Stueorgel til hjemmebrug udviklet af Gabriel-Joseph Grenié (1756/1757-1837) og senere patenteret af Alexandre-François Debain (1809-1877) omkring 1840 i Paris. Var i anden halvdel af 1800-tallet meget udbredt i mange hjem, missionshuse og mindre kirker, hvor det ledsagede både salmesang og almindelig verdslig fællessang.
Fordelen ved harmoniet var, at klangen mindede om et kirkeorgels, men var meget mere afdæmpet. Samtidig var instrumentet langt billigere at anskaffe sig og vedligeholde, meget mindre, så det kunne passe ind i en stue, enklere at spille på og lettere at transportere, så det kunne komme med på udflugt.
Harmoniet ligner i sin opbygning et lille opretstående klaver, men har slet ikke samme klanglige udtryksmuligheder. Fra omkring 1930 fik flere og flere husholdninger råd til et rigtigt klaver, og harmoniernes popularitet dalede drastisk. Flere i den yngre generation forbandt harmoniet med streng religiøsitet, og det fik da også øgenavnet ”salmecykel”. I dag er harmonier imidlertid eftertragtede som samleobjekter, sikkert på grund af deres særprægede og charmerende klang og specielle udformning.
Harmoniet kan kategoriseres som et blæseinstrument, fordi lyden skabes ved, at en luftstrøm passerer igennem instrumentet. Luftstrømmen skabes enten ved, at musikeren aktiverer instrumentets blæsebælg eller sugebælg med sine fødder, eller ved, at musikeren med sin fod aktiverer en pedal, som ved hjælp af elektricitet holder bælgen i gang.
Harmoniet tilhører samtidig også gruppen af fritungeinstrumenter, fordi luftstrømmen bruges til at aktivere en række metalstykker inde i instrumentet kaldet metaltunger. Metaltungerne begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd).
Hvilke tunger der aktiveres, har betydning for hvilke tonehøjder instrumentet producerer. Musikeren styrer luftens adgang til metaltungerne – og dermed tonehøjden – ved at betjene instrumentets klaviatur med hænderne. Harmoniet er dermed også et tangentinstrument. Læs mere om orgler.
bøjning
harmoniet eller -met, harmonier eller -mer, harmonierne eller -merne
(substantiv)
synonym
- pumpeorgel
- stueorgel
- trædeorgel
engelsk
- harmonium (med blæsebælg)
- reed organ (med sugebælg)
- pump organ
- melodeon
