Begrebet oprinder fra det latinske "punctus contra punctum", som betyder "node mod node". Løsrevet fra sin historiske kontekst henviser begrebet til to eller flere samtidigt klingende melodier som er melodisk og rytmisk er uafhængige af hinanden. Begrebet har flere historiske betydninger:
- Grundlæggende betegner begrebet "kontrapunkt" en kompositionsteknik som har eksisteret i Europa siden 1100-tallet, hvor flere rytmisk og melodisk selvstændige stemmer kombineres samtidig i samme sats under hensyntagen til de til hver en tid gældende satstekniske regler. Disse regler er afhængige af stilart og kontrapunktsreglerne har derfor forandret sig gennem musikhistorien.
- "Kontrapunkt" kan også betegne den pædagogiske disciplin at undervise i, hvordan kontrapunktiske satser har været skrevet gennem tiden og i forskellige stilarter. Siden middelalderen har man undervist i kontrapunkt som satsteknik og i dag finder man kontrapunkt både som teoretisk (historisk) og praktisk (satslæremæssig) disciplin på både musikskoler, konservatorier og universiteter verden over.
- Endelig kan "kontrapunkt" også henvise specifikt til en tilføjet modstemme i satser fra 1300-1400-tallet eller til en modstemme til et tema i særligt barokkens fugaer.
bøjning
-et, -er, -erne
(substantiv)
engelsk
- counterpoint