Musiker som lever af at spille på andres indspilninger eller til andres liveoptrædener, hvor musikeren ikke selv krediteres som kunstner (dvs. som det band eller den person, der står som udgiver af musikken eller på plakaten for koncerten), men blot krediteres som medvirkende musiker. I modsætning til kunstneren får session-musikeren som regel en fast hyre pr. indspilning eller pr. liveoptræden, som aftales på forhånd mellem kunstneren, dennes pladeselskab eller manager og session-musikeren.
En session-musiker som medvirker ved indspilninger af musik kaldes også "studiemusiker". En gruppe af session-musikere, som spiller for en bestemt kunstner kaldes en backinggruppe.
Session-musikere er en form for håndværkere der spiller, hvad de bliver bedt om, og ofte fra bladet. Derfor skal session-musikere være meget dygtige for at kunne leve af at være session-musikere.
Alligevel bruges ordet "studiemusiker" undertiden som et nedladende udtryk om session-musikere generelt. Formentlig skyldes dette, at det har mere prestige at være kreativ og selv udgive musik i eget navn, end at være en god håndværker og "blot" spille for andre. Det kan også skyldes, at det har mere prestige at spille live end "blot" på indspilninger.
- session musician
- backing musician