obo

Blæseinstrument udviklet i Frankrig omkring år 1700 e.v.t. på baggrund af skalmejen. Navnet obo stammer fra det franske ”hautbois”, som betyder ”højt(klingende) træ”. Oboen kan spille én tone ad gangen og har en mørk og rund klang. Den anvendes til melodi- og solospil inden for næsten alle musikgenrer, herunder både klassisk og rytmisk musik. En musiker, der spiller obo, kaldes en oboist.

Den mest almindelige obo i obofamilien, som er den der er beskrevet her, er et ikke-transponerende instrument og klinger således der, hvor den er noteret. Dens ambitus er b-g3, hvilket placerer den i gruppen af sopraninstrumenter. Ofte er det oboen man stemmer efter i et orkester.

Oboen tilhører gruppen af træblæseinstrumenter og er oftest lavet af træ, men materialet kan også være syntetisk. Instrumentet består af et ca. 60 cm langt konisk udformet rør, som er sammensat af et topstykke, et mellemstykke og et klangstykke. Oboen har 22 tonehuller af forskellig størrelse. Hvert tonehul er forsynet med en metalklap, som musikeren kan åbne eller lukke hullet med og dermed ændre tonehøjden. Man benytter 9 fingre til at spille på oboen, mens den højre hånds tommelfinger holder den.

På en obo dannes lyden ved hjælp af et metalrør som man binder to stykker bambusagtigt strå på. Disse to rørblade skraber oboisten selv i facon. Oboisten blæser i instrumentet, rørbladene begynder da at vibrere, og forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd) i oboens indre. Oboen tilhører dermed dobbeltrørbladsfamilien. Oboens klang afhænger rørbladenes skrabning, hvilket betyder at oboer kan lyde forskelligt på tværs af tid og sted. Læs mere om træblæseinstrumenter.

2) Orgelregister tilhørende tungestemmefamilien. Bruges ofte i fransk romantisk musik og nyere orgelmusik.