I løbet af et halvt århundrede gik jazz fra at være lokal lejlighedsmusik, tæt knyttet til New Orleans' multikulturelle byliv, til at være en national besættelse, der sled på Harlems dansegulve og fik pigerne til at dåne ved Frank Sinatras koncerter. I 1940'erne fik musikken et nyt ansigt i de svedige, tætpakkede jamsessions, hvor musikere testede hinandens evner i musikalske kraftpræstationer, og i 1960'erne blev de resterende musikalske rammer kastet på bålet sammen med de race- og kønsdiskriminerende regler, som havde præget USA.

Jazzens historie er en fortælling om det 20. århundrede. En fortælling om frigørelse, mainstreamkultur, subkultur og teknologisk udvikling. Men først og fremmest er det en fortælling om musik – en musik der gang på gang sprængte rammerne for, hvad man troede var muligt, og som i dag – hundrede år efter den første jazzindspilning fandt sted – er definerende for musikuddannelser verden over. Samtidig er det en fortælling, der stikker i alle retninger, med undergenrer så forskellige, at det næsten ikke er til at tro, at de alle går under betegnelsen "jazz".

Lyt til jazz

Læn dig tilbage, og lyt til tonerne af: So What (Miles Davis, 1959), Rhythm-a-ning (Thelonious Monk, 1957), Blue Skies (Ella Fitzgerald, 1958) og Birdland (Weather Report, 1977).

Indhold

  • Indblik. Jazzmusikkens historie.
  • Fokus. Jazz i kontekst – køn, race og showbiz.
  • Kendetegn. Musikalske kendetegn.
  • Analyser. Musikanalyser og analysevejledning.
  • Aktiviteter. Faglige opgaver og forslag til musikudøvelse.
  • Register. Opsummerende tidslinje og personregister.
  • Referencer. Forfatterbeskrivelse og krediteringsliste.

Målgruppe

Emnet kan anvendes på gymnasialt C-, B- og A-niveau. Kapitlet 'Analyser' findes i en let sværhedsgrad til C-niveau. Der findes en kort lærervejledning til emnet her.