Bluesens form og udtryk

På trods af at bluesen udviklede sig seperat flere forskellige steder i USA, har genren visse karakteristiske træk, både musikalsk og tekstligt. Disse karakteristiske træk spredte sig især igennem 1910'erne og 1920'erne, som følge af at musikindustrien på dette tidspunkt begyndte at udgive noder og senere plader med populære bluesmusikere.

Indhold

1. 12-takters blues

Den mest almindelige form i blues er 12-takters bluesen. Formen benyttes især i country blues, men den findes også i meget nyere blues og i mange bluesinspirerede musikgenrer.

12-takters bluesen består af et bluesskema på 12 takter, der repeteres. Hver repetition kaldes et kor (eller blueskor). Tredje repetition er således tredje kor. Bluesskemaet udgøres af tre forskellige dur-akkorder - tonika, subdominant og dominant - og ser i sin almindeligste form således ud:

Funktioner

Trin

Becifring i C

Akkorderne kan enten angives som funktioner, som trin eller med becifring. Akkorderne læses fra venstre mod højre, og hver akkord repræsenterer én takt i taktarten 4/4.

Bluesskemaet forekommer i talrige variationer. Ofte tilføjes en lille septim til akkorderne. I nogle tilfælde bruges en subdominant i takt 2 (en såkaldt quick-change), en dominant i takt 10 og/eller en dominant i takt 12 (en såkaldt turnaround) - i alle tilfælde som erstatning for den oprindelige akkord. Andre variationer er mere sjældne.

I sjældne tilfælde bruges bluesskemaer, der ikke er 12 takter lange. Eric Clapton's Key to the Highway (1940) er eksempelvis på 8 takter, Walter Vinson's Sitting on Top of the World (1930) er på 9 takter, og Ray Charles' Sweet Sixteen Bars (1957) er på 16 takter. John Coltrane's Mr. P.C. (1959) er et sjældent eksempel på et bluesskema i mol, hvor kun dominanten er en dur-akkord.

2. Melodik

Den tidligste blues var vokalbåret. Musikinstrumenterne, der senere kom til, havde stemmen som ideal. Her er et tydeligt skel mellem blues og jazz, hvor jazzvokalens ideal modsat var at efterligne instrumenternes fraseringsmuligheder. Bluesmusikerne ønskede at opnå samme følelsesladede og ekspressive udtryk, som stemmen havde, hvilket blandt andet lod sig gøre ved brug af teknikker som vibrato, bend og slide. Lyt eksempelvis til Dust My Broom, og bemærk slide-guitaren:

Elmore James: Dust My Broom (1951)

En særlig afrikansk musiktradition, der er videreført gennem blues, er call-and-response. Det er en interaktion mellem to parter, hvor en udtalelse (et call) fra den ene part bliver efterfulgt af svar eller opklarende spørgsmål (en respons) fra den anden part. I den tidlige vokalbårne blues, der ofte var arbejdssang, foregik interaktionen normalt mellem en større gruppe af mennesker:

Ed Lewis: I Be So Glad When The Sun Goes Down (1959)

Interaktionen forvandlede sig senere til en interaktion mellem sanger og instrumentalist (typisk guitar). I en 12-takters blues synger sangeren ofte i to takter ad gangen, hvorefter en musiker (i flere tilfælde sangeren selv) i de efterfølgende to takter spiller et instrumentalt svar:

Muddy Waters: Train Far Home (1948)

Bluesskalaen og blå toner

Blusens melodiske udgangspunkt er bluesskalaen. I sin mest almindelige form består bluesskalaen af seks forskellige toner i strukturen 1½-1-½-½-1½-1. Skalaen kan opfattes som en mol-pentaton skala med en tilføjet formindsket kvint:

Et vigtigt kendetegn ved bluesskalaen er de såkaldte blå toner, der udgøres af skalaens lille terts, formindskede kvint og lille septim. Blå toner har en molpræget karakter, men de spilles ofte i dur. Man kan derfor opfatte blå toner som 3., 5. og 7. trin fra en durskala, der bevidst er intoneret en lille smule for lavt med henblik på at give musikken et særligt præg.

I praksis realiseres blå toner ofte som en mellemting mellem det sænkede trin og det almindelige trin. Den tone, der noteres som en lille terts, realiseres derfor ofte som en mellemting mellem en lille terts og en stor terts. Denne lidt skæve intonation kan udføres af sangere, blæseinstrumenter og strengeinstrumenter. På et klaver må man nøjes med at spille en normal lille terts (eventuelt i samklang med en stor terts).

Blå toner er et af de mest karakteristiske træk ved blues, både vokalt og instrumentalt. Blå toner kaldes også worried notes (bekymrede toner) med henvisning til tonernes sørgmodige og klagende karakter: (Sweet Home Chicago)

3. Tekst

Teksterne relaterer sig ofte til den svære livssituation i det afroamerikanske samfund. Et blandt mange eksempler er Blind Lemon Jefferson's Rising High Water Blues (1927) om Mississippiflodens oversvømmelse i 1927:

Backwater rising, Southern peoples can't make no time
I said, backwater rising, Southern peoples can't make no time
And I can't get no hearing from that Memphis girl of mine.

Selvom blues ofte forbindes med elendighed og undertrykkelse, kan teksterne også være humoristiske. Robert Johnsons's Dead Shrimp Blues (1936) er i virkeligheden en tragisk historie om seksuelle problemer, men indpakket i sjove metaforer:

I woke up this mornin' and all my shrimps was dead and gone
I woke up this mornin', ooh, all my shrimp was dead and gone
I was thinkin' about you, baby, why you hear me weep and moan.

I en 12-takters blues er teksten som regel bygget op af tre linjer på fire takter hver. De to første linjer er ofte identiske, mens tredje linje er et konkluderende svar på de første linjer (som i de to eksempler herover). Tekstens form kan derved beskrives som AAB.

Hver linje udfylder ofte kun to af de fire takter. De resterende to takter udfyldes af instrumentale fills som en slags call-and-response mellem sanger og instrumentalist.

Ikke alle 12-takters blues tekster følger den traditionelle AAB form. Et eksempel er B.B. Kings's You Upset Me Baby (1954), hvor de første fire takter udgør et vers (A), mens de resterende otte takter udgør et omkvæd (B), der repeteres igennem sangen:

B.B. King: You Upset Me Baby (1954)

Formen kan derved beskrives som en blanding af en 12-takters blues og en popform.