fordi der er gjort brug af en kraftig sidechain-kompression mellem rumklangen og stortrommen.
Perspektivering
Med et tempo på omkring 130 BPM ligger nummeret i en hastighed, hvor man har lyst til at danse uden at blive helt udmattet. Det egner sig derfor til folk, der allerede er i dansehumør, men sagtens kan have en lang aften foran sig. Nummeret har en meget stigende energifordeling med et klimaks i A*. Man kan derfor forestille sig, at det kan bruges til at give et allerede dansende publikum et nøk opad i energi.
2. Náströnd (2013)
Manden bag nummeret er svenskeren Jonas Rönnberg under sit alias Varg. Kender man sin black metal, vil man vide, at det er fornavnet på den berygtede mand bag projektet Burzum. Varg er blevet berømt for at inddrage elementer fra black metal i techno. Vargs musik er især præget af kolde ambiente flader og en til tider monoton og indadvendt lyd. Nummeret er udgivet på det stockholmske pladeselskab Northern Electronics, som har specialiseret sig i netop denne lyd:
Varg: Náströnd (Misantropen, 2013)
Form
Formled | Takter | Tid |
---|---|---|
Intro | - | 0:00 |
A- | 28 | 0:05 |
A-' | 18 | 0:59 |
A-'' | 22 | 1:32 |
A | 26 | 2:16 |
A* | 22 | 3:03 |
BD | 18 | 3:41 |
A* | 42 | 4:12 |
A*' | 8 | 5:28 |
A* | 24 | 5:40 |
A | 28 | 6:24 |
A-'' | 8+ | 7:17 |
Náströnd kendetegnes ved ikke at være særligt skarpt optegnet i sine former. Loopsne bliver udvidet og formindsket undervejs, men det er i modsætning til Enter (forrige analyse) ikke til at sige, hvornår noget skifter. I stedet virker det jammet ind, hvor nye elementer er blevet tilføjet, hvis man har syntes der skulle noget til.
Nummeret har en spændingsmæssigkurve, der ganske vidst dykker under breakdownet, men ellers er det mest bemærkelsesværdige ved formen, hvor løst den fremstår.
Instrumentation og klangfarve
Nummeret består rytmisk kun af:
- i diskantområdet: claves (Cl), koklokke (CB) og hi-hat (CHH)
- i mellemområdet: conga (Co) og lilletromme (SD)
- i basområdet: stortromme (BD).
Derudover er der en bas (Bs), som har en kraftig brug af filtermodulation, hvilket gør, at den ligger i samtlige frekvensområder. Koklokken spilles sandsynligvis på trommemaskinen Roland TR-808, mens bassen spilles på bassequenceren Roland TB-303. Hi-hatten har et andet groove i A*', hvor den skifter mellem lukket (CHH2) og åben (OHH) Hi-hat.
I ambiancenambiancen sker en masse. Rent instrumentalt er det sandsynligvis bare to synthesizere, hvor den ene spiller droner i det øvre mellemområde, og den anden sweeper ind. Til gengæld er der en brug af nogle utroligt lange ekkoer og efterklange i en sådan grad, at man bliver nødt til at tælle dem med som instrumenter.
Særligt to lyde er interessante at fokusere på i en ADSR-analyse af instrumentationen: bassen og den sweepende synthesizer.
Bassen har et rytmisk anslag som en gong. Det vil sige den ikke har et attack, til gengæld er dens decay langt. Det står modstæning til eksempelvis congas-lydene, hvis decay er helt korte og forsvinder så hurtigt, som de kom.
Bassen forsvinder aldrig, men når ned til et punkt, hvor udholdes som en lang tone. Det, der er særligt interessant, er, at den har en melodi, men den bliver spillet på en måde, hvor man aldrig hører anslagene af de andre toner i melodien. I stedet laver bassen glissandoer fra den lange udholdte tone til de andre toner.
Skal man referere til traditionelle musikinstrumenter, kan man sige, bassen lyder som en gong, når den slås an, og som en sav eller theremin, når den udfolder sin melodi. Den har et ret kort release, så selve synthesizeren holder forholdsvist hurtigt op med at generere lyd. Efterklangen er i stedet et resultat af rumklangsbehandling.
Den sweepende synthesizer kan blandt andet høres 3:25 og 4:10. I modsætning til den anden synthesizer, der ligger som en konstant drone i baggrunden, så optræder sweepet fremme i lydbilledet. Den er dog designet med et langt decay og bliver ved med at stige i lydstyrke, lige indtil den knækker over i sit rimelig stejle decay. Det gør, at den ikke fremstår som et percussivt element. I stedet virker det som en bølge, der skyller ind over resten af nummeret, og fungerer som et brud på den ellers monotone lyd i nummeret.
Atmosfære
Når et technonummer ikke driver ens dansefødder til spastisk dans ved at kanalisere mere og mere energi igennem rytmer, så åbner det op for at kunne dvæle ved sin lyd og atmosfære. Det er her, Náströnd excellerer.
Den dronende synthesizer er kendetegnet ved at være relativt overtoneløs. Den lyder kold – man kan sige, at varmen er filtreret ud af den. Det bliver særligt tydeligt når der en gang imellem bliver åbnet op for de lyse frekvenser som eksempelvis 1:13.
Når filteret ikke åbner op for de lyse frekvenser, virker klangen af synthesizer til at stå og vibrere meget langsomt. Det er fordi, den er blevet moduleret med en anden frekvens, der næsten er den samme som sig selv. Det er dog så minimal en modulation, at den stadig virker maskinel.
Denne maskinelle klang er også kendetegnet for 303-bassen. 303-bassen er kendetegnet ved stor variation – ikke melodisk og rytmisk, men klangmæssigt via filtermodulation. Hver eneste gang, at filteret åbner eller lukker sig, transformeres lyden til at være noget helt andet. Det ene øjeblik er det en overtoneløs rumlen i basområdet og det næste lyder den som en legetøjslaserpistol helt oppe i diskantområdet.
Nummeret omgiver en med en atmosfære, der virker bjergtagende. Der er en voldsomhed i, at stortrommen klinger dybt og alting generelt klinger i lang tid. Det gør at man befinder sig i et akustisk rum, der er kæmpestort. Da det er svært at forholde sig til formen, virker alle elementerne som om, at de potentielt kan klinge i uendelighed. Det er den atmosfære, man også kan opleve i store landskaber, hvor man selv kan komme til at føle sig meget lille. Det er en af de ting, nummeret opnår ved at være så monotont og repeterende. Storheden viser sig også i den klanglige afstand imellem, hvor dybt bassen klinger, og hvor lyst claves-lyden klinger.
Generelt er det et meget ambient nummer, hvor der ikke er meget, der glider i forgrunden og tager opmærksomhed. I stedet er der gjort plads til at alle elementerne kan være til stede i dette store lydlandskab og ligge og pulsere med ekkoer, filtersweeps og lange rumklange. Fordi der ikke er noget, der som sådan skrider frem, bliver det atmosfæren, der er i fokus og ikke nye komplekse rytmemønstre, der skal bidrage med mere energi til nummeret.
Perspektivering
Dette er et nummer der vil fungere godt i starten af et DJ-sæt. Man kunne endda starte et DJ-sæt ud med at spille dette nummer, da de næsten rytmeløse første to minutter virker mere som en dramatisk invitation ind i en atmosfære end som et værktøj, der skal få en til at danse vildere.
3. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af et technonummer. Du kan læse mere om de enkelte elementer i Fokus-kapitlet og Indblik-kapitlet.
Karakteristik
- Kunstner, titel, album, pladeselskab, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.
Form
- Musikstykkets struktur og metrik, herunder en inddeling i formled. Selvom mange numre lyder monotone og cirkulære, er der tit elementer i lydbilledet – typisk hi-hat og stortromme – som enten ved tilføjelse eller fjernelse skaber noget, der kan klassificeres som egentlige formled.
- Navngiv formled med betegnelserne: A- (reduceret indledning), A (grundgroovet som store dele af nummeret baserer sig på), A', A'' osv. (variationer af grundgroovet), A* (klimatiske variationer af grundgroovet) og BD (breakdown). Flere betegnelser kan bruges efter behov, såfremt betydningen heraf forklares i analysen.
Instrumentation og klangfarve
- De forskellige elementer i lydbilledet, deres placering i bas-, mellemtone- og diskantområdet, deres klangfarve (beskrevet via en ADSR-analyse) og deres udvikling i klangfarven over tid.
- Analysér alle elementer som enkeltstående enheder – i techno har man ikke et trommesæt, der kan beskrives som én samlet enhed.
Atmosfære
- Musikstykkets grundfølelse. Må gerne beskrives lidt kreativt, da det handler om atmosfæren, som alle lydene i lydbilledet skaber. Diffust, futuristisk og mørkt er ord, der rammer mange technonumre.
- Begrund grundfølelsen gennem beskrivelser af lydenes klangfarve og lyddesign. Herunder eksempelvis hvordan der arbejdes med syntese, om der forekommer små lyde, og hvordan atmosfæren kan pumpe.
Perspektivering
- En begrundet indplacering af nummeret i technohistorien og en begrundet vurdering af, hvordan nummeret kan indgå i et DJ-sæt (dvs. hvilken indvirkning og funktion nummeret kan have på publikum på dansegulvet).