Oprindeligt henviste begrebet "madrigal" fra 1300-tallet til en lyrisk digttype om hyrdelivet i Italien. Disse digte udviklede sig efterhånden til to- eller trestemmige vokalsatser (dvs. musikstykker beregnet for sangstemmer) uden akkompagnement. Sangene blev fremført med én sanger på hver stemme, og formen var to- eller trelinjede strofer (dvs. vers) i todelt takt efterfulgt af et ritornel i tredelt takt. Et eksempel er komponisten Jacopo da Bolognas Fenice fu fra 1300-tallet.
I løbet af renæssancen udvikledes en anden form for madrigal på baggrund af den italienske frottola, den franske chanson og den flamsk-nederlandske polyfone motet. Denne form for madrigal bredte sig til hele Europa i løbet af 1500- og 1600-tallet og blev en slags modstykke til den kirkelige motet. Der var stadig tale om vokale satser med én sanger på hver stemme, ofte uden akkompagnement og for det meste med ikke-religiøse tekster. Et eksempel herpå er Giovanni Pierluigi da Palestrinas Amor, fortuna e la mia mente schiva (1596) med tekst af Francesco Petrarca (1304-1374).
Man ved, at denne seneste form for madrigaler undertiden dannede ramme om sangaftner for amatører, hvor formålet med sangen ikke var at holde koncert for tilhørere, men nærmere at give sangerne mulighed for at dyrke musikken som en fælles interesse og fornøjelse.
- madrigal