Gren af musikvidenskaben der forsøger at undersøge og beskrive musik, som den umiddelbart viser sig, før vi reflekterer over den, bringer den på begreb og teoretiserer over den. Ikke fordi musikfænomenologien afviser systematiske undersøgelser af musikoplevelsen, men den pointerer, at det er vigtigt at lade en umiddelbar beskrivelse af musikoplevelsen og -sansningen går først.
En vigtig forudsætning for fænomænologien er idéen om, at opmærksomheden altid er "rettet mod noget". Vores opfattelse af verden afhænger af, hvad vi kigger efter og de forudsætninger, vi har - undertiden benævnt "de briller vi har på". Fænomenologien forsøger at beskrive verden uden disse briller, selvom den er bevidst om at brillerne er svære (og måske umulige) helt at tage af.
Et andet vigtigt aspekt af fænomenologien er forholdet mellem objekt (her: musikken) og subjekt (her: den der sanser musikken). Ifølge fænomenologien kan man ikke adskille musikken og oplevelsen eller sansningen af den, og derfor bliver fokus i musikfænomenologien studiet af selve oplevelsen og sansningen af musikken, fremfor et fokus på "musikken i sig selv" som objekt udenfor menneskets oplevelse af den.
Fænomenologiens vigtigste ophavsmænd er tyskerne Edmund Husserl (1859-1938), Martin Heidegger (1889-1976) og franskmændene Jean-Paul Sartre (1905-1980) og Maurice Merleau-Ponty (1908-1961). De er uenige om flere spørgsmål og der findes derfor flere forskellige (musik)fænomenologiske retninger.
Af vigtige - og meget forskellige! - teoretikere inden for musikfænomenologien kan nævnes schweizeren Ernst Kurth (1886-1946), tyskerne August Halm (1869-1929) og Carl Dahlhaus (1928-1989), østrigerne Heinrich Schenker (1867-1935) og Victor Zuckerkandl (1896-1965), polakken Roman Ingarden (1893-1970), franskmanden Mikel Dufrenne (1910-1995) og amerikaneren Leonard B. Meyer (1918-2007).
- music phenomenology