ledetone

Tone der opleves som om den leder hen mod en anden tone. Ledetonen skaber en forventning hos lytteren om, at man snart vil høre den tone, som ledetonen leder hen til. Brugen af ledetoner skaber derved en følelse af spænding i musikken som udløses, når ledetonen forlades til fordel for den tone, den leder hen til.

En ledetone er altid beliggende en halvtone over eller under den tone, den leder hen til. Ledetoner forekommer især på dominanter (femtetrinsakkorder) der bevæger sig til tonika (førstetrinsakkorder). Dominantens terts er opadgående ledetone til tonikas grundtone (i tonearten c-dur tonen h til tonen c), mens dominantens lille septim er nedadgående ledetone til tonikas terts (i c-dur tonen f til tonen e). Dette sker, fordi et øre der har vænnet sig til at lytte til musik, hvor bevægelsen fra dominant til tonika ofte forekommer (såkaldt dur-/moltonal musik), automatisk vil lytte efter sådanne forbindelser.

Ledetoner forekommer også ved halvtonetrin i skalaer. Prøv eksempelvis at spille en c-durskala fra tonen c til og med tonen h og fornem, hvordan øret forventer at høre c efter h. Dette skyldes, at durskalaen er voldsomt almindelig som grundlag for meget af den musik som mange danskere er vant til at lytte til. Prøv så at spille hele skalaen fra c til c og fornem, hvordan det er at komme hele vejen til c. Formentlig vil det føles mere afspændt, end hvis man stopper skalaen ved h. Denne forskel skyldes ledetone-effekten.