fagot

Blæseinstrument hvis oprindelse er delvist uvis, men som formentlig er en videreudvikling af dulcianen. Ordet ”fagot” stammer fra fransk, hvor det betyder ”brændeknippe”.

Fagotten findes i to versioner, en tysk (som er den mest almindelige) og en fransk. Begge fagotter kan spille én tone ad gangen. Selvom de begge er tenorinstrumenter (dvs. de klinger i det halvdybe leje) er deres klang forskellig. Den almindelige fagot har en dyb og fyldig klang, mens den franske fagot har en lysere og mere nasal klang. Begge er populære indenfor primært kunstmusik, men også indenfor populærmusik kan fagotten spille mange roller. En musiker, der spiller fagot, kaldes en fagottist.

Fagotfamilien består af tre medlemmer: Den almindelige fagot og den franske fagot, som begge har ambitussen B1-g2 og kontrafagotten, som spiller en oktav dybere end den almindelige fagot (dvs. B2-g1). De er alle tre ikke-transponerende instrumenter, hvilket vil sige, at de klinger der, hvor de står skrevet i nodesystemet. De tre slags fagotter udgør til sammen de vigtigste dybtklingende instrumenter i gruppen af træblæseinstrumenter.

Fagottens krop er konisk udformet og er oftest lavet af træ, men kan også være lavet af syntetiske materialer. Herudover har fagotten et metalrør som mundstykke og en række tonehuller, der hver især er forsynet med en klap, som musikeren kan åbne eller lukke hullet med og dermed ændre tonehøjden. Den almindelige (tyske) fagots klapsystem adskiller sig så meget fra den franske fagots klapsystem, at de greb man skal lære sig for at spille på dem hver især er forskellige.

På fagotten dannes lyden ved hjælp af to stykker bambusagtige strå kaldet rørblade som sættes fast på fagottens mundstykke. Disse to rørblade skraber fagottisten selv i facon. Fagottisten blæser i instrumentet, rørbladene begynder da at vibrere, og forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd) i instrumentets indre. Fagotten tilhører dermed dobbeltrørbladsfamilien. Læs mere om træblæseinstrumenter.