dur11-akkord

Akkordtype bestående af grundtone (1), stor terts (3), kvint (5), lille septim (b7), stor none (9) og undecim (11). Med afsæt i grundtonen c svarer det til tonerne c, e, g, b, d og f. I praksis udelader man dog altid tertsen og ofte kvinten, når man spiller akkorden.

Når tertsen udelades, udgør de resterende fire toner begyndende fra kvinten en mol7-akkord, og akkorden kan da becifres Gm7/C. Når kvinten også udelades, udgør de resterende tre toner begyndende fra septimen en dur-akkord, og akkorden kan da becifres Bb/C:



Sidstnævnte voicing er den mest almindelige i populærmusik – også selvom der i becifringen står C11. En god huskeregel er, at en dur11-akkord kan spilles ved at spille en dyb grundtone i kombination med en durtreklang med begyndelse to halvtoner under grundtonen.

Popdominanten er fortsat populær i popmusik og jazz i dag. Eksempler findes i blandt andre Jeg ved det godt (Rungsted & Kreutzfeldt, 1978), Woodoo (Sneakers, 1982), Efterår (Ray Dee Ohh, 1990), Still Believing (Eran DD, 2004) og Op og ned (Thomas Helmig, 2006).

Dur11-akkorden har mange øgenavne: popdominant, Aarhusdominant og Stevie Wonder-akkord. Den har efter sigende har sit ene navn fra 1980'erne, hvor den var almindelig i dansk popmusik, der dengang ofte kom fra Aarhus.