Tegn og symboler

Hvis du har læst de tidligere artikler om nodelæsning og rytmik, kender du allerede til en del af de mange forskellige tegn og symboler, der benyttes i nodeskriften; nøgler, fortegn, nodeværdier, pauser og taktarter. I denne artikel kan du lære en række andre almindelige tegn og symboler at kende. Du kan se en komplet oversigt over tegn og symboler i nodeskriften her.

1. Dynamik

Dynamikangivelser bruges til at angive, hvilken lydstyrke et musikstykke eller en passage i et musikstykke skal udføres i. De mest almindelige dynamikangivelser er:

	Pianissimo Meget svagt.
	Piano Svagt.
	Mezzo piano Halvsvagt.
	Mezzo forte Halvkraftigt. Såfremt et musikstykke ikke indeholder en dynamikangivelse, antages mezzo forte for at være det dynamiske niveau.
	Forte Kraftigt.
	Fortissimo Meget kraftigt.
	Sforzando Stærkt betonet.
	Crescendo (cresc.) Gradvist tiltagende lydstyrke. Symbolet efterfølges ofte af en af ovenstående dynamikangivelser, så musikudøveren ved, hvilket dynamisk niveau der skal være endestationen. Symbolet kan være udstrakt over en længere passage på mange takter.
	Diminuendo (dim.) Gradvist aftagende lydstyrke. Symbolet efterfølges ofte af en af ovenstående dynamikangivelser, så musikudøveren ved, hvilket dynamisk niveau der skal være endestationen. Symbolet kan være udstrakt over en længere passage på mange takter.

2. Tempo

En tempobetegnelse bruges til at angive, hvilket tempo et musikstykke, eller en passage heri, skal udføres i. Betegnelsen skrives i starten af noden umiddelbart over øverste nodesystem. Hvis tempoet skifter undervejs, skrives en ny tempobetegnelse det sted, hvor tempoet skifter.

Når man skal angive et tempo, kan man enten skrive det som antallet af taktslag per minut (se tidligere artikel), eller man kan bruge en mere upræcis betegnelse, som lader det være op til musikudøverens fortolkning at bestemme det nøjagtige tempo. Til sidstnævnte bruges normalt engelske betegnelser i populærmusik og italienske betegnelser i klassisk musik.

De mest almindelige engelske tempobetegnelser er:

• slowly - langsom
• laid back - tilbagelænet
• medium - jævnt gående
• fast - hurtig

De mest almindelige italienske tempobetegnelser er:

• grave - meget langsom og højtidelig (ca. 20-40 slag per minut)
• lento - meget langsom (ca. 40-60 slag per minut)
• adagio - langsom (ca. 66-76 slag per minut)
• andante - jævnt gående, roligt tempo (ca. 76-108 slag per minut)
• andantino - hurtigt gående, lidt hurtigere end andante (ca. 90-110 slag per minut)
• moderato - moderat tempo, behersket tempo (ca. 108-120 slag per minut)
• allegro - hurtig (ca. 120-168 slag per minut)
• vivace - hurtig og livlig, hurtigere end allegro (ca. 140-170 slag per minut)
• presto - meget hurtig (ca. 168-200 slag per minut)

Forskydninger i tempoet angives med en af følgende italienske betegnelser:

• accelerando - gradvist tiltagende tempo
• ritardando - gradvist aftagende tempo
• a tempo - tilbagevenden til tidligere tempo, dvs. det oprindelige tempo genoptages.

I klassisk musik bruges desuden italienske betegnelser til at angive et musikstykkes karakter og udtryk. Nogle almindelige betegnelser er Animato (bevæget), Dolce (blødt) og Espressivo (udtryksfuldt). Se en komplet liste over karakter- og tempobetegnelser her.

3. Form og repetition

	Gentagelsestegn Angiver at afsnittet mellem de to gentagelsestegn skal gentages, dvs. udføres to gange i alt. Ved sidste gentagelsestegns indtræden (tegnet til højre) springes tilbage til det modsatrettede gentagelsestegn (tegnet til venstre), og anden gennemspilning påbegyndes. Ved anden gennemspilning ophører gentagelsestegnenes virkning. Hvis musikstykket kun indeholder ét gentagelsestegn (tegnet til højre), skal gentagelsen finde sted fra musikstykkets begyndelse. Hvis afsnittet skal spilles mere end to gange, kan man skrive x3 eller x4 over sidste gentagelsestegn, angivende at afsnittet skal spilles henholdsvis 3 og 4 gange i alt. I populærmusik bruges ofte betegnelserne rep ad lib (gentag efter behag) og rep and fade (gentag og fade ud), hvor det i begge tilfælde er op til musikudøveren at bestemme antallet af gentagelser.
	Volter Angiver at et afsnit skal spilles med forskellige slutninger ved forskellige gennemspilninger af afsnittet. I eksemplet til venstre angiver volterne, at afsnittet skal gennemspilles i alt tre gange; ved 1. og 2. gennemspilning skal noderne under 1. og 2. volte (før gentagelsestegnet) udføres, og ved 3. gennemspilning skal noderne under 1. og 2. volte springes over, og i stedet skal noderne under 3. volte udføres.
	Bis-tegn Angiver at takten er identisk med takten umiddelbart før, dvs. at indholdet fra forudgående takt skal gentages.
	Coda Angiver at man ved tegnets indtræden skal springe frem til næste, identiske coda-tegn og spille videre derfra. Første coda-tegn er ofte erstattet af teksten "To Coda". Coda-tegnene er først gældende ved sidste gennemspilning af den passage, hvori første coda-tegn er noteret. Eventuelle gentagelser af passagen, angivet af enten gentagelsestegn, dal segno-tegn eller da capo-tegn, skal med andre ord udføres, før coda-tegnet træder i kraft.
	Segno Navigationstegn der bruges i forbindelse med dal segno-tegnet (herunder).
	Dal segno Angiver at man skal springe tilbage til sidst noterede segno-tegn (herover) og gentage afsnittet. Ved gentagelsen (anden gennemspilning) ophører dal segno-tegnets virkning. Dal segno-tegnet findes i to udvidede versioner; D.S. al fine som angiver, at man skal springe tilbage til sidst noterede segno-tegn og spille frem til teksten fine eller til musikstykket slutter; D.S. al coda som angiver, at man skal springe tilbage til sidst noterede segno-tegn og spille frem til første coda-tegn, hvorefter man skal springe til næste (og som regel sidste) coda-tegn.
	Da capo Angiver at man skal springe tilbage og gentage musikstykket fra dets begyndelse. Ved gentagelsen (anden gennemspilning) af musikstykket ophører da capo-tegnets virkning. Da capo-tegnet findes i to udvidede versioner; D.C. al fine som angiver, at man skal gentage musikstykket fra dets begyndelse og frem til teksten fine eller til musikstykket slutter; D.C. al coda som angiver, at man skal gentage musikstykket fra dets begyndelse og frem til første coda-tegn, hvorefter man skal springe til næste (og som regel sidste) coda-tegn.

4. Andre

	Brydning Angiver at noderne skal brydes, dvs. spilles hurtigt efter hinanden. Som regel brydes noderne nedefra og op. Kaldes også et arpeggio.
	Legatobue Angiver at to eller flere noder skal udføres legato, dvs. udføres i sammenhæng og uden adskillelse. Legatobuen minder i udseende om bindebuen. Bindebuen sættes altid mellem noder med ens tonehøjde, mens legatobuen kan sættes mellem noder med forskellig tonehøjde.
	Fraseringsbue Angiver at en følge af noder tilhører samme frase, dvs. tilhører samme naturligt afgrænsede melodiske stykke. Fraseringsbuen kan skelnes fra legatobuen og bindebuen ved, at den typisk dækker over en længere følge af noder, modsat de to andre buer som typisk kun dækker over en kort følge af noder.
	Staccato Angiver at tonen skal spilles kort, og adskilt fra den efterfølgende tone. Et staccato har ingen indflydelse på tonens lydstyrke.
	Accent Angiver at tonen skal betones, dvs. spilles med et kraftigere anslag (højere lydstyrke) end normalt.
	Fermat Angiver at tonen skal holdes (nodeværdien forlænges) efter behag. Forlængelsen sker normalt, samtidig med at pulsen suspenderes, så fremdriften går i stå. Det er op til musikudøveren selv at bestemme, i hvor lang tid tonen skal holdes - en fordobling af nodeværdien er ikke unormalt. Fermaten kan også noteres over en pause, hvorved det er pausens værdi, der skal forlænges efter behag. Hvis fermaten er noteret under noderne, er symbolet vendt på hovedet.
	Kort forslag Små noder med en streg igennem nodehalsen, noteret umiddelbart før den egentlige node (hovedtonen). De korte forslagstoner udføres så hurtigt som muligt før hovedtonen, der beholder sin normale varighed og sit indsatstidspunkt. Nodeværdien eller pausen før forslagstonerne må da afkortes en smule i udførelsen. Forslagstonerne kan være noteret i forskellige nodeværdier og med en lille legatobue, hvilket i begge tilfælde dog ingen betydning har for udførelsen. I nogle tilfælde anslås en forslagstone på hovedtonens indsatstidspunkt, samtidig med hovedtonen, hvorefter forslagstonen hurtigt slippes. Andre gange anslås en forslagstone på hovedtonens indsatstidspunkt og slippes derefter hurtigt, hvorefter hovedtonen anslås og holdes i det resterende af dens nodeværdi. I alle tilfælde afhænger udførelsen af personlig smag, musikalsk kontekst og eventuel komponisttypisk udførelsespraksis. Se nodeeksempler.
	Langt forslag Små noder noteret umiddelbart før den egentlige node (hovedtonen). Har ikke, som de korte forslagstoner (herover), en streg igennem nodehalsen. De lange forslagstoner anslås på hovedtonens indsatstidspunkt og varer i halvdelen af hovedtonens nodeværdi - eller i 2/3 af nodeværdien hvis hovedtonen er punkteret. Hovedtonen anslås straks bagefter og holdes i det resterende af dens nodeværdi. I nogle tilfælde spilles betonede forslagstoner på samme måde som ubetonede forslagstoner (herover), alt afhængig af personlig smag, musikalsk kontekst og eventuel komponisttypisk udførelsespraksis. Se nodeeksempler.
	Trille Angiver at man skal spille en hurtig vekslen mellem hovedtonen og den øvre diatoniske nabotone. Trillen har en længde svarende til hovedtonens nodeværdi, dvs. at tonerne skal spilles skiftevis meget hurtigt, indtil hovedtonens nodeværdi ophører. Hvis musikstykket er i et langsomt tempo, vil der ofte være plads til mange vekslinger. Se nodeeksempler.
	Dobbeltslag Angiver at man skal spille en firetonig figur bestående af henholdsvis den øvre diatoniske nabotone, hovedtonen, den nedre diatoniske nabotone og til sidst hovedtonen. Hvis tegnet er placeret efter noden (eksemplet til højre) skal hovedtonen spilles først og derefter ovennævnte figur. Hastigheden og rytmen, hvorved dobbeltslaget udføres, kan variere, og er i høj grad bestemt af personlig smag, musikalsk kontekst og eventuel komponisttypisk udførelsespraksis. Se nodeeksempler.

Hvis du har læst de tidligere artikler om nodelæsning og rytmik, kender du allerede til en del af de mange forskellige tegn og symboler, der benyttes i nodeskriften; nøgler, fortegn, nodeværdier, pauser og taktarter. I denne artikel kan du lære en række andre almindelige tegn og symboler at kende. Du kan se en komplet oversigt over tegn og symboler i nodeskriften her.

1. Dynamik

Dynamikangivelser bruges til at angive, hvilken lydstyrke et musikstykke eller en passage i et musikstykke skal udføres i. De mest almindelige dynamikangivelser er:

	Pianissimo Meget svagt.
	Piano Svagt.
	Mezzo piano Halvsvagt.
	Mezzo forte Halvkraftigt. Såfremt et musikstykke ikke indeholder en dynamikangivelse, antages mezzo forte for at være det dynamiske niveau.
	Forte Kraftigt.
	Fortissimo Meget kraftigt.
	Crescendo (cresc.) Gradvist tiltagende lydstyrke. Symbolet efterfølges ofte af en af ovenstående dynamikangivelser, så musikudøveren ved, hvilket dynamisk niveau der skal være endestationen. Symbolet kan være udstrakt over en længere passage på mange takter.
	Diminuendo (dim.) Gradvist aftagende lydstyrke. Symbolet efterfølges ofte af en af ovenstående dynamikangivelser, så musikudøveren ved, hvilket dynamisk niveau der skal være endestationen. Symbolet kan være udstrakt over en længere passage på mange takter.

2. Tempo

En tempobetegnelse bruges til at angive, hvilket tempo et musikstykke, eller en passage heri, skal udføres i. Betegnelsen skrives i starten af noden umiddelbart over øverste nodesystem. Hvis tempoet skifter undervejs, skrives en ny tempobetegnelse det sted, hvor tempoet skifter.

Når man skal angive et tempo, kan man enten skrive det som antallet af taktslag per minut (se tidligere artikel), eller man kan bruge en mere upræcis betegnelse, som lader det være op til musikudøverens fortolkning at bestemme det nøjagtige tempo. Til sidstnævnte bruges engelske betegnelser i populærmusik og italienske betegnelser i klassisk musik.

De mest almindelige engelske tempobetegnelser er:

• slowly - langsom
• laid back - tilbagelænet
• medium - jævnt gående
• fast - hurtig

De mest almindelige italienske tempobetegnelser er:

• grave - meget langsom og højtidelig (ca. 20-40 slag per minut)
• adagio - langsom (ca. 66-76 slag per minut)
• andante - jævnt gående, roligt tempo (ca. 76-108 slag per minut)
• moderato - moderat tempo, behersket tempo (ca. 108-120 slag per minut)
• allegro - hurtig (ca. 120-168 slag per minut)
• presto - meget hurtig (ca. 168-200 slag per minut)

Forskydninger i tempoet angives med en af følgende italienske betegnelser:

• accelerando - gradvist tiltagende tempo
• ritardando - gradvist aftagende tempo

3. Form og repetition

	Gentagelsestegn Angiver at afsnittet mellem de to gentagelsestegn skal gentages, dvs. udføres to gange i alt. Ved sidste gentagelsestegns indtræden (tegnet til højre) springes tilbage til det modsatrettede gentagelsestegn (tegnet til venstre), og anden gennemspilning påbegyndes. Ved anden gennemspilning ophører gentagelsestegnenes virkning. Hvis musikstykket kun indeholder ét gentagelsestegn (tegnet til højre), skal gentagelsen finde sted fra musikstykkets begyndelse.
	Volter Angiver at et afsnit skal spilles med forskellige slutninger ved forskellige gennemspilninger af afsnittet. I eksemplet til venstre angiver volterne, at afsnittet skal gennemspilles i alt tre gange; ved 1. og 2. gennemspilning skal noderne under 1. og 2. volte (før gentagelsestegnet) udføres, og ved 3. gennemspilning skal noderne under 1. og 2. volte springes over, og i stedet skal noderne under 3. volte udføres.
	Coda Angiver at man ved tegnets indtræden skal springe frem til næste, identiske coda-tegn og spille videre derfra. Første coda-tegn er ofte erstattet af teksten "To Coda". Coda-tegnene er først gældende ved sidste gennemspilning af den passage, hvori første coda-tegn er noteret. Eventuelle gentagelser af passagen, angivet af enten gentagelsestegn, dal segno-tegn eller da capo-tegn, skal med andre ord udføres, før coda-tegnet træder i kraft.
	Segno Navigationstegn der bruges i forbindelse med dal segno-tegnet (herunder).
	Dal segno Angiver at man skal springe tilbage til sidst noterede segno-tegn (herover) og gentage afsnittet. Ved gentagelsen (anden gennemspilning) ophører dal segno-tegnets virkning.
	Da capo Angiver at man skal springe tilbage og gentage musikstykket fra dets begyndelse. Ved gentagelsen (anden gennemspilning) af musikstykket ophører da capo-tegnets virkning.