Blæseinstrument som gennem tiden har været i brug som kommunikationsmiddel blandt mennesker bosat i de europæiske Alper. Instrumentets oprindelse er usikker, men det er beslægtet med træluren fra den skandinaviske sætertradition, samt flere andre blæseinstrumenter fra bjergrige områder verden over. Klangen er tør, gennemtrængende og relativt fattig på overtoner. En musiker, der spiller alpehorn, kaldes en alpehornist eller blot en hornist.
Alpehornet består af et flere meter langt udhulet trærør, hvis ene ende hviler på jorden under spillet. I denne ende er instrumentets tragtformede åbning kaldet klangstykket. Længden på instrumentet er typisk omkring 3,5 meter. Fordi instrumentet er så langt at det ikke kan bæres, får det alpehornisten til at se meget lille ud. Alpehornet er forsynet med et mundstykke og har normalt ingen fingerhuller. Derfor kan det som udgangspunkt kun spille naturtoner (dvs. toner fra overtonerækken). Med forskellige blæseteknikker og ved at ændre tungens og kindernes position kan man frembringe yderligere varierende tonehøjder og mange forskellige klangfarver. Alpehornisten styrer tonehøjden ved hjælp af blæsestyrke og læbestilling (embouchure).
Alpehornet kan spille én tone ad gangen og har – afhængig af alpehornistens evner – en ambitus på omkring tre oktaver. Et alpehorn kan som andre blæseinstrumenter være stemt i forskellige grundtoner. Det benyttes ofte med andre alpehorn, så der kan spilles akkordbaserede klange. Indenfor klassisk musik finder man en del musik skrevet for alpehorn, ligesom hornet også kan knyttes til traditionel musik fra alperne.
På et alpehorn dannes lyden ved, at musikeren med lukkede læber blæser luft igennem instrumentet. Læberne skal vibrere, sådan at de frembringer en brummende lyd (som lyden af en humlebi). Vibrationerne kanaliseres ind i instrumentet via instrumentets mundstykke og forplanter sig derefter som svingninger i luften (lyd) i instrumentets indre. Fordi lyddannelsen sker således, tilhører alpehornet gruppen af messingblæseinstrumenter, selvom det er lavet af træ. Læs mere om messingblæseinstrumenter.
bøjning
-et, alpehorn, -ene
(substantiv)
engelsk
- alphorn
tysk
- Alphorn
italiensk
- corno alpino
- corno delle alpi
- corno svizzero
fransk
- cor des Alpes
