Melodicaen er relativt enkel at spille på og er derfor populær som legetøjsinstrument og indenfor musikundervisning, men benyttes også indenfor forskellige former for populærmusik. En musiker, der spiller melodica, kaldes en melodicaspiller.
Melodicaen producerer lyd ved, at musikeren med munden eller ved hjælp af en fodpumpe blæser luft ind i instrumentet via et rør, ofte lavet af plastik. Melodicaen er derfor et blæseinstrument. Melodicaen tilhører samtidig gruppen af tungeinstrumenter, fordi luftstrømmen bruges til at aktivere en række metalstykker inde i instrumentet kaldet metaltunger. Metaltungerne begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd).
Hvilke tunger der aktiveres har betydning for hvilke tonehøjder instrumentet producerer. Melodicaen er forsynet med et klaviatur (en række af tangenter som på et klaver) på to til tre oktaver. Når en tangent presses ned åbnes et hul til en af metaltungerne. Derved kan musikeren styre tonehøjden ved hjælp af begge eller blot den ene hånd. Man kan dog også støde på melodicaer med knapper i stedet for klaviatur, som på en knapharmonika (i så fald kaldes instrumentet en accordina).
Melodicaens klang minder lidt om mundharmonikaens, men man kan, i modsætning til på mundharmonikaen, ikke på samme måde producere glidende overgange mellem tonerne på en melodica. Melodicaen findes i flere størrelser fra den lysest klingende sopranudgave, over alt- og tenorversioner, til den sjældne basvariant. De lyseste instrumenter har en tyndere klang, mens de dybere instrumenter har en mere fyldig og rund klang. Læs mere om tungeinstrumenter.
bøjning
-en, -er, -erne
(substantiv)
engelsk
- melodica
- pianica
- blow-organ
- key harmonica
- melodyhorn