blokfløjte

Blæseinstrument som er i familie med flageoletten og som kan spille én tone ad gangen. Blokfløjten er meget gammel og var vidt udbredt over hele Europa allerede i 1500-tallet. Blokfløjten har en lys, klar og rund klang.

Blokfløjten var i en periode populær indenfor kunstmusik, men gik så af mode for en tid. I dag er den dog vendt stærkt tilbage som melodiinstrument indenfor ikke bare klassisk, men også nogle former for populærmusik. Desuden er blokfløjten et populært nybegynderinstrument, først og fremmest fordi den er billig at anskaffe, let at transportere og relativt let at lære at spille på. En musiker, der spiller blokfløjte, kaldes en blokløjtenist eller blot en fløjtenist.

I blokfløjtefamilien findes flere forskellige størrelser blokfløjter, hvoraf de mest almindelige fra den lysest til den dybest klingende er:

• sopranblokfløjte, som er stemt i c (en oktav over midter-c)
• altblokfløjte, som er stemt i f (en kvart over midter-c)
• tenorblokfløjte, som er stemt i c (en oktav under sopranblokfløjten)
• basblokfløjte, som er stemt i f (en oktav under altblokfløjten)

Alt- og tenorblokfløjterne klinger hvor de er noterede og er dermed ikke-transponerende instrumenter, mens sopran- og basblokfløjterne klinger en oktav over det sted de noteres, hvilket placerer dem i gruppen af transponerende instrumenter.



De fleste blokfløjter er konstrueret med fløjter fra 1700-tallet som forbillede. Blokfløjten er et træblæseinstrument og er lavet af træ eller plastik. Den består af et cylindrisk boret topstykke og et eller to omvendt koniske rør med fingerhuller. Blokfløjten har normalt syv huller på forsiden og ét hul til tommelfingeren på bagsiden. Ved at lukke og åbne for hullerne med fingrene kan musikeren ændre tonehøjden. Tonehøjden afhænger desuden af blæsestyrken. På de dybereklingende (og dermed større) blokfløjter, som for eksempel basblokfløjten, kan nogle af hullerne være forsynet med en klap for at lette musikerens fingersætning.

På blokfløjten dannes lyden ved, at musikeren blæser ind i fløjten. Luftstrømmen passerer en skarp kant på en blok inde i fløjten, som derved sættes i bevægelse. Dette skaber vibrationer, som forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd) i fløjtens indre. Blokfløjten tilhører fløjtefamilien og er endeblæst, hvilket vil sige, at hullet, som musikeren blæser ind i, sidder i fløjtens ene ende. Desuden er blokfløjten en spaltefløjte, hvilket vil sige, at den skarpe kant, som sættes i bevægelse, sidder inden i fløjten. Læs mere om træblæseinstrumenter.