live-indspilning

1) Indspilning af musiknumre mens de opføres for et publikum, eksempelvis i forbindelse med en koncert.

2) Indspilningsteknik brugt i lydstudier kendetegnet ved, at bandet eller ensemblet spiller sammen og "live" mens musikken optages. Dermed kan musikerne følge hinanden, blive inspirerede af hinandens energi og spille bedre.

Til gengæld er det sværere at frasortere uønskede lyde og isolere enkelte instrumenter bagefter når de skal mixes, fordi sangerens mikrofon eksempelvis kan opfange trommernes støj. Problemer som disse kan afhjælpes ved at lade hver musiker befinde sig i individuelle og lydtætte rum i lydstudiet. For at musikerne kan følges ad er der som regel installeret vinduer mellem disse rum, og hver musiker har et sæt høretelefoner på, hvor de kan høre de andre spille.

Liveindspilning står i modsætning til lagkageindspilning, hvor man indspiller ét musikinstrument eller én sanger (et lydspor) ad gangen. Det giver lydteknikeren bedre kontrol over hvert enkelt lydspor, og kræver ikke så store studier, fordi alt kan foregå i det samme rum. Musikerne har som regel høretelefoner på med en demooptagelse af musikken eller som minimum et klikspor (dvs. lyden af en metronom), for at have noget at forholde sig til, når de spiller eller synger.

bøjning
-en, -er, -erne
(substantiv)
synonym
  • liveindspilning
engelsk
  • 1) live recording
  • 2) all at once recording
  • 2) live recording in a studio