Akkordfølge opbygget af de tre hovedfunktioner, subdominant, dominant og tonika, dvs. akkorden på skalaens 4., 5. og 1. trin, i nævnte rækkefølge. Bruges ofte (indenfor funktionsharmoniske traditioner) til at afslutte musikstykker eller dele af musikstykker. Den tonale kadence er med til at præsentere og understrege musikstykkets tonalitet.
I durtonearter er alle tre akkorder i den tonale kadence i dur, og lægges tonerne i akkorderne sammen danner de tilsammen en durskala. I moltonearter er tonika og subdominant i mol og dominant i dur, og lægges tonerne i akkorderne sammen danner de tilsammen en harmonisk molskala. Nedenfor ses et eksempel i c-dur og i c-mol.
Undertiden tilføjes akkorderne udvidelsestoner, for at forøge effekten af den tonale kadence, og det forhold mellem spænding og afspændning som den skaber. Subdominanten tilføjes normalt en stor sekst, mens dominanten tilføjes en lille septim. Rækkefølgen af akkorder i c-dur bliver dermed F6 - G7 - C og i c-mol Fm6 - G7 - Cm.
Den tonale kadence er en form for autentisk helslutning. En særlig version af den tonale kadence er en perfekt tonal kadence, som har en helt bestemt stemmeføring, hvor dominantens terts og tonikaens grundtone lægges øverst, sådan så der opstår en ledetonebevægelse i den øverste stemmes melodi mellem de sidste to akkorder i kadencen. Det er den slags kadence man kan se i nodeeksemplet ovenfor. Læs mere om den tonale kadence.
- IV-V-I cadence
- mixed cadence