oplysningstiden

Samlet betegnelse for de dominerende filosofiske og politiske idéer og sociale strømninger i 1700-tallets Europa. Oplysningstidens ideal handlede om fremskridt gennem oplysning. Tankerne byggede på en stærk tro på menneskets evne til at tænke selv. Målet var en frigørelse fra fordomme om verden, som de traditionelle autoriteter (kirken og adelen) havde stået for at udbrede. På den måde repræsenterede oplysningstanken et opgør med religiøse og standsmæssige hierarkier.

I forbindelse med at mennesket - borgeren - blev sat i centrum opstod en borgerlig musikkultur, som ikke kun udfoldede sig i forholdsvist private fora som tidligere (kammeret, hjemmet, teatret, kirken), men som nu foregik i det offentlige rum. I denne periode så man således opblomstringen af koncertsale, musikkritik og musikforlag.

engelsk
  • the Age of Enlightenment