Blues er en musikgenre med oprindelse i de afroamerikanske samfund i det sydlige USA omkring slutningen af 1800-tallet. Genren er en fusion af blandt andet traditionel vestafrikansk musik, europæisk folkemusik, spirituals og arbejdssange.


1. At definere blues er ikke så ligetil
Blues baserer sig typisk på et personligt udtryk. Derfor kan man argumentere for, at definitionerne af blues er lige så mange, som der findes mennesker med et forhold til blues. Nogle vil sige, at blues er en sindsstemning eller en tilstand, enkelte vil hævde, at blues er en religion eller en livsfilosofi, mens andre vil mene som bluesmusiker Willie Dixon (1915-1992):

The blues is the truth. If it's not the truth, it's not the blues.
– Willie Dixon
Mange bluestekster, eksempelvis Joe Turner Blues, har stærke referencer til historien og til de vanskelige livsvilkår i det afroamerikanske samfund. For det afroamerikanske samfund kunne bluesmusikken virke som en kanal til at få udløb for dybe frustrationer over deres livssituation, samtidig med at de holdt afrikanske traditioner, og dermed en fælles identitet, i hævd:

African blues is about love and suffering. American blues is also about slavery.
– Salif Keïta, malisisk bluesmusiker
YouTube Spotify Big Bill Broonzy: Joe Turner Blues (1957)

Der findes også en udbredt opfattelse af, at blues er tidløs og hverken knyttet til person eller sted. Dette syn knytter sig til blues som en særlig "blå" følelse; et udtryk for nedstemthed, smerte, lidelse og sorg. Skal vi tro bluesmusiker Eddie "Son" House (1902-1988), handler blues i bund og grund om universelle, almenmenneskelige følelser:

There's just one kind of blues. And that blues is the blues between a man and a woman when one of them deserts the other. The blues is right here. (i hjertet)
– Son House
Filmklip Son House: Death Letter Blues (1965)

Son House med en dobro (guitar).

Son House.

2. Bluesmusikkens mange rejser
Bluesen fandt sin tidlige form på bomuldsmarkerne i Sydstaterne i USA i slutningen af 1800-tallet, men rødderne strækker sig helt tilbage til vestafrikansk musiktradition, hvor et betydeligt antal af slaverne kom fra. En række af bluesens musikalske kendetegn - især den glidende intonation og call-and-response princippet - peger tilbage til det vestlige Afrika og måske især til Mali.

En af bluesens tidligste former, som med en paraplybetegnelse kaldes country blues, udviklede sig separat i flere forskellige regioner i slutningen af 1800-tallet: i Sydstaterne ved Mississippi-deltaet udvikledes den såkaldte delta blues, i Piedmont-regionen – et 950 kilometer langt bjergplateau langs USA's østkyst – udvikledes Piedmont blues, og i det østlige Texas udvikledes Texas blues.

Sydstaterne i USA.

Sydstaterne i USA.

Delta blues fostrede skelsættende musikere som Son House (1902-1988), Charlie Patton (1891-1934) og Robert Johnson (1911-1938). Piedmont blues kendes især for Josh White (1914-1969), Elizabeth Cotten (1895-1987) og Blind Willie McTell (1898-1959), mens Texas blues især kendes for Blind Lemon Jefferson (1893-1929). Fælles for disse musikere var, at de sang og spillede på akustisk guitar, hvilket netop er kendetegnet ved country blues.

Som følge af svære økonomiske og levemæssige vilkår rejste mange bluesmusikere i 1930'erne og 1940'erne nordover i håb om et bedre liv. Under deres rejse fra plantager og fængselsgårde i syd til urbane distrikter som St. Louis (Missouri) og Chicago (Illinois) længere nordpå, opstod blandt andet den vilde boogie-woogie, den elektrificerede Chicago blues og den mere jazz-influerede jump blues - fra 1950'erne bedre kendt som rhythm and blues (R&B).

Disse nye musikgenrer, som med en fællesbetegnelse kaldes urban blues, personificeret af musikere som Muddy Waters (1913-1983), John Lee Hooker (1917-2001), Elmore James (1918-1963) og B.B. King (1925-2015), pegede videre ind i fremtiden mod rock'n'roll og bluesrock.

3. Delta blues
Delta bluesens hjemland strækker sig over staterne Mississippi, Tennessee og Arkansas. Området var tidligere stort set ubeboet, men fra 1840'erne flyttede mange hvide plantageejere med deres slaver til det frugtbare delta-område. På samme tid tog også tømmerindustrien fart i området.

Den tidlige delta blues er derfor nært beslægtet med arbejdssange (såkaldte work songs og field hollers). Slaverne (der efter slaveriets officielle ophør i 1865 blev kaldt arbejdere) sang, mens de arbejdede for at holde rytmen og modet oppe, i tråd med afrikansk tradition. Musikken blev ofte improviseret under arbejdet, og syngemåden var tæt knyttet til talesproget:

All I can say is that when I was a little boy, we always sang out there in the fields. Not like usual singing, you see, this was hollering. We made up our own songs about things that happened to us at that time, and I think that it was then and there that the blues began.
– Son House
Et eksempel på en tidlig arbejdssang er Long John, her sunget af sorte fængselsfanger i 1934:

YouTube Spotify Lightning: Long John (1934)

Slaver på bomuldsmarken, ca. 1897.

Slaver på bomuldsmarken, ca. 1897.

Arbejdssangene blev almindeligvis sunget uden instrumentalt akkompagnement - en logisk følge af, at man ikke kan arbejde og spille på et musikinstrument samtidig. Sangenes tekst og melodi blev ofte ændret alt efter sangernes spontane tanker og følelser, hvilket gør det nærmest umuligt at spore mange af sangenes eksakte oprindelse.

I starten af 1900-tallet var sangene ikke længere nogle, man kun sang på markerne. Sangene vandt indpas på de sortes klubber (såkaldte juke joints), og fra at være vokal gruppesang blev sangene mere individuelle optrædener, nu suppleret med guitar. Pladeselskaberne fik hurtigt øje på sangenes økonomiske potentiale, og allerede i 1926 udkom den første delta blues indspilning:

YouTube Spotify Freddie Spruell: Milk Cow Blues (1926)

Robert Johnson
Robert Johnson (1911-1938) regnes i dag som én af de vigtigste innovatører indenfor delta blues. Hans evner som sanger, sangskriver og guitarist har inspireret mange generationer af musikere, og den verdenskendte sanger og guitarist Eric Clapton (1945-nu) har betegnet ham som "the most important blues musician who ever lived.".

Blandt Johnsons mest markante mentorer finder vi guitaristerne og sangerne Son House (1902-1988) og Charlie Patton (1891-1934). Johnson kombinerede det bedste fra de to og udviklede på det grundlag sin egen særprægede spillestil:

YouTube Spotify Robert Johnson: Sweet Home Chicago (1937)

Johnson er omspundet af mytiske historier omkring hans liv og ikke mindst død. Allerede som 18-årig mistede han sin kone og deres barn under fødselen, og han blev efter sigende aldrig helt den samme. Heksekraft og omgang med djævelen er velkendte emner. Der spekuleres blandt andet i, om Johnson solgte sin sjæl til djævelen ved et vejkryds for at opnå succes; en historie som mere end antydes i hans egne tekster. Lyt eksempelvis til Cross Road Blues:

YouTube Spotify Robert Johnson: Cross Road Blues (1936)

Der bliver sagt om Johnson, at han elskede kvinder og havde løse forbindelser løse forbindelser i hele delta-området. Herfra stammer en anden myte om Johnsons tidlige død: en jaloux ægtemand skulle efter sigende have forgiftet Johnsons drink på et spillested i Mississippi. Johnson døde ung, men med en livserfaring tilsvarende en 60-årig. De mange traumatiske hændelser i hans liv afspejles i musikken, i både det tekstlige og musikalske udtryk. Han har en særlig følsomhed i sit vokale udtryk, samtidig med at noget råt og usentimentalt driver guitarspillet fremad.

Johnsons ekspressive spillestil, i kombination med det påståede møde med djævelen og en tidlig død, vækker paralleller til slutningen af 1960'erne og rocklegenden Jimi Hendrix (1942-1970). De to blev præcis lige gamle, og de er i dag medlemmer af den såkaldte 27 Club - en reference til den efterhånden store gruppe af musikere, der er døde i en alder af kun 27 år.

Robert Johnson har efter sin død fået tilnavnet "The King of Delta".

Robert Johnson, ca. 1935.

Robert Johnson, ca. 1935.

4. Piedmont blues
Piedmont bluesen opstod omkring slutningen af 1800-tallet i og omkring staterne Virginia, Georgia og Carolina. Med Appalacherne, en massiv bjergkæde, mod vest, kan det antages, at de sorte migranter, som måske ellers ville have flyttet videre til mere landlige områder, blev boende i byområderne. Her blev de eksponeret for byens mange musikgenrer såsom ragtime og country – musikgenrer som havde betragtelig mindre indflydelse på bluesen i de landlige områder.

Inspirationen fra disse bynære musikgenrer høres tydeligt i Piedmont bluesen. Lyt eksempelvis til Scott Joplins ragtime-klassiker The Entertainer, og bemærk klaver-akkompagnementet bestående af skiftevis en dyb bastone og en lys akkord, der er karakteristisk for ragtime. Samme akkompagnement bruges af Blind Willie McTell i Broke Down Engine, nu blot spillet på guitar:

YouTube Spotify Scott Joplin: The Entertainer (1902)

YouTube Spotify Blind Willie McTell: Broke Down Engine (1933)

Banjoen og senere guitaren var det naturlige instrumentvalg, fordi de var simple og let tilgængelige musikinstrumenter. I slutningen af 1800-tallet lavede mange sorte musikere deres egne guitarer af diverse skrammel, de havde for hånden. Først senere, da bluesmusikere begyndte at tjene lidt penge, blev det mere almindeligt at købe guitarer.

En samling hjemmelavede guitarer, banjoer og ukulerer (såkaldte cigar box guitars).

En samling hjemmelavede guitarer, banjoer og ukulerer (såkaldte cigar box guitars).

Elizabeth Cotten (1893-1987), bluessanger og guitarist fra Piedmont-regionen, fortæller, at hun arbejdede hos en hvid dame for 75 cent om måneden. Den sparsomme løn gav hun til sin mor, som sparede pengene op, indtil Cotten havde tjent nok til at købe sin første guitar – til den nette sum af 3 dollars og 75 cent. Måske havde Cottens mor dog gjort sig selv en bjørnetjeneste, for efter guitaren kom i hus, var der, ifølge historien, ingen fred at få.

Som de fleste af datidens bluesmusikere, havde Cotten ingen musiklærer, så hun måtte selv lære at spille på instrumentet. Cotten var venstrehåndet, hvilket førte til at hun udviklede en særlig spillestil med guitaren vendt på hovedet. Således spillede hun de lyse toner med tommelfingeren og bastonerne med pegefingeren:

Filmklip Elizabeth Cotten: Freight Train (1985)

Denne stil er senere blevet kendt som Cotten-picking. Dét, at de fleste af bluesmusikerne var selvlærte, var altså ikke nødvendigvis et negativt aspekt. Snarere indbød det til kreativ leg med både instrumenter og spillestil, hvilket førte til, at en række nye spilleteknikker blev udviklet.

5. Texas blues
I starten af 1900-tallet i det østlige Texas opstod en genre, senere kendt som Texas blues, blandt afroamerikanerne, der arbejdede på ranches og i olieindustrien. Genrens primære kendetegn er en mere swingende spillestil end andre bluesgenrer og en udbredt brug af guitarsoli og guitar-licks.

Blind Lemon Jefferson (1897-1929) regnes som én af de vigtigste innovatører indenfor Texas blues genren. Med sin lyse sangstemme, sine jazz-inspirerede guitarsoloer og sine guitartekniske evner var han en stor inspirationskilde for en række andre musikere:

YouTube Spotify Blind Lemon Jefferson: Black Snake Moan (1927)

En af dem, der lod sig inspirere af Jefferson, var Aaron Thibeaux "T-Bone" Walker (1910-1975). Gennem sin musikalske familie lærte T-Bone allerede i sine tidlige teenageår Jefferson at kende, både personligt og musikalsk. Inspirationen høres blandt andet i T-Bones brug af call-and-response mellem vokal og guitar, som også Jefferson gjorde brug af:

Filmklip T-Bone Walker: Stormy Monday (1947)

Blind Lemon Jefferson, ca. 1926.

Blind Lemon Jefferson, ca. 1926.

6. Urban blues
Som følge af svære livsvilkår rejste mange bluesmusikere i 1930'erne og 1940'erne nordover i håb om et bedre liv. Under deres rejse opstod blandt andet den elektrificerede Chicago blues og den mere jazz-influerede jump blues - som med en fællesbetegnelse kaldes urban blues.

Chicago blues
I efterkrigstiden havde bluesen sit hovedsæde i Chicago. I den forbindelse kan man ikke undgå at nævne bassisten og sangskriveren Willie Dixon (1915-1992), der var en af kernefigurerne i miljøet og blandt de vigtigste ophavsmænd til Chicago blues. Dixon var, som så mange andre i miljøet, vokset op i Mississippi og var godt bekendt med både gospel- og delta-traditionerne derfra.

I Chicago tog bluesen skridtet fra land til by, og for første gang blev bluesen anerkendt af et større publikum. Blues var ikke længere blot folkemusik fra landet, men et urbant, aggressivt og pulserende udtryk for bylivet i Chicago. Den akustiske guitar blev skiftet ud med elektrisk guitar og fik følgeskab af både basguitar, trommer, klaver, saxofon og mundharmonika.

En af de musikere, der havde den største kommercielle succes, var Muddy Waters (1913-1983). Han udgav en perlerække af hits, heriblandt Hoochie Coochie Man, skrevet af Willie Dixon:

YouTube Spotify Muddy Waters: Hoochie Coochie Man (1954)

Willie Dixon, 1981.

Willie Dixon, 1981.

Jump blues
Sideløbende med bluesens udvikling opstod i 1900-tallets begyndelse jazzen som en udløber fra blandt andet blues. Med genrer som New Orleans-jazz og den senere swingmusik opnåede jazzen i 1920'erne og 1930'erne stor popularitet blandt både den sorte og den hvide befolkning.

I 1940'erne og 1950'erne blev jazzen, med nye genrer som bebop, cool-jazz og avantgarde-jazz, stadig mere kompliceret og fjernede sig længere og længere fra den traditionelle sorte folkemusik, bluesen. Mange afroamerikanere kunne ikke længere identificere sig med jazzen, og der opstod derfor en fornemmelse af at have "tabt" jazzen.

Der fandtes dog en række kunstnere, som ønskede at kombinere de efterhånden differentierede genrer jazz og blues. Elmore James (1918-1963), T-Bone Walker (1910-1975), Big Joe Turner (1911-1985) og B.B. King (1925-2015) var blandt dem, som lod sig inspirere af begge fløje, og det kom der hybrid-genren jump blues ud af:

YouTube Spotify Big Joe Turner: Shake, Rattle and Roll (1954)

Jump blues er up-tempo blues, som regel fremført af et lille band med en blæsersektion bestående af saxofoner eller messingblæsere. Blæsersektionen peger tilbage mod jazzens big band-æra, mens tempoet peger frem mod rock'n'roll. Fra 1950'erne blev jump blues markedsført under betegnelsen rhythm and blues (R&B) - en samlebetegnelse der omfavnede stort set al afroamerikansk populærmusik i 1950'erne.

B.B. King, 1971.

B.B. King, 1971.

7. Rock'n'roll
Groft sagt kan man sige, at Elvis Presley (1935-1977) var en "countryman" der sang blues, mens Chuck Berry (1926-nu) var en "bluesman", der sang country. Det kom der rock'n'roll ud af! Rock'n'roll kan anskues som en sammensmeltning af sort folkemusik (blues) og hvid folkemusik (country), hvoraf blues dog regnes som det primære musikalske grundlag:

The blues had a baby and they named it rock'n'roll.
– Muddy Waters
Rockmusikere dyrkede de gamle bluesklassikere og genintroducerede dem i moderne, spændstig rockdragt. En del af denne trend kan spores tilbage til England: The Rolling Stones var blandt de første, der bragte bluesen "tilbage til Amerika" - et udtryk der peger på, at de i 1960'erne rejste på turné i USA med både egen bluesrock og coverversioner af ældre amerikanske bluesnumre:

YouTube Spotify The Rolling Stones: Midnight Rambler (1969)

Guitaristen og sangeren Eric Clapton (1945-nu) er et andet eksempel på samme bevægelse. Men amerikanske bands havde heller ikke glemt bluesen. Det er plausibelt at antage, at de blev inspireret af den engelske bølge. Nogle af rockmusikkens største ikoner bærer stærkt præg af bluesmusik, såsom The Doors, Led Zeppelin og The Jimi Hendrix Experience:

YouTube Spotify Led Zeppelin: You Shook Me (1969)

De gamle bluesmusikere takkede og bukkede for den internationale opmærksomhed, genvundne anerkendelse og ikke mindst markante øgning i salget af bluesplader verden over. Den omfattende bevægelse, som strakte sig fra slutningen af 1950'erne og godt ind i 1970'erne, kaldes ofte for "The Blues-Folk Revival". B.B. King havde kun en enkelt kommentar: "Thank you, U.K.".

Keith Richards og Ron Wood fra The Rolling Stones, 1982.

Keith Richards og Ron Wood fra The Rolling Stones, 1982.

8. Musikkens betydning
Efter at være blevet tvunget til slaveri på et nyt kontinent, uden familie og uden sociale kontakter, havde afroamerikanerne behov for at skabe en ny fælles kultur og identitet. Musik, sang og dans var de eneste kreative aktiviteter, afroamerikanerne havde mulighed for at udfolde sig i, og herigennem udviklede de intense æstetiske udtryk, der er forblevet en grundessens i den afroamerikanske kultur og selvforståelse.

Musikken blev et identitetsskabende objekt, og den blev en måde at fastholde forbindelsen til den afrikanske arv. Samtidig styrkede musikken fællesskabet, dels fordi sangene omhandlede emner, alle afroamerikanere kunne relatere sig til, og dels fordi sangene - i forlængelse af afrikansk call-and-response tradition - indbød til aktiv deltagelse.

Musikken blev desuden et vigtigt element i tilrettelæggelsen af slaveopstande. En del af sangene var protestsange, og rytmerne fra de afrikanske trommer blev i starten af 1800-tallet brugt som kommunikativt værktøj. Forbindelsen mellem trommespil, kommunikation og modstand blev til sidst for meget for de hvide, der forbød brugen af trommer. I et dekret fra år 1811 i staten Georgia står der: "It is absolutely necessary to the safety of this province that all due care be taken to restrain Negroes from using or keeping drums.".

Selvom de hvide fjernede et vigtigt instrument fra afroamerikanernes liv, opgav afroamerikanerne ikke deres musikalske arv. De svarede igen ved at tilpasse musikken til andre musikinstrumenter, heriblandt guitaren, der sidenhen er blevet en væsentlig del af bluesen.

Over mange generationer opstod der således nye musikformer, der trak på den afrikanske arv såvel som afroamerikanernes svære levevilkår. Afroamerikanernes levevilkår er ganske vist blevet meget bedre med tiden, men den afrikanske arv kan stadigvæk spores i mange nye musikgenrer, heriblandt soul, disco, funk, hip-hop og contemporary R&B.