kantori

Ordet har haft to forskellige betydninger gennem historien. Ordet kommer af det latinske "cantare" som betyder "at synge".

1) Mellem ca. 1400 og 1700 blev ordet benyttet om den type kor med evt. tilhørende musikere og musikskole, som var tilknyttet slotskirkerne ved de europæiske fyrstehoffer. Disse ensembler medvirkede både ved gudstjenester, kirkekoncerter og verdslige (dvs. ikke-religiøse) musikalske opførelser.

2) Efter reformationen (som i Danmark kulminerede i 1536) blev betegnelsen i stigende grad brugt om mindre vokalensembler af voksne borgere, som regel tilknyttet én bestemt kirke, som under ledelse af en kantor medvirkede ved kirkelige begivenheder. Sangere i sådanne ensembler kan i dag både være professionelle (dvs. lønnede) eller amatører (dvs. ulønnede).