Saxofon

Saxofonen er et træblæseinstrument opfundet i 1846 af Adolphe Sax. Den har en blød, fyldig og meget ekspressiv lyd, og den er derfor et populært instrument til melodi- og solospil. Saxofonen anvendes inden for næsten alle musikgenrer, herunder især klassisk musik, jazz, blues, rock, funk, ska og elektronisk musik. De mest almindelige saxofontyper er sopran-, alt-, tenor- og barytonsaxfonen, stemt i henholdsvis b, es, b og es. Sopransaxofonen er den lyseste af de fire instrumenter, mens barytonsaxofonen er den dybeste. Alle saxofontyperne er transponerende instrumenter. En musiker, der spiller saxofon, kaldes en saxofonist.

1. Konstruktion

Saxofonen er lavet af et konisk boret messingrør med mellem 20 og 23 tonehuller af forskellig størrelse. Hvert tonehul er forsynet med en klap, som man kan bruge til at åbne eller lukke tonehullet med. Ved at åbne og lukke tonehullerne forskydes lydbølgens knudepunkter i instrumentets indre, og tonehøjden ændres.

På en saxofon dannes lyden ved, at man blæser luft mod et blad, som regel lavet af bambus, placeret i instrumentets mundstykke. Bladet begynder da at vibrere, og via instrumentets mundstykke forplanter vibrationerne sig som svingninger i luften (lyd) i instrumentets indre. Saxofonens tragtformede udmunding, kaldet klangstykket, gør tonen kraftigere og klarere.

Som udgangspunkt er saxofonen stemt til blot at kunne producere én tone, men man kan ved at åbne og lukke de forskellige tonehuller frembringe alle 12 forskellige toner i den kromatiske skala. Dygtige saxofonister kan desuden spille en lang række overtoner, hvorved instrumentets toneomfang og fleksibilitet forøges.

2. Typer

De langt mest almindelige saxofontyper er sopran- alt-, tenor- og barytonsaxofonen. Sopransaxofonen og tenorsaxofonen er begge stemt i b, men klingende i en oktavs afstand. Altsaxofonen og barytonsaxofonen er begge stemt i es, ligeledes klingende i en oktavs afstand. Visuelt skiller sopransaxofonen sig ud ved ikke at være bøjet i en "U" form, som de tre andre saxofoner er det. Det skyldes, at sopransaxofonens rørlængde er så kort, at bøjningen ikke er en prakisk nødvendighed.

Der findes også lyse sopranissimo- og sopraninosaxofoner stemt i henholdsvis b og es (en oktav over sopran- og tenorsaxofonen), samt dybe bas-, kontrabas- og subkontrabassaxofoner stemt i henholdsvis b, es og b (en oktav under tenor-, baryton-, og bassaxofonen), men de benyttes kun sjældent i dag.

En del af saxofonerne er desuden blevet produceret i stemningerne f og c, hvoraf især tenorsaxofonen stemt i c opnåede en vis popularitet i slutningen af 1920'erne. I dag er disse stemninger dog meget sjældne, og det er kun tenorsaxofonen stemt i c, der stadigvæk er i produktion.

3. Ambitus

Alle saxofontyperne har samme noterede ambitus, men området de klinger i varierer fra type til type. Den reducerede ambitus angiver det område, indenfor hvilket de fleste saxofonister kan spille sikkert og konsekvent. I amatørsammenhænge bør den reducerede ambitus ikke overskrides.

Sopransaxofon (stemt i b)

En sopransaxofon er et transponerende instrument, som klinger en stor sekund under noteret. Sopransaxofonen har en noteret ambitus fra b til f3:

Altsaxofon (stemt i es)

En altsaxofon er et transponerende instrument, som klinger en stor sekst under noteret. Altsaxofonen har en noteret ambitus fra b til f3:

Tenorsaxofon (stemt i b)

En tenorsaxofon er et transponerende instrument, som klinger en stor none under noteret. Tenorsaxofonen har en noteret ambitus fra b til f3:

Barytonsaxofon (stemt i es)

En barytonsaxofon er et transponerende instrument, som klinger en oktav + en stor sekst under noteret. Barytonsaxofonen har en noteret ambitus fra b til f3:

Nogle få barytonsaxofoner har en ekstra klap, som gør det muligt at spille ned til a (en halv tone dybere end ellers).

Bassaxofon (stemt i b)

En bassaxofon er et transponerende instrument, som klinger en oktav + en stor none under noteret. Bassaxofonen har en noteret ambitus fra b til f3:

4. Musikere og musik

Kendte saxofonister

Kendte musikstykker med saxofon

Klassiske

• Claude Debussy: Rapsodie pour Orchestre et Saxophone (1901). YouTube.
• Maurice Ravel: Boléro (1928). YouTube (fra 5:13).
• Alexander Glazunov: Concerto in Eb major for Alto Saxophone (1936). YouTube.

Rytmiske

• Charlie Parker: Lover Man (1946). YouTube.
• John Coltrane: My Favorite Things (1960). YouTube.
• Supertramp: The Logical Song (1979). YouTube (fra 1:52).

5. Tips til arrangøren

Notation

• Alle saxofoner noteres i g-nøglen.
• Vær opmærksom på saxofonernes ambitus og på at alle saxofoner er transponerende instrumenter (se afsnit 3).
• Det er nemmest for saxofonister at spille i tonearterne Bb-, F-, Eb-, C- og G-dur.
• I orkesterpartituret noteres saxofoner nederst i træblæsergruppen (over messingblæsere, slagtøj og strygere). I bigbandpartituret noteres saxofonerne øverst (over trompeter, basuner og rytmegruppe). I et stort symfoniorkester bruges kun i nogle tilfælde saxofoner. I et bigband bruges normalt to altsaxofoner, to tenorsaxofoner og en barytonsaxofon.

Klang og funktion

• Melodi og solospil. Saxofonen har en blød, fyldig og meget ekspressiv lyd, og den er derfor velegnet til melodi- og solospil. Især alt- og tenorsaxofonen anvendes hertil, på grund af deres fleksibilitet og klangområde. I tilfælde hvor sopransaxofonen spiller melodi eller solo, bør eventuelt andre saxofoner dæmpe sig en smule, sådan at sopransaxofonens klang står tydeligt frem.
• Harmonisk baggrund. Som harmonisk baggrund fungerer saxofonen godt, især i unison, i oktavafstand, i tæt beliggenhed og i spredt beliggenhed med eventuelt andre saxofoner. Sopran-, alt- og tenorsaxofonen klinger godt i mellemlejet, mens baryton- og bassaxofonen er god til dybe rytmiske figurer, baslinjer og orgelpunkter. Hvis flere saxofoner spiller under klingende c (en oktav under midter-c), bør der være mindst en kvint imellem stemmerne, da klangen ellers bliver mudret.
  I orkestersammenhæng klinger saxofonen især godt sammen med obo, engelsk horn, fløjte, klarinet, andre saxofoner og messingblæsere
• Hits. Saxofoner er effektive til at spile skarpe, staccerede akkord fill-ins. I denne situatuon gør saxofonerne sig godt sammen med trompeter, basuner og eventuelt tubaer.

Register

Teknikker

Der findes mange forskellige spilleteknikker på saxofonen. De mest almindelige er:

• Dæmpning. Der findes dæmpere til saxofonen, som blødgør tonen og dæmper lyden, men de bliver kun sjældent brugt. Når de bruges, er det som regel i øvesituationer eller i dynamisk meget lave passager. Dæmperne er som regel lavet af uld eller silke spundet omkring en kerne af messing eller plastik.
• Vibrato. Saxofonister kan spille både hurtige og langsomme vibratoer, både på en enkelt tone og over en længere rytmisk frase. I praksis frembringes vibratoen oftest ved, at læbestillingen ændres hurtigt og gentagende gange. Vibrato fungerer bedst i solospil, og kun sjældent hvis flere saxofonister spiller vibrato på samme tid.
• Glissando. Lange glissandoer er svære at spille på saxofonen, fordi de kræver mange hurtige og glatte skift i fingersætningen. Lange glissandoer bør derfor reserveres til øvede musikere. Korte glissandoer kan spilles af de fleste. Glissandoer er nemmere at spille, jo lysere de er beliggende. I den dybeste del af saxofonens register lyder glissandoer sjældent godt, med mindre de udføres af en professionel musiker.
• Tremolo. Dygtige saxofonister kan spille tremoloer (hurtige gentagelser af den samme tone) ved brug af en teknik kaldet dobbeltstød. Det er dog ikke en teknik, der er særligt udbredt blandt saxofonister, og meget hurtige tonegentagelser bør derfor undgås. Ordet "tremolo" skal skrives over tonerne noteret med tremolo, da saxofonisten ellers vil udføre en teknik kaldet flattertunge (rul med tungen som frembringer en snurrende lyd). Tremolo mellem to forskellige toner kan lade sig gøre, men det er i mange tilfælde en meget svær teknik at udføre. Spørg altid saxofonisten til råds inden du skriver et tremolo mellem to forskellige toner.
• Growling. Ved at nynne mens en tone frembringes på saxofonen, kan saxofonisten skabe to forskellige vibrationer, som interfererer med hinanden. Det skaber en mørk, grynet og knurrende lyd, som især benyttes i rock, blues og jazz. Growl angives med teksten "growl" over noderne. Teksten "normal" kan efterfølgende bruges til at angive normal udførelse.
• Alle accenter og ornamenter kan frembringes på saxofon. Triller, dobbeltslag og praltriller der indeholder tonerne enten h og cis1 eller cis1 og dis1 kan dog ikke lade sig gøre (uanset om tonen noteres med kryds eller b). Generelt set er de dybeste toner i saxofonens register ikke særligt anvendelige til triller, dobbeltslag og praltriller.

Restriktioner

• Spring på over en oktav er svære at spille.
• Tonerne fra noteret d3 og opefter klinger meget tyndt, og de er svære at spille rent og klangfuldt, uanset saxofontype. Tonerne i dette område bør derfor bruges varsomt. Det samme gælder tonerne fra noteret d1 og nedefter, der på sopran-, alt- og tenorsaxofon kan være svære at kontrollere klangligt.
• Hurtige og dynamisk svage passager er svære at udføre i den nederste del af saxofonens register. På baryton- og bassaxofon er dynamikken dog lidt nemmere at kontrollere.
• Hurtige tonegentagelser er svære at udføre, og de bør derfor undgås.
• Over noteret f3 forsvinder saxofonernes fleksibilitet, og det gør ornamenter, tremoloer og hurtige passager svære at udføre.