Opsummerende tidslinje samt liste over væsentlige personer og musikgenrer med relation til guitaren.
Indhold
1. Tidslinje
-
711
Den arabiske oud introduceres til Spanien i forbindelse med maurerenes (de muslimske indbyggere i Nordafrika) erobring af Andalusien. Ouden udvikler sig senere til den såkaldte lut (afbilledet), der forbliver populær i store dele af Europa helt frem til omkring år 1800.
-
1200
Mindst to strengeinstrumenter med navnet guitar er i brug i Spanien: guitarra latina og guitarra moresca (afbilledet henholdsvis til venstre og højre).
-
1450
Mindst to strengeinstrumenter med navnet guitar er i brug i Spanien: guitarra latina og guitarra moresca (afbilledet henholdsvis til venstre og højre).
-
1600
Fra starten af 1600-tallet til midten af 1700-tallet bliver barokguitaren et populært instrument, især i Spanien, Italien og Frankrig. I det øvrige Europa anvendes primært den tidligere indførte lut.
-
1830
Fernando Sor udgiver sin guitarskole Méthode pour la Guitare. På nogenlunde samme tid begynder guitaren at vinde indpas i de finere koncertsale.
-
1850
Den moderne spanske guitar, som vi kender den i dag, udvikles af den spanske guitarist og guitarbygger Antonio de Torres (1817-1892). Nylonstrenge bliver dog ikke almindelige før 1950'erne.
-
1800-tallets slutning
Musikgenrerne blues og jazz opstår hos den farvede befolkningsgruppe i det sydlige USA.
-
1932
Den første elektriske guitar The Frying Pan sættes i produktion af producenten Rickenbacker i Californien.
-
1940
Det berømte klassiske guitarværk Concierto de Aranjuez af Joaquín Rodrigo opføres for første gang.
-
1950'erne
Rock'n'roll-bølgen skyller ind over den vestlige verden med den elektriske guitar som det absolutte omdrejningspunkt. Blandt de mest betydningsfulde kunstnere er Bill Haley og Elvis Presley.
-
1964
You Really Got Me af The Kinks er det første nummer med distortionguitar, der slår igennem på hitlisterne.
-
1970'erne
En række nye guitarbaserede musikgenrer opstår, heriblandt punk og heavy metal.
-
1980'erne
Guitaren mister en del af sin popularitet, blandt andet som følge af den populære new-wave musik (fra slutningen af 1970'erne), hvor guitaren ikke har nogen væsentlig rolle.
-
1990'erne
Grungebølgen gør guitaren populær igen, især via bands som Pearl Jam, Nirvana (afbilledet), Alice in Chains, Soundgarden og Foo Fighters.
-
2015
Utallige musikgenrer og undergenrer med guitaren som det bærende element eksisterer nu. Guitaren peger i mange forskellige retninger og har en mangfoldig symbolsk og kulturel værdi.
2. Personer
Andrés Segovia (1893-1987)
Spansk guitarist. Af mange anerkendt som musikhistoriens bedste klassiske guitarist.
Antonio Carlos Jobim (1927-1994)
Brasiliansk sanger og komponist. Ophavsmand til bossa nova-genrens utvivlsomt mest kendte musikstykke Garota de Ipanema.
Baby in Vain (aktive år: 2010-nu)
Dansk rocktrio bestående udelukkende af kvinder. Trioens musikalske og ikonografiske æstetik er hentet fra den mandsdominerede klassiske rock.
Carlos Gardel (1890-1935)
Fransk-argentinsk sanger og komponist. En af de mest prominente personer i tangohistorien.
Elvis Presley (1935-1977)
Amerikansk sanger og guitarist. Regnes som en af de mest betydningsfulde personer indenfor udviklingen af pop- og rockmusikken. Er også kendt som The King of Rock'n'roll.
Eric Clapton (1945-)
Engelsk bluesguitarist og sangskriver. Kendt for sit samarbejde med mange andre engelske kunstnere i slutningen af 1960'erne, heriblandt The Beatles og Rolling Stones.
Fernando Sor (1778-1839)
Spansk-fransk guitarist og komponist. Udgav i 1830 den første deciderede guitarskole.
Fransico Tárrega (1852-1909)
Spansk komponist og guitarist. Er især kendt for sit musikstykke Gran Vals.
Jimi Hendrix (1942-1970)
Amerikansk rockguitarist. En af de mest indflydelsesrige guitarister fra 1960'erne. Anerkendt for sit ekvilibristiske og nyskabende guitarspil.
Joaquín Rodrigo (1901-1999)
Spansk komponist. Ophavsmand til den berømte guitarkoncert Concierto de Aranjuez.
Jonny Greenwood (1971-nu)
Engelsk guitarist og medlem af bandet Radiohead. Er kendt for at have en meget indadvendt spillestil overfor publikum - modsat Jimi Hendrix' meget udadvendte spillestil.
Paco de Lucia (1947-2014)
Spansk guitarist og fornyer af flamenco-genren. Anset for at være en af 1900-tallets største spanske guitarister.
Shit & Chanel (aktive år: 1973-1982)
Danmarks første egentlige feministiske musikgruppe. Selvom guitaren er i centrum rent musikalsk på flere af gruppens numre, har guitaren ingen ikonisk eller symbolsk betydning for gruppen.
The Kinks (aktive år: 1964-1996)
Engelsk rockgruppe. Fik sit gennembrud i 1964 med singlen You Really Got Me, der var det første hit, der slog igennem med den (på det tidspunkt) nye distortionlyd.
3. Genrer
blues
Musikgenre med oprindelse hos den farvede befolkningsgruppe i det sydlige USA omkring slutningen af 1800-tallet. Blues er en fusion af blandt andet traditionel afrikansk musik, europæisk folkemusik, negro spirituals og arbejdssange. Sangen akkompagneres almindeligvis af guitar, bas og trommer.
bossa nova
Musikgenre, opstået i Brasilien i slutningen af 1950'erne. Musikken er især kendetegnet ved en afslappet vokal suppleret med en spansk guitar, der spiller et synkoperet og tilbagelænet akkompagnement. Guitaren suppleres ofte af klaver, strygere, bas, trommer og percussion. En af de mest populære komponister er Carlos Jobim, der blandt andet skrev Garota de Ipanema.
flamenco
Folkemusikstil, opstået i det sydlige Spanien. Oprindelig blev flamencoen hovedsageligt fremført af en sanger, men efterhånden kom dansen og guitaren til. Musikken kan være instrumental eller være ledsaget af en vokalist, eventuelt inklusiv en eller flere personer der leverer håndklap, tramp og rytmiske tilråb.
grunge
Musikgenre, opstået i Seattle i den nordvestlige del af USA i slutningen af 1980'erne. Grungen indeholder elementer fra rock, punk og heavy metal og instrumenteres typisk af guitar, bas, trommer og vokal. Blandt de mest fremtrædende grungebands er Pearl Jam, Nirvana, Alice in Chains, Soundgarden og Foo Fighters.
jazz
Musikgenre med oprindelse hos den farvede befolkningsgruppe i det sydlige USA i slutningen af 1800-tallet. Jazzen har lige siden udviklet sig gennem flere epoker og stadier til undergenrer som swing, bebop, cool-jazz, avantgarde-jazz og fusions-jazz. Megen jazz er instrumental, men jazzen rummer også en righoldig sangtradition. Almindeligt anvendte musikinstrumenter er saxofon, trompet, klaver, kontrabas og trommer.
punk
Musikgenre, opstået i 1974-1976 i USA, Storbritannien og Australien. Punken var i opposition til 1970'ernes mainstream rock, og den kendetegnes især for at være hurtig og støjende, typisk med korte, minimalistiske sange og politiske, anarkistiske tekster. Blandt de mest fremtrædende punkbands er Sex Pistols og herhjemme Sort Sol.
tango
Musikgenre, opstået omkring starten af 1900-tallet i Argentina og Uruguay. Musikken spilles almindeligvis på sologuitar, eller af en guitarduo eller af et ensemble bestående af violiner, bandoneoner, fløjte, klaver og kontrabas. Musikken kan være instrumental eller være ledsaget af en vokalist. Den mest fremtrædende tangosanger er Carlos Gardel.
4. Andet
distortion
Guitareffekt der forvrænger signalet og giver en grumset og uren lyd. Udbredt i al rockmusik fra midten af 1960'erne og frem.
The British Invasion
Betegnelse for den store popularitet og musikalske indflydelse de engelske bands fik i USA i midten af 1960'erne.
The Ed Sullivan Show
Amerikansk tv-show, sendt fra 1948-1971. Er især kendt for at introducere spirende musiktalenter, herunder Elvis Presley og The Beatles, for mange millioner tv-seere.
The Frying Pan
Verdens første elektriske guitar. Fremstillet af producenten Rickenbacker i perioden 1932-1939.
Woodstock-festivalen
Amerikansk musikfestival som fandt sted i 1969. Festivalen var det musikalske højdepunkt for ungdomsoprøret og hippiekulturen i slutningen af 1960'erne.