En analyse af et musikstykkes akkorder (harmonier) kaldes for en harmonisk analyse. Den harmoniske analyse består af flere forskellige elementer - det er op til en selv at vurdere, hvor stor fokus man vil lægge på de enkelte elementer, og om nogle af elementerne evt. helt skal udelades i analysen.
Indhold
1. Grundlæggende elementer
Først og fremmest er der en række grundlæggende spørgsmål, man kan forsøge at besvare i analysen:
- Toneart: Hvilken toneart står musikstykket i? Er der modulationer, dvs. skifter musikstykket toneart undervejs?
- Akkorder: Er der er få eller mange akkorder, er de enkle eller komplicerede, er de overvejende dur eller mol, er de er med til at opbygge spændinger, er der en kulmination? Er der nogle gennemgående akkordprogressioner, rundgange (turnarounds, vamps) eller kadencer?
- Konsonans/dissonans: Er harmonikken konsonerende eller dissonerende? Igennem hele musikstykket eller kun ved enkelte passager?
- Relation til tekst: Har harmonikken relation til teksten, ex bliver der benyttet molakkorder for at fremhæve tekstens sørgelige budskab?
Herefter kan man foretage en mere dybdegående analyse af musikstykkets akkorder. Her kan man vælge at bruge funktionsanalyse, trinanalyse, eller sjældnere en blanding af de to; trinfunktionsanalyse. Disse analysemetoder går kort sagt ud på at beskrive akkordernes indbyrdes forhold til hinanden. I det meste pop- og rockmusik er det hensigtsmæssigt at benytte sig af funktionsanalyse, i jazzmusik er trinanalysen som regel den, der giver det bedste overblik over akkorderne.
2. Harmoniktype
Til slut kan man give et bud på, hvilken type harmonik musikstykket benytter sig af. Det kan være funktionsharmonik, modalharmonik, bluesharmonik eller en række mere sjældne typer harmonik. Et musikstykke kan sagtens benytte sig af flere forskellige typer harmonik, fx funktionsharmonik med træk af bluesharmonik, eller modalharmonik i versene og funktionsharmonik i omkvædene. Kendetegnene ved de forskellige typer harmonik er beskrevet herunder.
Funktionsharmonik
I funktionsharmonik (også kaldet dur-mol-tonalitet) er akkordmaterialet som regel de akkorder (ofte tre- eller firklange), der kan dannes ved brug af henholdsvis dur- eller molskalaens toner. Der bliver dog ofte brugt bidominanter, som gør brug af skalafremmede toner. Akkorderne har en klar indbyrdes rangorden - nogle akkorder opleves som "ude" (spænding) og andre som "hjemme" (afspænding). Ledetonespænding og kvintfald er karakteristisk for sammensætningen af akkorderne, og det er med til at give en fremdrift i musikken. Netop derfor er dominantakkorder vigtige i funktionsharmonik (pga. deres spænding og fremdrift med tonika). En typisk akkordfølge i funktionsharmonik er den tonale kadence: | C - F - G - C |
Melodien understøtter (dvs. følger) akkorderne og har som regel også ledetoner. Melodiens skalagrundlag er - ligesom akkordernes - dur- og molskalaerne.
Musikstykker der benytter funktionsharmonik analyseres bedst med funktionsanalyse.
Eksempler på numre der benytter funktionsharmonik:
- Vårvise (Sebastian)
- Masser af succes (Kim Larsen)
- Limbo Rock (W. E. Billy Strange)
- Mr. Tambourine Man (Bob Dylan)
- Hey Jude (John Lennon/Paul McCartney).
Modalharmonik
I modalharmonik har akkorderne ingen bestemt rangorden, de er så at sige ligeværdige. Der er ingen spænding mellem akkorderne (de opleves ikke som "ude" og "hjemme" som i funktionsharmonik), og der benyttes kun sjældent ledetoner. En frase eller et musikstykke kan lige så godt slutte på den ene akkord som på den anden. Ofte er der sekund, terts eller kvartafstand mellem akkorderne. Samlet set har akkordforløbet en statisk og retningsløs karakter.
Melodien følger som regel en skala og ikke det harmoniske forløb. Skalagrundlaget er kirketonearterne - særligt den doriske, frygiske, mixolydiske og æoliske skala benyttes ofte. Tit bruger melodien kun et 5 eller 6-tonigt udsnit heraf. Toner med halvtonetrin til nabotonen er dem der udelades, så man undgår ledetonespændinger.
Musikstykker der benytter modalharmonik analyseres bedst med trinanalyse.
Eksempler på numre der benytter modalharmonik:
- Elanor Rigby (The Beatles - e æolisk)
- What Shall We Do with a Drunken Sailor (engelsk folkemelodi - d dorisk)
- Smoke on the Water (Deep Purple)
Bluesharmonik
I bluesharmonik benyttes der ofte akkorderne på I, IV og V trin. Akkorderne er som regel i dur, og de er som regel sat sammen til et 12-takters bluesskema af typen:
| I | I | I | I |
| IV | IV | I | I |
| V | IV | I | I |
Bluesskemaet kan dog være varieret i større eller mindre grad. Det er ikke unormalt at alle akkorderne (både dem på I, IV og V trin) har en lille septim tilføjet. Kvartfald mellem akkorderne er også karakteristisk for bluesharmonikken - i bluesformen ses det i takt 6-7 og i takt 10-11 (IV-I).
Melodierne tager afsæt i forskellige blues-skalaer, som harmonikken ikke direkte har forbindelse til. Karakteristisk for melodien er forekomsten af blå toner (fra bluesskalaen den sænkede terts, sænkede kvint og sænkede septim).
Musikstykker der benytter bluesharmonik analyseres bedst med trinanalyse.
Eksempler på numre der benytter sig af bluesharmonik:
- Hound Dog (Elvis Presley)
- St. Louis Blues (W.C.Handy)
- I'm Movin' On (Hank Snow)
Andre typer harmonik
Der findes tre andre typer harmonik; kvartfaldsharmonik, u-harmonik og antiharmonik - alle hvis anvendelsesområde dog er rimeligt begrænset. Kvartfaldsharmonik er alment kendt. U-harmonik og antiharmonik er to begreber indført af Anders Aare, Johannes Grønager og Poul Rønnenfelt i bogen Rockmusik i tid og rum - brugen af disse to begreber bør derfor altid foregå med reference til denne bog.Kvartfaldsharmonik
Kvartfaldsharmonik (også kaldet udvidet bluesharmonik) er i familie med bluesharmonik, fordi kvartfaldet - der også kendetegner bluesharmonikken - er et centralt element. Akkorderne er som oftest dur-akkorder, dannet med udgangspunkt i grundtonerne fra en mol-pentaton skala. Akkorderne er således beliggende på I, bIII, IV, V og bVII trin, svarende til akkorderne C, Eb, F, G og Bb i C-dur. Som navnet "kvartfaldsharmonik" også antyder, så bevæger akkorderne sig typisk i kvartfald. I C-dur vil akkordfølgen da være Eb, Bb, F, C og G, eller som regel et kortere udsnit heraf. Læg mærke til, at akkorderne ligger på række i kvintcirklen, overvejende til venstre for grundakkorden, og at de bevæger sig med uret.
U-harmonik
U-harmonik anvendes især i techno-baserede genrer. I u-harmonik er det sound og groove (og ikke harmonikken) der skaber musikken. Harmonikken tillægges kun mindre betydning, og er i mange tilfælde helt ikke-eksisterende. U-harmonik kan altså kort sagt beskrives som musik uden eller med kun få akkorder.
Eksempler på numre der benytter u-harmonik: Karmacoma (Massive Attack) og Diesel Power (Prodigy)
Antiharmonik
Antiharmonik anvendes primært i visse heavy-genrer. Det er en grænsesøgende harmonik, der bryder med de konventionelle måder at sætte akkorder sammen på, og som tilstræber at lyde atonal. Melodien, der tager udgangspunkt i en bevidst "skæv" og "udsædvanelig" skala, benytter sig ofte af intervalspring på en tritonus, og akkorderne er ofte power-chords (akkorder uden terts).
Eksempler på numre der benytter antiharmonik: Reconstrucdead (D:A:D)
3. Sammenfatning
Dette skema er en sammenfatning af funktionsharmonik, modalharmonik og bluesharmonik. Kvartfalds-harmonik, u-harmonik og anti-harmonik er pga. deres begrænsede anvendelsesområde ikke medtaget i skemaet herunder.
| Funktionsharmonik | Modalharmonik | Bluesharmonik | |
| Akkorder | Klar indbyrdes rangorden, "ude"- og "hjemme"-fornemmelse (spænding og afspænding). Ledetonespænding og kvintfald. Dominantakkorder har en central position. | Ingen bestemt rangorden, ligeværdige. Ingen ledetoner. Sekund, terts eller kvartafstand mellem akkorderne. Statisk og retningsløs karakter. | Akkorder på I, IV og V trin, ofte sat sammen til et 12-takters bluesskema. Der kan være tilføjet lille septim på alle akkorder. Kvartfald (fx IV -> I) er karakteristisk. |
| Melodik | Melodien understøtter (følger) det harmoniske forløb (akkorderne). Benytter ofte ledetoner. | Melodien følger en skala og ikke det harmoniske forløb (akkorderne). Ledetoner undgås. | Melodien tager afsæt i bluesskalaen, som harmonikken ikke direkte har forbindelse til. Benytter ofte blå toner. |
| Skalagrundlag | Dur- og molskalaerne | Kirketonearterne | Blues-skalaer |
| Analyseteknik | Funktionsanalyse | Trinanalyse | Trinanalyse |
| Eksempler | Vårvise (Sebastian) Masser af succes (Kim Larsen) Hey Jude (Lennon/McCartney) | Elanor Rigby (The Beatles) Drunken Sailor (engelsk folkemelodi) Smoke on the Water (Deep Purple) | Hound Dog (Elvis Presley) St. Louis Blues (W.C.Handy) I'm Movin' On (Hank Snow) |