didgeridoo

Blæseinstrument udviklet af Australiens oprindelige befolkning, aboriginerne. Man mener, at instrumentet er blevet udviklet omkring 1000 år e.v.t., men forskerne er ikke sikre. Ordet ”didgeridoo” er ikke aboriginernes eget ord for instrumentet, som har forskellige navne blandt aboriginere i forskellige dele af Australien. ”Didgeridoo” er formentlig et lydord, hvilket vil sige et ord som efterligner en lyd (i dette tilfælde lyden af en didgeridoo).

Didgeridooen har traditionelt været benyttet af aboriginere i rituelle sammenhænge, og den har primært været spillet af mænd. Instrumentets særlige klang, som både er dronebaseret, brummende og ”talende”, har dog i dag dannet baggrund for dets indtog i forskellige former for elektronisk musik, rock, metal og pop verden over.

Didgeridooen er udformet som et konisk eller cylindrisk boret 1-3 meter langt rør. Jo længere instrumentet er, jo lavere klinger dets grundtone. Traditionelle didgeridooer laves af hårdt træ (eukalyptus eller bambus) udhulet af termitter, mens moderne industrielt producerede didgeridooer kan være udformet i mange forskellige materialer, blandt andet træ, glas, metal eller ler. Instrumentet er i sin traditionelle form som regel dekoreret og har ofte en blød foring af bivoks eller gummi i den ende der blæses ind i.

På en didgeridoo dannes lyden ved, at musikeren med lukkede læber blæser luft igennem instrumentet. Læberne skal vibrere, sådan at de frembringer en brummende lyd (som lyden af en humlebi). Vibrationerne kanaliseres ind i instrumentet via instrumentets mundstykke og forplanter sig derefter som svingninger i luften (lyd) i instrumentets indre. Netop fordi lyddannelsen sker således, kan didgeridooen anses som tilhørende i gruppen af messingblæseinstrumenter, selvom sådan en kategorisering er opstået i en vestlig kunstmusikalsk sammenhæng.

Den traditionelt udformede didgeridoo afviger dog væsentligt fra mange andre messingblæseinstrumenter i det forhold, at den ikke er lavet til at forstærke tonerne fra overtonerækken. Derfor kan dens toner ikke uden videre indplaceres i det 12-tonige vestlige tonesystem.

Didgeridooen har hverken fingerhuller eller ventiler, så tonehøjden styres udelukkende ved hjælp af blæsestyrke og læbestilling (embouchure). Musikeren benytter sig af cirkulært åndedræt (dvs. at luft trækkes ind via næsen, samtidig med at luft blæses ud via munden) for at fastholde en konstant lyddannelse under spillet. Herudover kan musikeren også efterligne dyrelyde med sin stemme, hvilket er med til at variere spillet. Læs mere om messingblæseinstrumenter.