Vi lever i en verden, hvor der produceres massevis af ny musik hver dag. Er der så nogen grund til at beskæftige sig med musik, som er 400 år gammel? Svaret er et klart ja, for i barokken, som varede fra år 1600 til 1750, blev en række af musikhistoriens mest kendte værker komponeret, og samtidig udvikledes den i vore dage kendte musikalske sammensætning bestående af én solosanger med akkompagnement.

Selvom du ikke nødvendigvis støder på så meget barokmusik i din hverdag, dukker musikken op både ved livets og ved årets højtider. I kirker går der ikke mange søndage, før organisten spiller forspil (præludium) og efterspil (postludium) komponeret af barokmusikkens mestre. Konfirmationer, bryllupper og begravelser har ofte musikindslag med barokmusik, og påsken markeres med en af de store passioner af Johann Sebastian Bach.

Op mod jul spilles der barokmusik på højtryk, og her er det kun Bachs Juleoratorium, som tager konkurrencen op med det enormt populære Messias af George Frideric Händel. Nytårskoncerten fra Wien indledes med den såkaldte Eurovisionsfanfare, komponeret af den franske barokkomponist Marc-Antoine Charpentier. Det er også den, man kan høre som indledningsmusik, når der hvert år sendes det store internationale Melodi Grand Prix.

Lyt til barokmusik

Læn dig tilbage, og lyt til tonerne af: Prélude-Rondeau fra Te Deum (Marc-Antoine Charpentier, ca. 1690), O Let Me Weep fra The Fairy-Queen (Henry Purcell, 1692), Allegro fra La Primavera (Antonio Vivaldi, 1725), Sinfonia fra Juleoratoriet (Johann Sebastian Bach, 1734) og Halleluja-koret fra Messias (George Frideric Händel, 1742).

Indhold

  • Indblik. Barokmusikkens historie.
  • Fokus. Bachs Brandenburgkoncerter.
  • Kendetegn. Musikalske kendetegn.
  • Analyser. Musikanalyser og analysevejledning.
  • Aktiviteter. Faglige opgaver og forslag til musikudøvelse.
  • Register. Opsummerende tidslinje og personregister.
  • Referencer. Forfatterbeskrivelse og krediteringsliste.

Målgruppe

Emnet kan anvendes på gymnasialt C-, B- og A-niveau. Kapitlet 'Analyser' findes i en let version til C-niveau. Der findes en kort lærervejledning til emnet her.