1) Et særligt analysefokus, på linje med eksempelvis melodik (dvs. melodisk analyse) eller harmonik (dvs. harmonisk analyse). En analyse af et musiknummers rytmik undersøger rytmikkens tre centrale elementer, nemlig varighed, tidsmæssig placering og betoning. Læs mere om analyse af rytmik.
2) Læren om rytme og praktisk undervisning i rytmeforståelse, med udgangspunkt i rytmikkens tre centrale elementer varighed, tidsmæssig placering og betoning. Undervisningen foregår som regel som et element i musikundervisning generelt, men der findes også mere specifikt rytmik-orienterede fag, eksempelvis SDS og ERT.
»Bjørnen sover, bjørnen sover, i sin lune hule...« (folkevise)
»Okker gokker gummiklokker, erle perle pif paf puf...« (børnerim)
»Vi sejler op ad åen, sejler nedad igen...« (revyvise)
Du genkender sikkert en eller flere af ovenstående sætninger. Vi synger eller siger altid disse sætninger i en helt bestemt rytme: Nogle stavelser er korte, mens andre er lange, nogle stavelser kommer tidsmæssigt umiddelbart efter hinanden, mens andre har en kort pause imellem sig, og nogle stavelser er betonede (trykstærke), mens andre er ubetonede (tryksvage). Læs mere om rytmik.
- 1) rhythm; rhythmics
- 2) rhythm training