Tonearter

En toneart er en betegnelse for det tonemateriale, der er grundlaget for et musikstykkes melodi og akkorder. Den tone, tonearten opbygges ud fra og navngives efter, kaldes grundtonen. En toneart består af syv forskellige toner, men et musikstykke benytter ikke nødvendigvis dem alle.

1. Dur- og moltonearter

Man skelner mellem durtonearter og moltonearter. I durtonearter udgøres tonematerialet af en durskala, og i moltonearter udgøres tonematerialet af en ren molskala. Tonearten c-dur udgøres således af tonerne fra en c-durskala, og a-mol udgøres af tonerne fra en ren a-molskala.

En dur- og en moltoneart er paralleltonearter, når de har fælles tonemateriale (fx c-dur og a-mol). Den parallelle moltoneart har altid grundtone en lille terts under durtoneartens grundtone. En dur- og en moltoneart er varianttonearter, når de har fælles grundtone (fx c-dur og c-mol).

Tonearter noteres ved brug af faste fortegn. Fortegnene noteres altid i samme rækkefølge og altid på de samme pladser i nodesystemet. Paralleltonearter har identiske fortegn.

Tonearter uden fortegn

Paralleltonearterne c-dur og a-mol noteres uden faste fortegn:

Dur	Mol	Antal fortegn	Notation
c-dur	a-mol	0

Kryds-tonearter

Hver gang grundtonen hæves en kvint i forhold til c-dur/a-mol tilføjes et kryds til tonearten. Krydset sættes foran tonen på 7. trin i durtonearten. Rækkefølgen af krydser kan huskes med remsen "far cykler gennem døren af et hus":

Dur	Mol	Antal fortegn	Fortegn for	Notation
g-dur	e-mol	1	f
d-dur	h-mol	2	f, c
a-dur	fis-mol	3	f, c, g
e-dur	cis-mol	4	f, c, g, d
h-dur	gis-mol	5	f, c, g, d, a
fis-dur	dis-mol	6	f, c, g, d, a, e
cis-dur	ais-mol	7	f, c, g, d, a, e, h

B-tonearter

Hver gang grundtonen sænkes en kvint i forhold til c-dur/a-mol tilføjes et b til tonearten. B'et sættes foran tonen på 4. trin i durtonearten. Rækkefølgen af b'er kan huskes med remsen "her er alle de glade chokoladefrøer":

Dur	Mol	Antal fortegn	Fortegn for	Notation
f-dur	d-mol	1	h
b-dur	g-mol	2	h, e
es-dur	c-mol	3	h, e, a
as-dur	f-mol	4	h, e, a, d
des-dur	b-mol	5	h, e, a, d, g
ges-dur	es-mol	6	h, e, a, d, g, c
ces-dur	as-mol	7	h, e, a, d, g, c, f

To tonearter, der har forskelligt navn og notationsmåde, men er ensklingende (klangligt identiske), kaldes for enharmoniske tonearter. ges-dur/es-mol er enharmonisk med fis-dur/dis-mol.

Tonearter med syv fortegn (cis-dur/ais-mol og ces-dur/as-mol) benyttes meget sjældent, fordi man som regel benytter de enharmoniske tonearter (des-dur/b-mol og h-dur/gis-mol) med fem fortegn i stedet.

2. Kirketonearter

Kirketonearterne er syv forskellige tonearter, der lå til grund for europæisk musik i middelalderen og renæssancen. Siden blev dur- og moltonearterne mere og mere almindelige, men kirketonearterne anvendes stadigvæk i dag, især i folkemusik, jazz og rock.

De syv kirketonearter er jonisk, dorisk, frygisk, lydisk, mixolydisk, æolisk og lokrisk. Tonearternes tonemateriale udgøres af de tilsvarende skalaer (med samme navne). Læs om skalaerne her, hvis du ikke allerede er bekendt med dem.

Jonisk er identisk med dur, og æolisk er identisk med ren mol. Dur- og moltonearterne er således en videreførsel af disse to kirketonearter, blot med ny navngivning.

Kirketonearterne noteres ved brug af de samme faste fortegn som dur- og moltonearterne. For hver durtoneart (hvert antal faste fortegn) kan dannes en udgave af alle syv kirketonearter. Jonisk har grundtone på durtoneartens 1. trin, dorisk på 2. trin, frygisk på 3. trin osv.

I følgende eksempel benytter melodien alle syv stamtoner. Det vil normalt indikere tonearten c-dur (lig c-jonisk) eller a-mol (lig a-æolisk), men det er tydeligt, at grundtonen er et d. Idet d befinder sig på c-durtoneartens 2. trin, er tonearten d-dorisk: (What Shall We Do)

3. Toneartsbestemmelse

Et musikstykkes toneart kan findes ved hjælp af følgende fremgangsmåde:

1. Find tonematerialet

Tonematerialet udgøres af de faste fortegn, der er noteret i begyndelsen af noderne. I få tilfælde angiver de faste fortegn ikke det faktiske tonemateriale, idet der konsekvent kan være løse fortegn for bestemte (melodi)toner. I de tilfælde må man genoverveje de faste fortegn.

Enkelte løse fortegn har normalt ikke indflydelse på tonearten, idet de pågældende toner kan betragtes som toneartsfremmede toner. Eksempelvis hæves tonen på 7. trin i moltonearter ofte med et løst fortegn, da tonen derved bliver ledetone til grundtonen.

Hvis ikke man har noderne til musikstykket, skal man lytte sig frem til tonematerialet. Ofte kan man nøjes med at aflytte få takter af melodien og eventuelt enkelte af akkorderne. Et musikstykke benytter ikke nødvendigvis alle syv toner i tonearten, men det er som regel muligt at få tonerne til at passe med et bestemt antal faste fortegn alligevel.

2. Find grundtonen

Det fundne tonemateriale (de faste fortegn) snævrer de mulige tonearter ind til én durtoneart, én moltoneart og syv kirketonearter. Kirketonearterne anvendes sjældent, og i de fleste tilfælde kan man derfor se bort fra dem. Tonearterne tilhørerende hvert antal faste fortegn kan aflæses på kvintcirklen (eller i afsnit 1). Det er musikstykkets grundtone, der afgør tonearten.

Grundtonen er ofte den samme som melodiens sluttone og musikstykkets startakkord og slutakkord. I mange tilfælde behøver man derfor ikke undersøge musikstykket nærmere. Følgende lidt mere detaljerede fremgangsmåde kan benyttes, hvis grundtonen ikke er entydig:

Melodien stræber ofte mod grundtonen og falder ofte til ro på grundtonen. Grundtonen kan derfor ofte høres, som en tone melodien kan falde til hvile på, uden man føler trang til en fortsættelse.

De fleste musikstykker benytter primært akkorderne på toneartens 1., 4. og 5. trin. Akkorderne afhænger altså af grundtonen, og akkorderne kan derfor indikere grundtonen. Tonearterne c-dur og a-mol har eksempelvis identisk tonemateriale, men de primære akkorder er forskellige:

Akkorderne kan være udvidet på forskellig vis. Eksempelvis udvides akkorden på 5. trin ofte med en lille septim, da akkorden derved leder kraftigere mod akkorden på 1. trin. Af samme grund ændres akkorden på moltoneartens 5. trin ofte til en durakkord (i eksemplet herover akkorden E), da ledetonen til toneartens grundtone derved bliver en del af akkorden.

Dur- og moltonearternes primære akkorder (1., 4. og 5. trin) kan aflæses på kvintcirklen.

3. Vær opmærksom på modulationer

Et musikstykke kan modulere undervejs. Modulationer indbærer et skift af tonemateriale (gælder dog ikke modulationer til paralleltonearten) og kan derfor ofte genkendes ved et skift af de faste fortegn. Ved tonale udsving benyttes som regel løse fortegn i stedet.

Alle modulationer indebærer et skift af grundtone, og det har indflydelse på både melodien (idet melodien nu stræber mod en ny grundtone) og akkorderne (idet de primære akkorder på 1., 4. og 5. trin er nogle andre i den nye toneart). Læs eventuelt mere om modulationer her.

4. Toneartsæstetik

Siden det antikke Grækenland har nogle mennesker forbundet forskellige tonearter med forskellige karakterer, udtryk og farver. Associationerne er subjektive oplevelser og opfattelser, og de varierer derfor meget. Men det er en kendsgerning, at der har været stor klanglig forskel på tonearterne, og at der stadigvæk er visse forskelle i dag.

Klang og udtryk

De græske filosoffer Platon (427-347 f.v.t.) og Aristoteles (384-322 f.v.t.) var nogle af de første, der beskrev klangforskelle mellem tonearterne. De mente, at tonearterne kunne skabe forskellige sindsstemninger, og at forskellige tonearter derfor egnede sig til forskellige situationer. En bestemt toneart kunne eksempelvis udtrykke og opildne til krig og tapperhed, mens en anden kunne virke beroligende og udtrykke balance og harmoni.

Platon og Aristoteles tog udgangspunkt i datidens forskellige typer tonearter og ikke forskellige transpositioner af samme toneart. De forskellige tonearter havde forskellig tonestruktur, og det var årsagen til, at de lød forskelligt. Tilsvarende havde middelalderens og renæssancens syv kirketonearter (afsnit 2) forskellig tonestruktur, og derfor var det ikke overraskende, at en række teoretikere (heriblandt Guido af Arezzo, Hermanus Contractus, Johannes Cotto og Johannes de Muris) kunne knytte forskellige karakterer og udtryk til dem - dog uden at nå til fælles enighed.

Da kirketonearterne i løbet af 1600-tallet blev erstattet af dur- og moltonearterne, begyndte man i stedet at interessere sig for forskellen på transpositioner af samme toneart. Der var (og er) forskel på dur- og moltonearter, fordi tonestrukturen er forskellig, men der var også store forskelle på transpositioner af samme toneart. Forskellene skyldtes, at det med datidens stemningssystemer var umuligt at stemme alle tonearter (alle transpositioner) helt rene. Ofte placerede man de største urenheder i de tonearter, der havde flest fortegn, og som følge heraf fik tonearter med mange fortegn et stærkere udtryk end tonearter med få fortegn.

Forskellene på tonearternes klang betød, at tonearterne havde forskellige anvendelsespotentialer, og fra slutningen af 1600-tallet til midten af 1800-tallet studerede mange, især komponister, derfor tonearternes karakteristika. En lang række komponister og teoretikere har beskrevet klangforskelle mellem tonearterne, heriblandt Marc-Antoine Charpentier (Règles de Composition, 1682), Jean-Philippe Rameau (Traité de l'Harmonie, 1722) og Christian Schubart (Ideen zu einer Ästhetik der Tonkunst, 1806). Læs mere om datidens klangforskelle.

Da den ligesvævende stemning vandt frem i 1800-tallet, forsvandt samtidig de forskelle, der tidligere havde været mellem transpositioner af samme toneart. I den ligesvævende stemning klinger alle dur- og moltonearter i princippet ens, fordi afstanden mellem tonerne er den samme uanset grundtonens placering. Der er ingen tonearter, der klinger mere falsk end andre. Det fik nogle til at inddrage et nyt aspekt i beskrivelsen af tonearternes klangforskelle, nemlig det aspekt at musikinstrumenter kan have indflydelse på, hvordan tonearterne klinger.

På basguitarer klinger et musikstykke i e-dur ofte dybere end et musikstykke i es-dur, fordi basguitarens dybeste tone er et e. På messingblæsere klinger b-tonearter ofte bedre end kryds-tonearter, fordi fingersætning og intonation er nemmere i b-tonearter. På strygere klinger kryds-tonearter ofte mere fyldige end b-tonearter, fordi strygernes løse strenge nemmere kan resonere med andre toner i kryds-tonearter. Forskellene er kun svært hørbare. Eksemplerne er til gengæld mange, og de viser, at musikinstrumenternes konstruktion og klangfarve kan føre til klangforskelle mellem nutidens tonearter.

Tonefarver

Nogle mennesker mener, de kan forbinde bestemte dur- og moltonearter med bestemte farver. Blandt de mest kendte eksempler er de russiske komponister Alexander Scriabin (1872-1915) og Nikolai Rimsky-Korsakov (1844-1908), der oplevede og beskrev følgende farve-associationer:

Durtoneart	Alexander Scriabin			Nikolai Rimsky-Korsakov
des	Lilla			Mørk gråbrun
as	Violet			Gråviolet
es	Kødrød			Blågrå
b	Stål-rosa			Ingen association
f	Dyb rød			Grøn
c	Rød			Hvid
g	Orange			Guldbrun
d	Gul			Gul
a	Grøn			Rosa
e	Himmelblå			Safirblå
h	Blå			Mørkeblå
fis/ges	Blåviolet			Grågrøn

Fælles for de to komponister var, at de led af synæstesi. Synæstesi er en sygdom, der påvirker sanserne, så man oplever en sammenblanding af forskellige sanseindtryk. Mennesker med synæstesi kan eksempelvis høre farver, se lyde og smage berøringer. Omkring 2-4% lider af sygdommen, men meget milde former er væsentlig mere udbredte.

Synæstesi optræder i mange forskellige varianter, og de farvemæssige associationer er tillige meget varierende. Nogle får associationer til helt bestemte og meget nuancerede farver, mens andre får associationer til få og stærke farver. For nogle er toneartens tonekøn (c-dur/c-mol) afgørende, mens det for andre - eksempelvis Scriabin - er uden betydning.

Typisk opstår farve-associationerne, når tonearterne kommer til udtryk som melodier og harmonier i et musikstykke. Musikstykkets udformning kan have en betydning for associationerne hos nogle. Hos andre opstår associationerne, når blot de hører en enkeltstående skala, akkord eller tone.

Der er flere eksempler på, at også personer uden synæstesi forbinder tonearter med farver. Flere betvivler i øvrigt, at Scriabin havde synæstesi, idet associationen til et komplet farvespektrum med glidende farveovergange er højst usædvanlig for synæstetikere.

En toneart er en betegnelse for det tonemateriale, der er grundlaget for et musikstykkes melodi og akkorder. Den tone, tonearten opbygges ud fra og navngives efter, kaldes grundtonen. En toneart består af syv forskellige toner, men et musikstykke benytter ikke nødvendigvis dem alle.

1. Dur- og moltonearter

Man skelner mellem durtonearter og moltonearter. I durtonearter udgøres tonematerialet af en durskala, og i moltonearter udgøres tonematerialet af en ren molskala. Tonearten c-dur udgøres således af tonerne fra en c-durskala, og a-mol udgøres af tonerne fra en ren a-molskala.

En dur- og en moltoneart er paralleltonearter, når de har fælles tonemateriale (fx c-dur og c-mol). Den parallelle moltoneart har altid grundtone en lille terts under durtoneartens grundtone.

Tonearter noteres ved brug af faste fortegn. Fortegnene noteres altid i samme rækkefølge og altid på de samme pladser i nodesystemet. Paralleltonearter har identiske fortegn.

Tonearter uden fortegn

Paralleltonearterne c-dur og a-mol noteres uden faste fortegn:

Dur	Mol	Antal fortegn	Notation
c-dur	a-mol	0

Kryds-tonearter

Hver gang grundtonen hæves en kvint i forhold til c-dur/a-mol tilføjes et kryds til tonearten. Krydset sættes foran tonen på 7. trin i durtonearten. Rækkefølgen af krydser kan huskes med remsen "far cykler gennem døren af et hus":

Dur	Mol	Antal fortegn	Fortegn for	Notation
g-dur	e-mol	1	f
d-dur	h-mol	2	f, c
a-dur	fis-mol	3	f, c, g
e-dur	cis-mol	4	f, c, g, d
h-dur	gis-mol	5	f, c, g, d, a
fis-dur	dis-mol	6	f, c, g, d, a, e

B-tonearter

Hver gang grundtonen sænkes en kvint i forhold til c-dur/a-mol tilføjes et b til tonearten. B'et sættes foran tonen på 4. trin i durtonearten. Rækkefølgen af b'er kan huskes med remsen "her er alle de glade chokoladefrøer":

Dur	Mol	Antal fortegn	Fortegn for	Notation
f-dur	d-mol	1	h
b-dur	g-mol	2	h, e
es-dur	c-mol	3	h, e, a
as-dur	f-mol	4	h, e, a, d
des-dur	b-mol	5	h, e, a, d, g
ges-dur	es-mol	6	h, e, a, d, g, c

2. Toneartsbestemmelse

Et musikstykkes toneart kan findes ved hjælp af følgende fremgangsmåde:

1. Find tonematerialet

Tonematerialet udgøres af de faste fortegn, der er noteret i begyndelsen af noderne. Eventuelle løse fortegn har normalt ikke indflydelse på tonearten. Eksempelvis hæves tonen på 7. trin i moltonearter ofte med et løst fortegn, da tonen derved bliver ledetone til grundtonen.

Hvis ikke man har noderne til musikstykket, skal man lytte sig frem til tonematerialet. Ofte kan man nøjes med at aflytte få takter af melodien og eventuelt enkelte af akkorderne. Et musikstykke benytter ikke nødvendigvis alle syv toner i tonearten, men det er som regel muligt at få tonerne til at passe med et bestemt antal faste fortegn alligevel.

2. Find grundtonen

Det fundne tonemateriale (de faste fortegn) snævrer de mulige tonearter ind til én durtoneart og én moltoneart. Tonearterne tilhørerende hvert antal faste fortegn kan aflæses på kvintcirklen (eller i afsnit 1). Det er musikstykkets grundtone, der afgør, om tonearten er dur eller mol.

Grundtonen er ofte den samme som melodiens sluttone og musikstykkets startakkord og slutakkord. I mange tilfælde behøver man derfor ikke undersøge musikstykket nærmere. Følgende lidt mere detaljerede fremgangsmåde kan benyttes, hvis grundtonen ikke er entydig:

Melodien stræber ofte mod grundtonen og falder ofte til ro på grundtonen. Grundtonen kan derfor ofte høres, som en tone melodien kan falde til hvile på, uden man føler trang til en fortsættelse.

De fleste musikstykker benytter primært akkorderne på toneartens 1., 4. og 5. trin. Akkorderne afhænger altså af grundtonen, og akkorderne kan derfor indikere grundtonen. Tonearterne c-dur og a-mol har eksempelvis identisk tonemateriale, men de primære akkorder er forskellige:

Akkorderne kan være udvidet på forskellig vis. Eksempelvis udvides akkorden på 5. trin ofte med en lille septim. Akkorden på moltoneartens 5. trin er som regel en dur-akkord (i eksemplet herover akkorden E). Tonearternes primære akkorder (1., 4. og 5. trin) kan aflæses på kvintcirklen.