gehørstradering

Overlevering af sange, instrumentalstykker, kulturelle traditioner og lignende fra ældre generationer til nye generationer under anvendelse af gehøret (dvs. ved hjælp af ører, stemme, krop og hukommelse). En musikalsk tradition er gehørstraderet når den videreformidles til nye medlemmer af traditionen direkte fra en lærer eller såkaldt "traditionsbærer".

Inden for forskningen i musikalske traditioner har man undertiden benyttet begreberne "oral overlevering" eller "mundtlig overlevering" i stedet for gehørstradering. Ordet "oral" kommer af "os", som på latin betyder "mund". Begrebet gehørstradering vinder dog mere og mere frem, dels fordi det understreger, at der er tale om tovejskommunikation mellem den, som skal lære, og den, der skal lære fra sig, og ikke bare om at en aktiv lærer "overleverer" traditionen til en passiv elev, dels fordi det er hele kroppen og ikke bare munden som er involveret i en musikalsk læringssituation.

I modsætning til gehørstradering betegner aural overlevering en traditionsvidereformidling ved hjælp af et eller flere medier som fx et lydbånd eller en CD og uden samvær mellem elev og lærer. I modsætning til skriftlig overlevering foregår gehørstradering i princippet uden brug af noder eller andre former for nedskrift. I praksis blandes formerne dog ofte i en læringssituation.

bøjning
-en, -er, -erne
(substantiv)
engelsk
  • oral transmission