engelskhorn

Blæseinstrument udviklet i første halvdel af 1700-tallet e.v.t. på baggrund af instrumentet obo da caccia. Navnet ”engelskhorn” kommer af det franske ”cor anglais” som betyder ”engelsk horn”, men instrumentet har ingen forbindelser til England. Måske har engelskhornets franske navn været ”cor anglé”, som betyder ”bøjet horn”, for man mener, at de tidlige engelskhorn havde en mere bøjet form end de har i dag.

Engelskhornet kan spille én tone ad gangen og har en mørk klang. Det anvendes til melodi- og solospil inden for særligt klassisk musik fra romantikken, nyere kompositionsmusik og filmmusik. En musiker, der spiller engelskhorn, kaldes normalt en oboist, og mange oboister kan både spille engelskhorn og obo.

Engelskhornet tilhører obofamilien og er et transponerende instrument (dvs. det klinger et andet sted end der hvor det er noteret). Engelskhornet stemmer i f (dvs. en kvint under den almindelige obo) og mens dets noterede ambitus er h-f3, er dets klingende ambitus e-b2. Engelskhornet er dermed et tenorinstrument.



Engelskhornet tilhører gruppen af træblæseinstrumenter og er oftest lavet af træ, men materialet kan også være syntetisk. Engelskhornet er lidt under en meter langt, men minder ellers meget om den almindelige obo i forhold til spilleteknik og udformning. Engelskhornet har en række tonehuller, der hver især er forsynet med en metalklap, som musikeren kan åbne eller lukke hullet med og dermed ændre tonehøjden.

På engelskhornet dannes lyden ved hjælp af to stykker bambusagtige strå kaldet rørblade. Oboisten blæser i instrumentet, rørbladene begynder da at vibrere, og forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd) i instrumentets indre. Engelskhornet tilhører dermed dobbeltrørbladsfamilien. Læs mere om træblæseinstrumenter.