Doppler-effekt

Et fysisk fænomen, hvor frekvensen af en bølge (eksempelvis en lydbølge eller en lysbølge) opleves forskelligt afhængigt af kildens og modtagerens hastigheder. Fænomenet har navn efter opdageren, den østrigske matematiker og fysiker Christian Doppler (1803–1853).

Når en lydkilde bevæger sig tættere mod modtageren, opfattes lydbølgerne kortere af modtageren, og modtageren opfatter derfor en frekvens, der er højere end lydkildens faktiske frekvens. Når en lydkilde bevæger sig væk fra modtageren, opfattes lydbølgerne længere af modtageren, og modtageren opfatter derfor en frekvens, der er lavere end lydkildens faktiske frekvens.

Dopplereffekten kan opleves, når en ambulance med udrykning kører forbi os. Når ambulancen holder stille, udbreder lyden sig i lige lange lydbølger i alle retninger. Når ambulancen bevæger sig, forkortes lydbølgerne i ambulancens kørselsretning (og forlænges i den modsatte retning), og derfor opleves tonehøjden højere foran ambulancen og lavere bag ambulancen: Dopplereffekt

Læs mere om Doppler-effekten.

bøjning
-en, -er, -erne
(substantiv)
engelsk
  • Doppler effect
  • Doppler shift