Temperamentsfuld dans i polkaprikkede kjoler, syngende sigøjnere og virtuost guitarspil er blandt de billeder, som i vores del af verden forbindes med den spanske flamenco. Men for de spanske flamencos er disse feriebilleder langt fra fyldestgørende. I Spanien er flamenco en rig udtryksform, hvor stærke følelser kommer til udtryk i musik, sang og dans.

Flamencoen opstod i begyndelsen af 1800-tallet i gitano-subkulturer i den multietniske region Andalusien i det sydlige Spanien. Den rene flamenco har karakter af klagesang, og måske derfor er flamenco blevet skildret som et "smertens skrig", gennem hvilket de spanske gitanoer, som udsat minoritet, kunne få afløb for deres lidelse. Flamenco er formentlig af samme grund undertiden blevet karakteriseret som en slags "spansk blues".

Siden 1975 har flamencoen gennemgået dramatiske musikalske forandringsprocesser og optræder ikke længere kun i sin rene form. Den har for længst fundet vej ud over Spaniens grænser og i ny udklædning bevæget sig ind på alt fra New Yorks toneangivende jazzklubber til kommercielle radiostationer. Som kronen på værket blev flamenco i 2010 optaget på UNESCO's liste over bevaringsværdig kulturarv. Flamencoen er blevet global, men essensen og den rene vare lever videre. Dens musikalske rødder giver ikke slip, for de strækker sig langt ned i den tørre, rustrøde andalusiske flamencojord.

Lyt til flamenco

Lyt til tonerne af: Entre dos aguas (Paco de Lucía, 1975), Como el Agua (Camarón de la Isla, 1981), Sultanas de Merkaillo (Ojos de Brujo, 2010) og Tangos de Triana (Miguel Poveda, 2012).

Indhold

  • Indblik. Tradition og historie.
  • Fokus. Traditionel flamenco – stil og struktur.
  • Kendetegn. Musikalske kendetegn.
  • Analyser. Musikanalyser og analysevejledning.
  • Aktiviteter. Faglige opgaver og forslag til musikudøvelse.
  • Register. Opsummerende tidslinje, ordregister og personregister.
  • Referencer. Forfatterbeskrivelse og krediteringsliste.

Målgruppe

Emnet kan anvendes på gymnasialt A-, B- og C-niveau. Kapitlet 'Analyser' er primært velegnet til A-niveau og projektarbejde på B-niveau. Der findes en lærervejledning til emnet her.