dobbeltharmonisk durskala

Række af syv toner: grundtone (1), lille sekund (b2), stor terts (3), ren kvart (4), ren kvint (5), lille sekst (b6) og stor septim (7). Med tonen c som grundtone ser den dobbeltharmoniske durskala sådan ud:



Afstanden mellem tonerne er ½-1½-½-1-½-1½-½, hvor 1 svarer til et heltonetrin, ½ svarer til et halvtonetrin og 1½ svarer til et halvandentonetrin.

Den dobbeltharmoniske durskala går i Danmark sammen med den dobbeltharmoniske molskala under betegnelsen "sigøjnerskalaer". Endvidere har den dobbeltharmoniske durskala tilnavnet "sigøjnerdur". Dette skyldes formentlig at disse skalaer (sammen med en række andre skalaer) benyttes i en række musikformer, som er knyttet til romafolket, og som er udbredt i Østeuropa, på Balkan og i Mellemøsten.

Inden for kulturvidenskaberne er man dog begyndt at være kritisk overfor betegnelser som "sigøjnerskalaer" og "sigøjnerdur". Dels er ordet "sigøjner" historisk set en nedsættende betegnelse for det folkeslag som kalder sig selv for romaer. I en del lande er ordet "sigøjner" stadig et skældsord, og derfor foretrækker de fleste romaer at blive kaldt "roma" i stedet for "sigøjner".

Dels er betegnelsen "sigøjnerskala" – eller "romaskala" – ikke ligeså præcis som "dobbeltharmonisk durskala", idet "sigøjnerskalaer" kan betegne flere forskellige skalaer. Dette skyldes, at der findes en del forskellige skalaer, som associeres med romaernes musikalske traditioner. Læs mere om skalaer.

synonym
  • sigøjnerdur
  • sigøjnerskala
engelsk
  • double harmonic major scale