Opera er underholdning – for alle! Den folkelige genre, som opstod for over 400 år siden, har noget for enhver smag; sang, musik, drama, dans, smukke kostumer og kulisser, alt sammen fremført i smukke sale. Det unikke ved operaen er, at musikken og sangen er med til at understrege dramaet på scenen og dermed gøre det sceniske indtryk endnu stærkere. For den, der lader sig føre ind i illusionen, er der mulighed for store musikalske, bevægende og inspirerende oplevelser.
Operaen findes i alle former og størrelser og i alle epokers forskellige stilarter. Lige fra skæbnesvangre dramaer til socialrealistiske fortællinger og ægte gysere. At opsætte en produktion kræver et stort hold af dedikerede mennesker. Udover de mest synlige; sangerne, danserne, musikerne og dirigenten, arbejder også billetkontrollører, lys- og sceneteknikere, lydfolk, elektrikere, instruktører, repetitører, massører, PR-medarbejdere, HR-medarbejdere, snedkere, skræddere, skomagere, parykmagere, administrativt personale og mange flere.
En stor operascene kan snildt have en personaleliste, der tæller en lille landsby i antal. Alle disse mennesker arbejder for at give publikum fantastiske oplevelser. Så læn dig tilbage i teatersædet og nyd forestillingen. Lad tæppet gå op!
Lyt til opera
Læn dig tilbage, og lyt til tonerne af: L'Orfeo: Coro di Ninfe e Pastori (Monteverdi, 1607), Figaro: Overture to Marriage (Mozart, 1786), La Traviata: E strano (Verdi, 1853), Tristan und Isolde: Liebestot (Wagner, 1857) og Turandot: Nessun dorma (Puccini, 1924).
Indhold
- Indblik. Operaens historie.
- Fokus. Stemmegrupper og operagenrer.
- Kendetegn. Musikalske kendetegn.
- Analyser. Musikanalyser og analysevejledning.
- Aktiviteter. Faglige opgaver og forslag til musikudøvelse.
- Register. Opsummerende tidslinje, fagord, komponister og operaer.
- Referencer. Forfatterbeskrivelse og krediteringsliste.
Målgruppe
Emnet kan anvendes på gymnasialt C-, B- og A-niveau. Kapitlet 'Analyser' findes i en let sværhedsgrad til C-niveau. Der findes en kort lærervejledning til emnet her.