Kort indledende formled i et musikstykke. Introen er som regel kun på nogle få takter, som for eksempel Eddie Vedders nummer No Ceiling (2007), men introen kan også være lang og bestående af flere selvstændige dele, som det eksempelvis er tilfældet i Incubus' nummer Just a Phase (2001), hvor verset først går i gang efter 2 minutter og 22 sekunder.
Introen i et nummer er ofte baseret på enten nummerets førstetrinsakkord (tonika), som for eksempel i Danseorkestrets nummer Kom Tilbage Nu (1985) eller på akkorderne i verset eller i omkvædet. Introen kan dog også bestå af et riff, som evt. også benyttes som mellemstykke nummeret igennem, som for eksempel i Coldplays nummer Trouble (2000). Introen kan indeholde melodi (sunget eller instrumental), som i netop dette nummer, eller den kan være groovebaseret, som i The Knifes nummer You Make Me Like Charity (2003). Læs mere om formanalyse.
- forspil
- indledning
- introduction
- intro