harmonika

Bærbart tungeinstrument som blev udviklet i Europa i 1800-tallet. Harmonikaen er bemærkelsesværdig ved, at den både har været og er populær i folkemusikalske miljøer, men også har bevæget sig ind populærmusikken og særligt jazz, samt i kunstmusik i form af akkordeonet.

Harmonikaen har en let genkendelig klang som er kendetegnet ved at være udtryksfuld, kraftfuld og ofte rumme flere toner på én gang. Ordene ”harmonika” og ”akkordeon” henviser begge netop til en klang af flere forskellige toner på én gang. Kært barn har mange navne, og nogle af harmonikaens kælenavne er harmonikasse, rynkeorgel og skipperklaver. En musiker, der spiller harmonika, kaldes en harmonikaspiller eller en akkordeonist.

Harmonikaen består af en blæsebælg med en række taster monteret på hver side, som kan aktiveres med henholdsvis højre og venstre hånd. Den venstre sides taster styrer bassen (dvs. instrumentets dybeste toner), mens højre sides taster styrer diskanten (dvs. instrumentets lyseste toner). Således kan harmonikaen fungere som både bas-, akkord- og melodiinstrument på én og samme tid, ligesom eksempelvis klaveret.

Harmonikafamilien rummer en række forskellige størrelser og varianter af harmonikaer. Man kan opdele harmonikaer i:

• om de blot kan spille bestemte skalaer (i så fald er harmonikaen diatonisk) eller om de kan spille alle toner i det 12-tonige vestlige tonesystem (så er harmonikaen kromatisk). Diatoniske harmonikaer opdeles desuden i om de er en-, to-, tre- eller fleradede (dvs. hvor mange rækker af knapper, og dermed skalaer, som de har til rådighed i diskantsiden).
• om de har forskellig tone ved henholdsvis træk og tryk (i så fald er harmonikaen vekseltonig) eller samme tone ved træk og tryk (så er harmonikaen ligetonig).
• om de har knapper i diskantsiden (så kaldes harmonikaen en knapharmonika) eller tangenter i diskantsiden (så kaldes harmonikaen en tangentharmonika eller en pianoharmonika). Tangenttastaturet er mere overskueligt (særligt for pianister), mens knaptastaturet sparer plads, så man kan spille i flere oktaver. Diatoniske harmonikaer har altid knapper i diskantsiden, mens kromatiske harmonikaer kan have enten knapper eller tangenter i diskantsiden.
• om de har faste akkorder i bassidens knapper (dette kaldes standardbas) eller om knapperne i stedet blot producerer enkelte toner, så harmonikaspilleren kan spille melodier efter eget hoved (dette kaldes melodibas, og er harmonikaen udstyret således kaldes den oftere et akkordeon).
• hvor stort toneomfang harmonikaen har og om den har registertræk eller ej.
• om de er akustiske eller elektriske (er harmonikaen elektrisk, er lyddannelsen digital som på et keyboard).

Billedet ovenfor viser to kromatiske og elektriske harmonikaer, den ene med knapper, den anden med tangenter i diskantsiden. Begge har melodibas i bassiden. Billedet nedenfor viser en akustisk, diatonisk, toradet knapharmonika.

Den akustiske harmonika kan kategoriseres som et blæseinstrument, fordi lyden skabes ved, at en luftstrøm passerer igennem instrumentet. Luftstrømmen skabes ved, at harmonikaspilleren aktiverer instrumentets blæsebælg med sin venstre hånd.

Den akustiske harmonika tilhører samtidig også gruppen af tungeinstrumenter, fordi luftstrømmen bruges til at aktivere en række metalstykker inde i instrumentet kaldet metaltunger. Metaltungerne begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd). Hvilke tunger der aktiveres, har betydning for hvilke tonehøjder instrumentet producerer. Harmonikaspilleren styrer luftens adgang til metaltungerne – og dermed tonehøjden – ved hjælp af tasterne i instrumentets højre og venstre side.

Endelig kan harmonikaen også kategoriseres som et tangentinstrument, hvis den er af den type, som har tangenter i diskantsiden. Læs mere om tungeinstrumenter.