basun

Dybtklingende blæseinstrument som kan spille én tone ad gangen. Basunen har en fyldig, blød, varm og dyb lyd, og det bruges derfor både til dybe baslinjer og til melodi- og solospil. inden for mange forskellige musikgenrer, herunder især kunstmusik, jazz, salsa, funk, ska og merengue. En musiker, der spiller basun, kaldes en basunist.

Basunen blev opfundet i 1500-tallet, hvor den primært anvendtes inden for kirkens og hoffets musik. I 1700-tallet blev basunen en del af operaen og symfoniorkestrene. I løbet af 1800-tallet vandt den også indpas i spillemandsmusikken, og den har siden starten af 1900-tallet bevæget sig ind i populærmusik generelt.

De mest almindelige basuntyper i basunfamilien er tenorbasunen (med en ambitus fra E til omkring b1) og basbasunen (med en ambitus fra C til omkring b1), begge stemt i b. For begge instrumenter gælder det, at den angivne ambitus er afhængig af musikudøverens evner, samt at der er tale om ikke-transponerende instrumenter, hvilket vil sige, at de klinger i samme tonehøjde, som de noteres i. Man kan dog komme ud for andre notationspraksisser, specielt i jazz-sammenhæng.

Basunen er et messingblæseinstrument og er udformet som et cylindrisk boret messingrør med et u-formet træk, som man kan forskyde frem og tilbage. Når basunisten forskyder trækket ændres rørlængden, som luften passerer, og derved ændres tonehøjden.

På en basun dannes lyden ved, at musikeren med lukkede læber blæser luft igennem instrumentet. Læberne skal vibrere, sådan at de frembringer en brummende lyd (som lyden af en humlebi). Vibrationerne kanaliseres ind i instrumentet via instrumentets mundstykke og forplanter sig derefter som svingninger i luften (lyd) i instrumentets indre. Basunens tragtformede udmunding, kaldet klangstykket, gør tonen kraftigere og klarere. Læs mere om basunen.