Fra den grønlandske musikhistorie bevæger vi os nu over i et møde med et af dens nybrud – den elektroniske kunstner Uyarakq. Vi skal ikke bare læse om ham og observere ham, men møde ham, se hvordan han arbejder og høre om hans tanker om sin egen musikproduktion. Han er både fremmed og nær. Inuit og verdensborger. Han kan jonglere med grønlandsk, engelsk og dansk og bevæger sig hjemmevant rundt i både Nuuk og Aarhus.

1. Aqqaluk Engell a.k.a. Uyarakq

I et lurvet lille studie i Grønlands metropol Nuuk sidder en ung mand omgivet af en hær af tomme kaffekopper og halvliters sodavandsflasker. Knitrende synth leads og gumpetunge bastoner drøner ud af et par monitorer på skrivebordet foran ham. En udtjent lædersofa bag ham udgør et gæstfrit tilholdssted for byens upcoming kunstnere, som hjemmevant dukker op til løs snak eller en mere målrettet diskussion af deres seneste musikproduktioner.

Men man skal ikke lade sig narre af de ydmyge omgivelser. Studiet er værksted for en af Grønlands mest produktive og kreative hjerner. Han har noget så forskelligt på cv'et som drag queen og tv-vært, og han har modtaget KODA's talentpris i 2015. Samme år udgav han i selskab med rapperen Peand-eL det anmelderroste album "Kunngiitsuuffik", som blev nomineret til Nordisk Råds Musikpris, og han har siden turneret vidt og bredt i verden som DJ og producer. Mød Aqqaluk Engell a.k.a. Uyarakq:

2. Dubstep og Nye tider

En del af Uyarakqs musikproduktioner er remixes af kendte grønlandske pop/rock-klassikere. På den måde komprimeres den grønlandske populærmusiks historie i hans elektroniske repertoire. For mange i Grønland er bandet Sume starten på denne nationale rock-historie, og derfor er det også betegnende for Uyarakqs lokale bevidsthed, at et af hans tidligste remixes er et remix af nummeret Piffiit Nutaat ("Nye tider") fra Sumes første album "Sumut". Den første sang på den første plade med grønlandsksproget rockmusik:

Dubstep og 70'er rock udgør i Uyarakqs version af Piffiit Nutaat en umage blanding, men dubstep er kendetegnende for mange af Uyarakqs tidlige produktioner. Selvom der har været enkelte elektroniske kunstnere i den grønlandske musikhistorie før Uyarakq, har han været foregangsmand for at introducere lige præcis den genre i Grønland.

Dubstep er en elektronisk danse-genre, der er kendetegnet ved omfattende brug af dybe baslyde og alarmlignende samples. Sammenkoblet med Sumes organiske 70'er rock bliver resultatet kontrastfuldt og nærmest komisk. Men Uyarakqs remix er i høj grad centreret omkring det oprindelige nummers instrumentale tema, der optræder i dets oprindelige form både først og sidst i remixet. For mange i Grønland er dette hook selve lyden, der annoncerede grønlandiseringen og selvstændighedsbevægelsens fremmarch.

Uyarakq har yderligere valgt at tilføje en tvetydig politisk dimension til remixet igennem coverfotoet til den EP, det optræder på – "Blanka EP". Som navnet også antyder, skaber coverbilledet referencer til Sovjetunionen ved at afbillede Uyarakq i uniform foran en af Nuuks mange udtjente boligblokke, der om nogle står som ufrivillige monumenter over den koncentrationspolitik, der blev ført i Grønland efter 2. verdenskrig, og som var med til at skabe politisk opbakning i Grønland til grønlandiseringen og hjemmestyrebevægelsen.

Sumes musik blev selve soundtracket til grønlandiseringen, men bandet havde desuden afgørende betydning for den grønlandske musikscene ved at introducere en ramme for at skabe grønlandiserede versioner af populærmusik. Ved at introducere grønlandske tekster med nationalt relevante temaer og samtidig gøre brug af inuit-symboler fra tiden før koloniseringen, gjorde bandet det muligt for grønlændere at spille internationalt kendte genrer som rock, pop og senere rap, heavy metal og elektronisk musik som en del af et nationalt projekt og en national identitetsforståelse.

Portræt af Sume. Deres første plade, "Sumut" fra 1973, var så stor en publikumssucces, at det blev købt af en femtedel af den grønlandske befolkning.

3. Nationalromantik og punk

Modsat mange andre steder i verden med "oprindelige" folkeslag, bliver populærmusik ikke set i modsætning til den nationale kultur i Grønland, men som en vigtig del af den, fordi musikken har været et vigtigt medie for den grønlandske selvstændighedsbevægelse. I Sumes musik blev det nationale projekt yderligere styrket af tekstindholdet i sangene, der ofte inkluderede en indirekte eller direkte kritik af dansk indflydelse i Grønland eller påkaldte en national selvbevidsthedsvækkelse, der kunne fungere som modsvar til dansk imperialisme i Grønland. Den danske kolonimagt blev set, og bliver fortsat set af nogle, som en af de primære grunde til de problemer, det grønlandske samfund havde og har i dag, med relativt lav levestandard, omsorgssvigt af børn, selvmord og kriminalitet.

Flere af de bands, som opstod i kølvandet på Sumes enorme popularitet, fortsatte politisk og temamæssigt i samme spor som Sume, og et af disse er bandet Piitsukkut ("De fattige"), som opnåede en hvis popularitet i slut 70'erne, der kulminerede med udgivelsen af deres eneste LP "Inuiaat Naqisimaneqartugut Kattutta" ("Undertrykte i alle lande, lad os forenes") i 1980.

Piitsukkut havde et unikt alternativt musikalsk udtryk i forhold til den øvrige grønlandske musikscene både dengang og nu, særligt i kraft af nu afdøde forsanger og bassist Maasi Lynges grove vokal. Denne sound og et visuelt image, der trækker paralleller til punk-bands som Sex Pistols og Ramones, har inkasseret Piitsukkut omtale som Grønlands første punk-band. Bandets musik inkorporerer elementer fra punk-rockens genrekonventioner, eksempelvis med forkærlighed for et rimeligt hurtigt tempo. Men musikken er samtidig tydeligt inspireret af den mere pompøse 70'er-rock med eksempelvis rytmiske skift, markeringer og guitarsoloer. En stil som punk-rock andre steder tog afstand fra.

Et af de numre fra Piitsukkut, som decideret står i modsætning til punkens kyniske etos om "No Future" og forkastelse af autoriteter og mainstream-kultur, er nummeret Seqineq ("Solen"), som samtidig er bandets mest populære nummer. Som en kommentar til den grønlandske mainstream-kulturs nationalromantiske ideologi, har Uyarakq valgt at remixe netop dette nummer:

Piitsukkut: Seqineq (1980)

4. Kosmopolitisme i populærmusikken

Det er sigende for den brede tilslutning til nationalromantik i Grønland, at et ellers ganske råt band som Piitsukkut kastede sig ud i at besynge nationens skønhed på lige fod med de nationale hymnekomponister, men nationalromantiske tekster dukker op inden for mange genrer i Grønland.

Uyarakqs egen holdning til temaet afspejler meget godt en mere moderat holdning, som er rimeligt fremherskende i Grønland, hvor grønlændere på den ene side har en stærk national identitetsfølelse, men samtidig deltager i en international kosmopolitisk kultur, hvor anerkendelse af egne og andre folks ligeværd og rettigheder er den grundlæggende ideologi. Dette perspektiv kan spores tilbage i den grønlandske musikhistorie, og optræder i sangtekster fra bandet Zikaza allerede fra 1985.

Zikazas frontfigur, Siiva Fleischer, var en central figur i forhold til et skift væk fra den direkte kritik af dansk indflydelse i Grønland, imod en højere grad af fokus på intime eksistentielle spørgsmål i grønlandsk populærmusik. Fyrtårnet i forhold til dette skift er dog sangeren og sangskriveren Ole Kristiansen. Hans musik og særligt hans tekster prises i Grønland for deres omfattende brug af metaforer. Ole Kristiansen udkom med sit debutalbum "Isimiit Iikamut" ("Fra øjet til væggen") i 1989. Albummets helt store hit Zoo inuillu har Uyarakq samplet med rapperen Peand-eL i nummeret Akornassinniippunga ("Jeg er iblandt jer"):

Lyt til den komplette version af Zoo inuillu og Uyarakqs sampling her:

Ole Kristiansen: Zoo inuillu (1989)

Uyarakq: Akornassinniippunga (2016)

I nummeret leverer rapperen Peand-eL en gigantisk sviner til tendenser i det grønlandske samfund og den etablerede musikscene. Det direkte politiske bliver således bragt tilbage i musikken, men i dette tilfælde vendt indad mod det grønlandske samfund. Denne tendens er kendetegnene for grønlandsk rap-musik, særligt efter en gruppe af utilpassede unge i rap-gruppen Prussic i 2003 sprang alle taburammer i Grønland ved at rappe om, hvordan deres forældre svigtede dem og levede som misbrugere.

5. Rapmusik og marginaliserede unge

Uyarakq og Peand-eL har sammen produceret et rap-album sammen i 2016 for en ung rapper ved navn Tarrak, der i langt højere grad bevæger sig inden for samme politiske spor som Sume i forhold til kritik af den danske tilstedeværelse i Grønland og mere specifikt, i forhold til det danske sprogs status i Grønland.

Et resultat af A- og B-klasserne i Grønland fra 1950'erne og frem var, at en del af befolkningen blev dansktalende, de såkaldt dansktalende grønlændere. Denne del af befolkningen er overrepræsenteret i den økonomiske elite i dag, bl.a. fordi de har bedre muligheder for at tage videregående uddannelser, da undervisningen i Grønland allerede fra gymnasialt niveau primært foregår på dansk, og derefter fortsætter på videregående uddannelser i Grønland, hvor der i bedste fald benyttes både grønlandsk og dansk, eller til uddannelser i Danmark hvor dansk og engelsk er de primære sprog.

Det forhold har skabt en bitter stemning i sprogdebatten i Grønland, mellem de grønlandsktalende, som kritiserer, at det er svært at klare sig godt i det grønlandske samfund uden at kunne tale dansk, og de dansktalende grønlændere, som føler sig afskåret fra den nationale identitet i deres hjemland, fordi de ikke taler sproget. Selvom A- og B-klasse-systemet er afviklet i den grønlandske folkeskole, og grønlandsk siden 2009 har været det officielle sprog, hænger problematikken ved og kan få sindene i kog i den offentlige debat.

Rapperen Tarrak fik derfor også stor opmærksomhed, da han udgav singlen Tupilak i 2016, hvori Uyarakq, Peand-eL og musikmageren PlusQ (Qillannguaq Berhelsen) har sat musik til Tarrak's indspark til sprogdebatten. Selve omkvædet er et sample taget fra det kendte band Mariina's hit Tupilak fra 1992. En tupilak er en monstrøs hjælpeånd inden for grønlandsk shamanistisk tro, og udover at Tarrak i nummeret bruger denne betegnelse om både grønlændere og danskere (qallunaat), omhandler nummeret diskrimination og fordomme overfor grønlændere og det grønlandske sprog:

Se hele den tekstede musikvideo til Tarrak's Tupilak her:

Tarrak: Tupilak (1992)

I nummeret Tupilak gør Tarrak brug af et sample, som indeholder en telefonsamtale mellem en kvinde og en vagthavende ved Københavns Politi omhandlende den 32-årige hjemløse mand Daniel. Han døde på Amagerbro i 2014 foran en hel skare af mennesker, der desperat forsøgte at få fat i en ambulance til den døddrukne mand. I samplet hører vi vagten spørge, hvorvidt manden er grønlandsk eller dansk. Sagen har fået et retsligt efterspil for to af de involverede ansatte ved alarmberedskabet, men i Tarraks nummer bliver eksemplet brugt som bevis for, at en grønlænders liv ikke bliver regnet for ligeværdigt med en danskers.

6. Telefonkøer og reallyde

Selve dét at bruge talelyde og andre lyde fra det virkelige liv i musikken er blevet gjort flere gange i den grønlandske populærmusik. Eksempelvis i form af historiske politiske taler, som i nummeret Nammineq Inuuvunga af bandet Liima Inui (2009) og i nummeret 3-9-6-0 med Small Time Giants (2014). Men også reallyde har gjort indtog i den grønlandske musikscene, allerede med bandet Inneruulat (Morild) som inkluderede et karakteristisk nordgrønlandsk lydlandskab med slædehunde og knitrende is i introen til deres store hit Qimusseq ("Hundeslæde") fra 1981:

Inneruulat: Qimusseq (1981)

Når man som musiker skaber et lydlandskab på en indspilning, som skal emulere lyden af et sted, inkluderer denne tilgang nogle bevidste valg i forhold til den symbolske betydning, man som kunstner ønsker at tillægge stedet. Inneruulat symboliserede bandmedlemmernes hjemsted i Nordgrønland med lyden af knitrende is og slædehundehyl. Disse lyde er naturligvis en del af lydlandskabet i mange nordgrønlandske byer, men det er den drønende lyd af snescootere også. Denne lyd skaber dog nogle helt andre associationer og symbolske betydninger for lytteren end lyden af hunde og is.

På den måde kan der skabes meget forskellige associationer ud fra forskellige lyde, som alle findes på det samme sted, hvis man lytter efter. Et andet eksempel på sådanne valg kan man finde i musik fra Istanbul i Tyrkiet, hvor der har været en tendens til at fremstille Istanbul som en kosmopolitisk havnemetropol ved at inkludere lyden af mågeskrig i musik, mens lyden af bønnekald fra mineraterne er inkluderet i andre musikstykker for at symbolisere Istanbul som en religiøs hovedstad. Begge lyde er pillet ud af den samme bys lydlandskab, men har meget forskellige symbolske betydninger, når de bliver gengivet i et musikstykke.

Set i lyset af de eksisterende eksempler på lydlandskaber i grønlandsk populærmusik, som primært inkluderer lyden af natur og hundeslædehunde, er Uyarakqs brug af reallyde i nummeret Sana et ret morsomt og ekstremt indforstået bud på denne metode. Det er faktisk et musiksample, han bruger i nummeret, men dette musiksample er en del af hverdagen i Grønlands hovedstad og formegentlig det mest hadede stykke musik i byen:

I nummeret Sana får Uyarakq altså inkluderet lyden af en af de mest røvsyge dele af hverdagslivet i Nuuk, men samtidig også en del, som måske er overraskende og i hvert fald meget svær at skabe mening ud fra, hvis man som udefrakommende har en forventning om at finde en "grønlandsk" lyd i musikken. Men telefonkøer og lægebesøg er en del af den grønlandske hverdag, på lige fod med hvordan hundeslæder og is kan være det.

7. Steder, udsyn og alliancer

Igennem musikskabelse og lydbrug kan man altså reflektere sin egen forståelse for steder og dermed også være med til at påvirke andres forståelser af samme sted. Men lyde og musik kan også bruges til at skabe alliancer på tværs af steder og identiteter. Når sangeren Isam B. fra gruppen Outlandish i Danmark eksempelvis vælger at synge nummeret I Danmark er jeg født med tekst af H.C. Andersen, ændrer sangen mening og bliver nu et forsøg på at genforhandle "danskhed" og påtage sig en dansk identitet, som er baseret på nogle andre værdier omkring nationalitet end den etnisk fokuserede danskhedsopfattelse, der fokuserer på genetisk ophav og en meget snæver opfattelse af dansk kultur.

Et lignende eksempel fra Grønland kommer fra den kendte grønlandske sangerinde Nina Kreutzmann Jørgensen, som har udfordret den grønlandske identitetsopfattelse ved at bruge sit danske modersmål i sin seneste udgivelse "Hun står i Nordenvind" (2016). Siden Sumes debutalbum har det været næsten uhørt for grønlandske kunstnere at synge på dansk, også selvom det er deres modersmål. Ninas musik får således politisk betydning alene med koblingen af grønlandsk og dansk identitet, fordi disse to identiteter historisk er blevet skabt som modsætninger til hinanden:

Nina Kreutzmann Jørgensen: Maalia (Hun står i Nordenvind, 2016)

Uyarakq bruger også sin musik til at skabe alliancer og udblik, men i en helt anden retning end Danmark, nemlig mod "oprindelige" folk i USA. Politisk og historisk har et udblik mod USA eksisteret i Grønland siden 2. verdenskrig, hvor amerikanerne kom til Grønland, og den fortsatte interesse og tilstedeværelse af det amerikanske militær i Grønland skaber en naturlig interesse for amerikanske forhold i Grønland.

Men der har også længe været et officielt samarbejde på tværs af det nordamerikanske kontinent med etableringen af Inuit Circumpolar Council i 1977, der arbejder politisk for inuitter i hele det arktiske område, idet både Canada, Alaska og Rusland inkluderer inuit-befolkninger fra de nordlige territorier.

Uyarakq vælger til gengæld at fokusere på en mere global identitet end inuit-identiteten i form af et fællesskab som "oprindelige folk". I nummeret Standing Rock skaber han en meget konkret alliance til oprindelige folk i North Dakota, og deres kamp imod etableringen af en olieledning igennem deres vandreservoir:

Lyt til den fulde udgave af Standing Rock her:

Uyarakq: Standing Rock (2016)

Inklusionen af et chanting-sample i nummeret Standing Rock, og Uyarakqs sammenkobling mellem aktivisterne på stedet og frontlinjen for en grønnere verden, er et eksempel på en strategisk kobling mellem stereotypiske identiteter og politisk magt. På den ene side bruger samplet en pentaton skala, som peger tilbage på "traditionel eller primitiv" musik mange steder i verden, også i Grønland, og altså en identitet som står i modsætning til vestlig modernitet. På den anden side placerer Uyarakq aktivisterne ved Standing Rock i frontlinjen af det mest globale politiske projekt i nyere tid, nemlig kampen mod klimaforandringer.

Identiteten som oprindeligt folk, der historisk har været en identitet med lav magtstatus, bliver derved placeret i en højindflydelses-position ved at være naturligt forbundet med kampen imod klimaforandringer. En person som Uyarakq, der på den ene side deltager fuldt ud i en form for vestlig modernitet, benytter sig altså samtidig af muligheden for at identificere sig med en alternativ identitet til den vestligt moderne, altså kategorien af "oprindelige folk", fordi han ser denne identitet som mere velegnet til at løse de store globale problemer, som den vestlige modernitet har skabt.

8. Seksualitet og Gay Prides

Uyarakqs identificering med indianere og oprindelige folk kan virke ekskluderende og etnisk orienteret, eksempelvis når han taler om slægtskab mellem indianere og grønlændere som basis for hans alliance med North Dakota Water Protecters, men kendetegnende for hans musikalske produktioner og kulturelle virke er, at han bevidst omfavner en bred vifte af identiteter og promoverer tanken om menneskelige identiteters lige ret og værd.

Et tydeligt eksempel på netop dette er Uyarakqs engagement i Gay Pride-bevægelsen i Grønland, der har sat alternative seksualiteter på landkortet i Grønland. I Uyaraks musik har dette engagement resulteret i en række samarbejder med Nuka Bisgaard, bedre kendt som Nuka Tha Diva:

For mange grønlændere i de yngre generationer er accept og fejring af alternative seksuelle identiteter blevet et symbol på modernitet og derfor et absolut must i forhold til at bevise sin egen og nationens modernitet. Samtidig har der været en række prominente personer, som eksempelvis Nuka Tha Diva, der åbenlyst har udfordret kønskategorierne og vist et farverigt og glamourøst alternativ til fordomme, hvor alle uanset seksualitet kan få lov til at danse med på bordene til eksempelvis Gay Pride i Nuuk.

Denne tendens findes i hele den nordatlantiske region, hvor den intellektuelle elite fører en uofficiel konkurrence nationerne imellem om at give rettigheder og accept til LGBT-området. Det skyldes, at vi deler en forståelse af modernitet på tværs af Nordatlanten og Skandinavien, som ikke er gældende alle steder, men hvor dette område vurderes i forhold til nationernes modernitet, og altså i sidste ende – kvalitet.

Nuka Tha Diva.

Nuka Tha Diva. Nuka har en Instagram-profil med billeder fra Grønland her.

9. Outro

Og her efterlader vi Uyarakq for denne gang. Han skal videre. Videre til Letland, Texas og Finland. Videre med sit nye album og det projekt, han er startet på med en ny ung rapper. Han er i konstant bevægelse på en bølge af medvind, der giver mere arbejde end løn, og i mellemrummene skal han også være far for sine to børn.

Om tyve år vil han måske være en legende i den grønlandske musikhistorie. Sammen med navne som Malik Høegh, Ole Kristiansen og Siiva Fleischer, der ikke får nogen til at hæve øjenbrynene i Danmark, men som er omgivet med ærefrygt i Grønland, samtidig med at man møder dem på gaden og i Brugsen. Måske bliver Uyarakq bare en parentes i musikhistorien. En musiker, der forsøgte noget nyt, som ikke rigtig slog an og ikke rigtig fik et publikum.

Der er masser eksempler på begge dele og alt det midtimellem i den grønlandske musikhistorie. For denne musikhistorie er et skatkammer og et bevis på den enorme kreativitet, mennesket besidder og giver udtryk for uanset tid og sted. Men tid og sted påvirker samtidig det kreative udtryk, og ligesom det er umuligt at forudse den musikalske fremtid for Uyarakq, er det umuligt at forudse, hvor den grønlandske musik er på vej hen. Historien fortæller os dog, at musikkens udvikling vil have en afgørende indflydelse på fremtiden for hele det grønlandske samfund.