Videnskabsteori er en filosofisk disciplin, der handler om at studere videnskabernes metoder, normer og baggrund. Musikvidenskab producerer viden om musik, dvs. forskningen lærer os via sin formidling noget om musik. Videnskabsteori handler om, hvordan denne viden er tilvejebragt.

1. Videnskab

Videnskab er forskning med henblik på at opnå (skabe) ny viden og erkendelse inden for et område. Man skelner mellem grundforskning og anvendt forskning. Grundforskning har til formål at opnå ny indsigt, viden og erkendelse uden direkte sigte på praktisk anvendelse. Anvendt forskning retter sig direkte mod bestemte praktiske mål og anvendelser, ofte dikteret af politiske, militære, lægevidenskabelige eller kommercielle ønsker.

Det er ikke sikkert, at grundforskningens resultater nogensinde får en praktisk anvendelse, men det kan heller ikke afvises. Den anvendte forskning udnytter ofte den viden, der er opnået gennem grundforskningen, og således kan årtier eller århundrede år gammel grundforskning pludselig finde (ny) anvendelse.

Den videnskabelige arbejdsproces varierer fra fag til fag, men fælles for fagene er, at forskeren opstiller en række påstande eller teorier, som derefter søges be- eller afkræftet, eller opstiller en række spørgsmål som derefter søges besvaret. Som grundlag for besvarelsen anvendes teorier (læresætninger, principper, retningslinjer, begreber og antagelser) og empiri (erfaringer, iagttagelser og materialer).

En grundsten i videnskaben er, at den skal være sandfærdig, objektiv og upartisk. Det betyder i praksis, at forskeren ikke må forfalske, lyve eller på anden vis snyde, og at resultaterne skal være tilgængelige for alle, således at de kan efterprøves.

Forskningens resultater offentliggøres først og fremmest i videnskabelige publikationer (tidsskrifter, rapporter og bøger) og sekundært via andre medier som eksempelvis internettet, aviser og tv. Resultaterne kan da vurderes, efterprøves, diskuteres og kritiseres, primært af andre forskere, hvilket kan lede til ny forskning, nye resultater og nye anvendelsesmuligheder.

Det er vanskeligt at afgrænse egentlig videnskab fra tankemåder, der ikke er videnskabelige, eksempelvis tro, religion, common sense og pseudovidenskab. Denne problemstilling kaldes for demarkationsproblemet.

Positivismens filosoffer afgrænsede videnskab ved verificerbarhedskriteriet, idet de kun anså en sætning for videnskabelig, hvis den er analytisk, eller hvis dens sandhed i princippet kan afgøres ud fra sanseerfaringer. Denne afgrænsning blev senere kritiseret af Karl Popper, der afgrænsede videnskab ved falsificerbarhedskriteriet, altså ved at det er muligt for andre forskere at efterprøve enhver hypotese ved falsificering. Senere har blandt andre Thomas Kuhn, Paul Feyerabend, Imre Lakatos, Larry Laudan og Paul Thagard fremsat nye afgrænsninger.

2. Hovedområder

Grundlæggende skelner man mellem tre videnskabelige hovedområder: naturvidenskab, humaniora (humanvidenskab) og samfundsvidenskab. Disse er her sammenfattet:

Naturvidenskab Humaniora Samfundsvidenskab
Genstandsområde: Fænomener og processer i naturen og teknologien. Mennesket og dets frembringelser. Samfundets strukturer og processer.
Fokus: Det evige og uforanderlige.
Det universelle og almene.
Det objektive.
Det abstrakte.
Det tidsbundne, foranderlige.
Det individuelle og særegne.
Det subjektive.
Det konkrete.
De generelle mønstre og sammenhænge i den samfundsmæssige udvikling. Teorier om sammenhænge.
Empiri: Fænomener der kan iagttages med sanserne eller gennem forsøg og eksperimentelle opstillinger. Kulturprodukter i videste forstand, brugsting og begivenheder, fra fortid og nutid. Elementer der opbygger og udtrykker samfundets organisation, funktion, processer og relationer.
Metode: Iagttagelse, klassifikation, opmåling og beskrivelse.
Kvantitative metoder.
Beskrivelse, analyse og fortolkning (hermeneutik).
Kvalitative metoder.
Kvalitative og kvantitative metoder.
Mål: Forklaring. Forståelse. Forklaring og forståelse.
Sandhedskriterium: Sandhed som korrespondens. Sandhed som betydning, mening og sammenhæng. Sandhed som samspil mellem teori og empiri.

Naturvidenskab

Naturvidenskab beskæftiger sig med fænomener og processer i naturen og i nutidens teknologisk prægede samfund, og naturvidenskab omfatter således videnskaber som eksempelvis astronomi, biologi, fysik, geografi, geologi, kemi, matematik, idræt og datalogi.

Genstandsfeltet kan deles ind i fem hovedfelter:

  • stof, bevægelse, kræfter og energi i den natur, der omgiver mennesket
  • stoffernes indre opbygning og stofforandringer som følge af ydre påvirkninger
  • levende væseners opståen, udvikling og vekselvirkning med den øvrige natur
  • abstrakte strukturer, tal og figurer
  • data og dataprocesser.

Naturvidenskaben stiller spørgsmål til naturens struktur og processer og forsøger at levere forklaringer i form af teorier og love, der i princippet er foreløbige. Disse teorier og love er den bedste beskrivelse af naturen, vi har indtil videre, og de må korrigeres, udbygges og forbedres afhængig af efterfølgende erfaringer og undersøgelser. Derfor påstår naturvidenskabsfolk ikke, at de besidder sandheden for al fremtid, men blot at videnskaben til enhver tid har den mest plausible, troværdige og mest modsigelsesfrie viden.

De naturvidenskabelige fags empiri omfatter alle fænomener, der kan iagttages enten direkte med de menneskelige sanser eller gennem forsøgsapparatur og eksperimentelle opstillinger.

De naturvidenskabelige fags metoder forener hypotetisk-deduktive metoder, der bygger på matematikkens og andre formelle sprogs logik samt på tidligere observationer, og empirisk-induktive metoder med eksperimentet som udgangspunkt. "Trial and error"-metoder samt forskernes intuitive evner til at gøre opdagelser spiller også en betydelig rolle inden for både teknologisk udvikling og naturvidenskabelig forskning. Naturvidenskaben involverer en helhed af observationer, kvantitativ dataindsamling, databehandling, beskrivelse, klassifikation og generalisering, som kan lede til teoridannelse og nye hypoteser.

Humaniora

Humaniora beskæftiger sig med mennesket og dets frembringelser, og humaniora omfatter således videnskaber som eksempelvis filosofi, historie, musik, kunst, arkæologi, eskimologi, litteratur, lingvistik og sprogfag.

Genstandsfeltet kan deles ind i fem hovedfelter:

  • historie og hverdagskultur
  • litteratur, kunst og æstetik
  • bevidsthed og erkendelse
  • sprog, medier og kommunikation
  • værdier og etik.

Humaniora forsøger at forstå forudsætningerne for og resultaterne af menneskers aktivitet som tænkende, følende, vurderende, handlende og symbolbrugende væsener, der med materielle og symbolske midler forholder sig både nyskabende og traditionsbærende til deres sociale og historiske livsbetingelser. Humaniora inddrager opbygning, tilblivelse og virkning af de opfattelser, fortolkninger og omformninger, hvormed mennesker møder den virkelighed, de selv indgår i og bidrager til med deres virksomhed.

De humanistiske fags empiri omfatter kulturprodukter i videste forstand, fra fortid og nutid. Udover tekster og andre kunstneriske produkter omfatter empirien brugsting og begivenheder, der indgår i menneskers aktiviteter som historiske væsener og er udtryk for de måder, hvorpå mennesker giver omverdenen betydning og bearbejder historie og tradition i nutiden.

De humanistiske fags teorier og metoder er primært knyttet til beskrivelse, analyse og fortolkning af kulturprodukter og deres frembringelse og af de betydninger, intentioner og værdimæssige konsekvenser, de indebærer. Der er således i høj grad tale om kvalitative metoder. Derudover indgår der i mere begrænset omfang kvantitative metoder i forbindelse med kortlægning og udbredelse af vaner, forestillinger, kulturnormer og medieforbrug.

Samfundsvidenskab

Samfundsvidenskab beskæftiger sig med samfundets strukturer og processer, og samfundsvidenskab omfatter således videnskaber som eksempelvis samfundsfag, sociologi, statskundskab, økonomi og antropologi.

Genstandsfeltet kan deles ind i tre hovedfelter:

  • sociale strukturer og relationer
  • produktion og fordeling af ressourcer
  • politiske strukturer, processer og magtrelationer – nationalt og internationalt.

Samfundsvidenskaben forsøger at forklare og forstå, hvorledes mennesker udvikler og organiserer deres fælles virkelighed gennem formelle og uformelle regler og gennem institutioner og magtrelationer. Samfundsvidenskabelig viden omfatter dermed de menneskeskabte fællesskabers struktur, funktion, værdier, magtforhold og relationer til omverdenen samt de materielle, økonomiske og sociale faktorer, der knytter sig til dem.

De samfundsvidenskabelige fags empiri består af de elementer, der opbygger og udtrykker menneskeskabte fællesskabers organisation, funktion og relationer til det enkelte individ og til andre fællesskaber eller samfund, i samarbejde eller konflikt. Det drejer sig om overordnede og formelle fællesskaber som stater og internationale fællesskaber, om mere afgrænsede fællesskaber af privat, offentlig og halvoffentlig art som virksomheder og institutioner, om uformelle fællesskaber som aldersgrupper eller interessebestemte netværk og om halvformelle fællesskaber som familier. De samfundsvidenskabelige fags teorier består af generaliseringer herom.

De samfundsvidenskabelige fags metoder består af kvalitative og kvantitative metoder, som sikrer en empirisk forankring af teorier om sociale, økonomiske og politiske forhold og sammenhænge. De kvalitative metoder knytter sig til interview, deltagerstyrede undersøgelser og observationer, mens de kvantitative knytter sig til statistiske og beskrivende undersøgelser. Begge grupper af metoder kan sigte både på samtidsanalyse og fremtidsprognoser.

3. Fagsamarbejde

Udgangspunktet for fagsamarbejde (fagligt samspil) er, at problemstillinger og emner behandles med forskellige videnskabelige metoder og via forskellige genstandsfelter, som er konstituerende for de tre videnskabelige hovedområder. Disse tværfaglige tilgange er nødvendige på mange videregående uddannelser, men også i virkeligheden uden for skolen hvor komplekse emner og problemstillinger ikke altid kan løses ved brug af kun ét fag.

I det almene gymnasium (stx) indtager fagsamarbejdet især en væsentlig rolle i forbindelse med almen studieforberedelse, studieretningsopgaven og studieretningsprojektet. Ved den højere forberedelseseksamen (hf) indgår fagsamarbejdet især i forbindelse med den større skriftlige opgave (i tilfælde hvor eleven vælger en flerfaglig opgave).

Baggrunden for fagsamarbejdet på de gymnasiale uddannelser er, at mange centrale og aktuelle problemstillinger ikke kan indfanges fuldstændigt af de eksisterende fag. Der er behov for en mere tværdisciplinær viden, hvis problemerne skal løses, og der er desuden mulighed for en række både tidsmæssige, omfangsmæssige og erkendelsesmæssige besparelser ved at arbejde med samme problem i flere fag. Endelig er der læringsmæssige fordele, idet fagsamarbejdet kan motivere eleverne til at interessere sig for andre fagområder og vænne eleverne til det perspektivskifte, som er nødvendigt for at kunne bruge den i faget erhvervede viden i nye sammenhænge.

Der findes fire forskellige former for fagsamarbejde:

  • Støttefaglighed: Et fag konstituerer forløbet og opbygger et selvstændigt, fagligt sammenhængende forløb. Andre fag indgår som støttefag, eksempelvis ved at levere metoder eller delviden. Støttefagene underordner sig og kvalificerer således arbejdet i det grundlæggende fag.
  • Flerfaglighed: Fagene arbejder i parallelforløb med samme emne, men med særfaglige delmål og uden fælles problemformulering. Undervisningen i fagene koordineres, og fagene kan støtte hinanden, eksempelvis ved at et fag leverer den faglige forudsætning for arbejdet i et andet fag.
  • Fagintegration: Fagene arbejder sammen i et fælles udviklet undervisningsforløb, hvor de enkelte fag bidrager til en helhed. Forløbet er bygget op om fagenes særfagligheder. Der vil typisk være en arbejdsdeling mellem de deltagende fag, som yder hver sit bidrag til den fælles målsætning og samlede erkendelse. Fagene underordner sig i nogle fælles ydre principper men involverer sig ikke i hinanden.
  • Fagoverskridelse: Fagene arbejder med den samme problemformulering, som er styrerende for undervisningens indhold og metode. Time- og fagstrukturen kan være nedbrudt. Fagene og deres vidensformer er underlagt den valgte problemstilling, og de sættes i spil i forhold til hinanden, således at deres styrker og mangler tydeliggøres. Der er tale om et funktionelt samspil, hvor fagenes indhold og metoder kun inddrages i det omfang, de kan bidrage til løsningen af det opstillede problem.

Fagoverskridelse er styrende for arbejdet med almen studieforberedelse, studieretningsopgaven og studieretningsprojektet (stx) samt den flerfaglige større skriftlige opgave (hf).

4. Musikvidenskab

Musikvidenskabens forskellige faglige områder og gymnasiemusikfagets identitet og metoder er beskrevet i artiklen om musikfaget. Den følgende beskrivelse er derfor mere overordnet.

Som humanistisk fag er musikvidenskab en fortolkningsvidenskab, dvs. det er en videnskab, der tolker på kulturelle fænomener såsom udsagn, genstande og sociale relationer. Musikvidenskab forholder sig til kultur og kulturelle udtryk som antropomorfe, menneskeskabte størrelser, hvor man ikke som forsker, betragter og lytter kan se bort fra sin tilstedeværelse i den viden, man producerer. Musikvidenskabens viden er positioneret, hvilket vil sige, at der ikke er et neutralt ståsted, hvorfra man kan hævde at kende sandheden (som en endelig vished) om noget.

Man er med andre ord bundet af den tid og det sted, hvorfra man betragter og lytter til musikkulturer. Man er kulturelt, socialt og historisk positioneret. Denne position eller baggrund vil være bestemmende for tilgangen til verden i almindelighed og til musik i særdeleshed. Det er med andre ord et relationelt syn. Musikhistorie konstrueres, den er ikke en objektiv præsentation af fortiden. Musiketnografier er ligeledes konstruktioner af "de andres" kultur og musikalske liv, altså repræsentationer hvor musiketnologer og historikere skriver med på de andres virkelighed. Dette er en grundlæggende præmis for produktion af viden på humaniora.

Denne præmis deles af en meget bred vifte af musikvidenskabelige områder, som alle har et forskelligt fokus, og som alle enten lapper over hinanden eller komplimenterer hinanden. Fælles for disse områder er, at de deler den videnskabelige refleksion over forskerens forudsætninger og positioner for den viden, der er frembragt og de analytiske implikationer, den omfatter.

Man må vedkende sig, at man investerer interesse i forskningen, og som en følge argumenterer for noget, man har interesse i at argumentere for. I den forstand er videnproduktion i videnskaberne hverken kontekstfri eller objektiv, men betinget af intersubjektivt engagement. Musik taler aldrig for sig selv, der findes ikke nogen egenskaber i musikken selv, som ikke er tillagt den af sig selv eller af de mennesker, man studerer. Også de fysiske målinger man kan lave på musik involverer analyser og dermed definitioner af, hvad man måler på. Snak om objektivitet og "musikken selv" er en ideologisk konstruktion, som ikke med hermeneutiske, fænomenologiske eller musikantropologiske briller betragtes som en gyldig præmis.

Musikvidenskabens positioner

Musikvidenskaben kan opstilles i tre positioner, som knytter an til videnskabens tre hovedområder. Inden for forskellige musikvidenskabelige områder udfoldes forskellige videnskabelige idealer tilhørende disse tre positioner:

Musikvidenskab som forklaring (naturvidenskab)
Musikvidenskab som forsøg på at forklare givne forhold i og omkring musik ved henvisning til årsagssammenhænge. Den vil typisk gå internt musikanalytisk, teknisk, strukturelt til værks for at forklare den musikalske oplevelse i relation til det musikalske udtryk. I princippet går den registrerende, objektivt til værks i forhold til genstandsfeltet med henblik på at se årsagssammenhænge. Den er inspireret af naturvidenskab, indeholder kvantitative tilgange og ønsker at opstille stilistiske love og generaliseringer. Videnskabsidealet er overvejende nomotetisk.

Musikvidenskab som fortolkning (humaniora)
Musikvidenskab som forsøg på at forstå meningen med en given musik, dvs. den betydning som analytikeren eller andre oplever ud fra en beskrivelse af enkelttilfælde. Mødet med musikken antages at implicere et menende subjekt, som møder sig selv i analysen. Den henter inspiration fra det øvrige humaniora og indeholder kvalitative tilgange. Her er referencer til hermeneutik og fænomenologi. Videnskabsidealet er overvejende idiografisk.

Musikvidenskab som forandring (samfundsvidenskab)
Musikvidenskab som en kritisk afdækning af hvordan musik forstås. Her er de generelle forklaringer eller de subjektive fortolkninger genstand for selvreflektion. Med den kritiske bevidstgørelse forandres forståelsen af musikken og dens værdi. Der fokuseres på magtrelationer, på sociale relationer og den er inspireret af samfundsvidenskab. Her er referencer til sociologi og til historisk materialisme.

I gymnasiemusikfaget ligger den humanistiske tilgang i fagets genstandsområde, musikken selv, som fortolkes og udøves. Den naturvidenskabelige tilgang kommer til udtryk i analysearbejdet, der er præget af iagttagelse, opmåling, klassifikation og beskrivelse, og i studiet af de naturfænomener, der ligger bag lyden og den teknik, der ligger bag instrumenterne. Den samfundsvidenskabelige tilgang kommer til udtryk i den musikeksterne analyse, hvor musikken ses med et kulturelt og samfundsmæssigt tilhørsforhold og som del af en identitetsdannelse.

5. Begreber

Ordbog over videnskabsteoretiske begreber.

absolutisme

Den opfattelse, at der findes absolutte sandheder eller værdier (menneskelige, religiøse, politiske). Modsat relativisme.

analyse

En undersøgelse, der opdeler og strukturerer noget kompliceret i nogle mindre komplicerede dele, med henblik på at finde ud af dets bestanddele og sammensætning.

anomali

Afvigelse fra en regel. Uregelmæssighed.

antropologi

Studiet af mennesket og dets kultur og sociale liv.

autenticitet

Ægthed, oprigtighed, troværdighed.

autentisk

Det at noget er ægte, oprigtigt eller troværdigt.

bibliografi

Fortegnelse over den litteratur der er benyttet ved udarbejdelsen af en bog, en artikel eller en opgave.

cand.mag.

Kandidat i humaniora.

cand.scient.

Kandidat i naturvidenskab.

common sense

Sund fornuft. Menneskets naturlige evne til, uafhængigt af lærdom og formel logik, at overveje, ræsonnere og træffe beslutninger.

deduktion

Konklusion, der udledes ved hjælp af logiske følgeslutninger, dvs. en bevisførelse der går fra det generelle til det specielle. Modsat induktion. Hvis man eksempelvis erkender, at præmisserne "alle musikere har høj IQ" og "alle med høj IQ tjener mange penge" er sande, er den deduktive konklusion, at "alle musikere tjener mange penge".

demarkationsproblemet

Problemet om, hvorledes man skelner egentlig videnskab fra opfattelser, der ikke er videnskabelige, men påberåber sig denne status (pseudovidenskaber).

deskriptiv

Beskrivende. Deskriptive ytringer forholder sig til, hvordan noget er, frem for hvordan det bør være.

determinisme

En opfattelse der hævder, at enhver hændelse er bestemt af på forhånd givne omstændigheder.

diakron

Som tager udgangspunkt i og lægger vægt på den historiske udvikling af noget.

diskurs

Den måde man taler om et bestemt emne, dvs. sprogbrugen (udsagn, idéer, definitioner og betydningstillæggelser) i forbindelse med et bestemt emne.

diskursanalyse

En analyse af hvordan man taler om et bestemt emne, dvs. en analyse af sprogbrugen (udsagn, idéer, definitioner og betydningstillæggelser) i forbindelse med et bestemt emne.

distinktion

Adskillelse. Skelnen mellem noget der minder om hinanden.

diversitet

Mangfoldighed, forskelligartethed.

dystopi

Skræmmebillede. Negativt fremstillet beskrivelse. Modsat utopi.

eksegese

Analyse eller fortolkning af en tekst, især bibelske tekster.

empiri

Erfaringer, iagttagelser og materialer anvendt som grundlag for undersøgelse og erkendelse.

epistemologi

Erkendelsesteori. Filosofisk disciplin, der beskæftiger sig med egenskaberne, ophavet og grænserne for den menneskelige viden og erkendelse.

essentialisme

Det synspunkt, at ting og mennesker er i besiddelse af en uforanderlig kerne (en essens), der er konstituerende for deres eksistens.

etnologi

Studiet af menneskers kultur og sociale liv i nutidige eller historiske samfund.

etos

En af de tre såkaldte appelformer: logos (fornuft), patos (følelse) og etos (karakter). Etos appelerer til tilliden, med fokus på afsenderen, således at modtageren overbevises af troværdighed.

faktuel

Som er baseret på eller har at gøre med kendsgerninger.

fakultet

Afdeling af en højere læreanstalt, omfattende en række beslægtede fag inden for et bestemt hovedområde. Eksempelvis Det Humanistiske Fakultet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

falsificere

Afkræfte. Påvise eller erklære fejlagtigheden af noget, eksempelvis en teori. Modsat verificere.

falsificering

Forfalskning. Noget der er forkert, falsk.

falsifikation

Kriterium for videnskabelighed fremført af Karl Popper, der siger, at en teori kan kun gøre krav på at være videnskabelig, hvis den i princippet er falsificerbar, dvs. kan tænkes at være falsk. Som forsker skal man således selv prøve at modbevise sine egne teorier.

filologi

Studiet af sprogs historiske udvikling og studiet og tolkningen af ældre tekster.

filosofi

Studiet af menneskets tilværelse og de grundlæggende vilkår for erkendelse, vurdering og handlemåde.

forforståelse

Er forståelse man har for noget, inden man beskæftiger sig med det.

fænomenologi

Studiet af fænomener (enhver observerbar og sanselig begivenhed) og hvordan de opfattes af sanserne, før de indordnes i et begrebsligt system. Ifølge fænomenologien kan man ikke skelne verden og vores sansning af den. Vi er allerede i verden, og konsekvensen er, at vi ikke kan forholde os til virkeligheden som den er, men kun som den fremtræder for os. Fænomenologien tillader derfor ikke en entydig definition; der er lige så mange oplevelser af og meninger om et fænomen, som der er individer.

grundforskning

Forskning, der udelukkende har til formål at nå til ny erkendelse uden direkte sigte på praktisk anvendelse.

hermeneutik

Fortolkningslære. Oprindeligt læren om, hvordan tekster, ytringer, udsagn og handlinger af enhver art fortolkes og forstås. I løbet af det 20. århundrede udvikledes en filosofisk hermeneutik, hvor interessefeltet udvides til også at dække, hvad der ligger til grund for menneskers valg, beslutninger og forståelser. Udgangspunktet er, at man skal kende sin kulturelle og historiske position (sine forforståelser og fordomme), således at man bliver bevidst om, hvad der påvirker ens forståelse af det, man studerer. I modsætning til fænomenologien der fokuserer på den umiddelbare og direkte opfattelse af et fænomen.

I musikvidenskab benyttes den hermeneutiske metode til undersøgelse af, om det er muligt at forstå musik og dermed nå til erkendelse af det eventuelle betydningsindhold, som musikken formidler. Musik kan give en umiddelbar æstetisk oplevelse uden nødvendigvis at blive forstået.

hovedområde

Gruppe af beslægtede fag. I gymnasiet skelner man mellem tre faglige hovedområder: det humanistiske, det samfundsvidenskabelige og det naturvidenskabelige hovedområde.

humaniora (humanvidenskab)

De studiefag som har at gøre med menneskets åndsliv, historie, kunst og kommunikation, eksempelvis musik, historie, dansk, religion, filosofi og sprog.

hypotese

Foreløbig formodning. En antagelse eller påstand som ikke er bevist, men som foreløbigt bruges som arbejdsgrundlag.

hypotetisk-deduktiv

Videnskabelig metode, hvor en hypotese efterprøves ved eksperimentering. Metode:

  • En hypotese fremsættes.
  • Konsekvenser af hypotesen deduceres, dvs. der foretages en deduktion af, hvad kommende observationer bør vise.
  • Hypotesen testes og observationerne sammenholdes med deduktionen.
  • Hvis hypotesen verificeres, dvs. hvis der ikke er modstrid mellem observationer og deduktion, accepteres hypotesen indtil videre.
  • Hvis hypotesen falsificeres, dvs. hvis der er modstrid mellem observationer og deduktion, forkastes hypotesen.

ideologi

System af idéer, værdier og holdninger, som underbygger en bevægelses eller samfundsgruppes overbevisning.

idiografisk

Et videnskabsideal, der betoner studiet af enkelttilfælde fremfor generelle love. Modsat nomotetisk.

idiom

Et fast sprogligt eller musikalsk udtryk, der er særegent for et sprog eller en musikgenre.

induktion

Konklusion, der går fra det specielle til det generelle, dvs. en bevisførelse hvor en række observationer og iagttagelser (enkelttilfælde) fører til en generel konklusion (generalisering). Modsat deduktion.

intentionel

Som foregår med vilje eller med en bestemt hensigt.

induktionsproblemet

Spørgsmålet om, hvorvidt induktion fører til viden. Problemet består i, at man ved induktion slutter sig til generelle regler på baggrund af et begrænset antal observationer. Man generaliserer og har derfor strengt taget ikke belæg for konklusionen.

Intet inhold her. Prøv et andet bogstav.

kausal

Årsagsbestemt. Som angår eller rummer årsagen til noget, dvs. forholdet mellem årsag og virkning.

klassifikation

Inddeling i klasser eller kategorier ud fra bestemte karakteristika.

kognitionsteori

Studiet af den psykiske proces der omfatter menneskelig tænkning og erkendelse.

komparativ

Sammenlignende. En komparativ metode er en videnskabelig metode, der benytter sig af sammenligninger.

korrespondens

Overensstemmelse.

kvalitativ

Beskaffenhed. Den kvalitative metode bruges til undersøgelse af forhold, som er vanskelige at måle. Det kan være forhold vedrørende holdninger og adfærd hos bestemte grupper af mennesker. Eksempler på kvalitative indsamlingsmetoder er dybdeinterviews, fokusgrupper og observationer.

kvantitativ

Mængde. Den kvantitative metode bruges til undersøgelse af forhold, der er målbare (kan sættes tal på). Det kan være forhold vedrørende størrelsen eller mængden af noget. Eksempler på kvantitative indsamlingsmetoder er interviews og spørgeskemaundersøgelser. De kvantitative og de kvalitative indsamlingsmetoder kan være identiske - forskellen ligger i, om den indsamlede data behandles statistisk (kvantitativt) eller indholdsmæssigt (kvalitativt).

logos

En af de tre såkaldte appelformer: logos (fornuft), patos (følelse) og etos (karakter). Logos appelerer til fornuften, med fokus på budskabet, således at modtageren overbevises af rationelle argumenter.

meta

Præfiks, der på græsk betyder "efter". Ordet betyder normalt "udover" i betydningen "niveauet over".

metode

Undersøgelsesmåde. En planlagt, systematisk fremgangsmåde.

model

Skematisk og forenklet fremstilling af en teori - som regel for at danne et overblik over noget eller med henblik på at kunne forudsige en udvikling.

modernisme

Kunstperiode fra 1900-tallet der bryder med de traditionelle idealer og forsøger at forny formsproget. Perioden dækker en række avantgardistiske stilarter, eksempelvis kubisme, ekspressionisme, futurisme, dadaisme og surrealisme.

musikvidenskab

Videnskabelig forskning i musik og systematisk tilegnelse af viden om musik. Omfatter alle tænkelige discipliner herunder bl.a. nodelære, analyse, satslære, musikhistorie, musikgenrer, instrumentlære, musikpsykologi, musiketnologi og musikpædagogik.

naturvidenskab

De studiefag som har at gøre med naturen og dens kræfter og love, eksempelvis biologi, kemi, naturgeografi og fysik.

nomotetisk

Et videnskabsideal, der betoner studiet af og opstillingen af almene lovmæssigheder fremfor enkelttilfælde. Modsat idiografisk.

normativ

Som bygger på en norm, og som er retningsgivende for hvordan noget bør gøres.

nytteetik

Holdningen om, at en etisk rigtig handling er den handling, der sikrer størst mulig nytte for det størst mulige antal mennesker.

objektiv

Som udelukkende bygger på eller tager hensyn til fakta og således ikke er påvirket, præget eller på anden måde under indflydelse af bestemte (personlige) meninger, interesser, opfattelser eller følelser.

ontologi

Studiet af det værende, dvs. studiet af det som eksisterer og forudsætningerne for dets eksistens.

paradigme

Tidligere blev ordet paradigme alene brugt i videnskabelig sammenhæng, hvor det betegner et sæt af anskuelser og normer der ligger bag ved og bestemmer de fremherskende teorier og metoder inden for et bestemt område. I dag bliver udtrykket ofte også brugt synonymt med "verdensanskuelse".

patos

En af de tre såkaldte appelformer: logos (fornuft), patos (følelse) og etos (karakter). Patos appelerer til følelsen, med fokus på modtageren, således at modtageren overbevises af stemninger.

perception

Sansning. Opfattelse og erkendelse af noget gennem sanserne.

ph.d.

Selvstændig forskeruddannelse, normalt af tre års varighed, der kan tages efter en kandidateksamen fra en lang videregående uddannelse.

ph.d.-afhandling

Skriftlige opgave, der ligger til grund for en ph.d. grad.

pligtetik

Holdningen om, at det etisk afgørende er, om den handlende følger sin pligt og har den rette intention og ikke hvilke konsekvenser handlingen har.

pluralisme

Den holdning, at der skal være plads til flere forskellige opfattelser, religioner og kulturer i samfundet. Det er også en filosofisk opfattelse, der hævder, at der er flere former for virkelighed og flere grundlæggende principper i tilværelsen.

positivisme

Videnskabelig grundholdning som hævder, at al forskning og erkendelse bør være baseret på erfaring og empirisk observation.

postmodernisme

En kunstnerisk, litterær, arkitektonisk, filosofisk og kulturel retning opstået i forlængelse af modernismen. Postmodernismen er centreret omkring et opgør med modernismens idealer.

pragmatik

Handlemåde, hvor man er optaget af at nå en praktisk løsning baseret på hvad der er realistisk, snarere end på teori og ideologiske principper.

præmis

En forudsætning der ligger til grund for noget.

pseudovidenskab

Forskning der udgiver sig for at være videnskabeligt, men som samtidig ikke opfylder kriterierne, der stilles af den almene videnskabelige disciplins definitioner for teorier, metoder og hypoteser. Eksempler på pseudovidenskab er alkymi, astrologi og spiritisme.

Intet indhold her. Prøv et andet bogstav.

rationalisme

Den opfattelse, at virkeligheden kan forstås fuldt ud ved hjælp af forståelsen. Viden og erkendelse kan udelukkende opnås med fornuften og intellektet.

rationel

Logisk. Som er styret af eller baseret på fornuft.

refleksion

Overvejelse. Det at gennemtænke noget.

relativisme

Den opfattelse, at sandhed og værdier ikke har absolut gyldighed, men er afhængig af og varierer med individet eller tiden. Al erkendelse er relativ, og der eksisterer således ikke absolutte værdier eller sandheder som gælder for alle til alle tider.

sanseerfaring

Opfattelse og erkendelse af noget gennem sanserne.

samfundsvidenskab

De studiefag som har at gøre forskellige samfundsmæssige forhold, eksempelvis statskundskab, sociologi, økonomi og jura.

semantik

Studiet af ords og sætningers betydning.

strukturalisme

Videnskabelig metode, der lægger vægt på at undersøge tingenes indre opbygning og sammenhæng frem for deres funktion og historiske udvikling.

subjektiv

Som er præget af bestemte (personlige) meninger, interesser, opfattelser eller følelser, ofte forudindtaget, og som således ikke tager hensyn til fakta.

synkron

Som foregår eller udføres på samme tid og på samme måde.

synonym

Et ord der har samme eller næsten samme betydning som et andet ord.

syntaks

Måden hvorpå ord sættes sammen til sætninger. Inden for musikken måden hvorpå musikalske elementer (melodi, rytme, harmoni) knyttes sammen til en helhed.

syntese

Sammensætning. Forening af to eller flere enheder, idéer eller fænomener til en helhed.

taksonomi

Systematisering af et videnskabeligt område ved navngivning og klassifikation af de relevante objekter eller begreber.

teori

Et system af læresætninger, principper, retningslinjer, begreber og antagelser som ligger til grund for en handlemåde, et fag, en videnskab eller en undersøgelse.

universalisme

Det synspunkt, at almenvellet eller helheden har forrang for den enkelte eller det specifikke.

universitet

Højere læreanstalt, hvis formål det er at undervise og forske inden for hovedområderne humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab.

utopi

Uopnåeligt ideal. En fantasi eller forestilling som ikke kan gøres til virkelighed. Modsat dystopi.

verificere

Bekræfte. Påvise eller erklære sandheden af noget. Modsat falsificere.

verificering (verifikation)

Det at verificere.

viden

Alt hvad en person, en gruppe eller et samfund ved om et eller flere emner. Viden kan tilegnes gennem erfaring eller undervisning.

videnskab

Forskning med henblik på at opnå ny viden og erkendelse inden for et område. En betydelig del af den videnskabelige aktivitet består i at teste hypoteser og teorier gennem observationer. Videnskabsfolk forholder sig objektivt, anvender præcise begreber og deres resultater kan efterprøves af andre.

æstetik

Filosofisk studium af det skønne i kunsten og naturen. Betegner også en ydre kvalitet ved noget som behager, tilfredsstiller eller på anden måde opløfter sanserne eller sindet.

æstetisk

Det som har at gøre med kunstnerisk skønhed.