En musikhistorisk set revolutionerende ny satsteknik fra Italien i første halvdel af 1600-tallet, hvor en solosanger akkompagneres af et akkordinstrument (som for eksempel lut eller cembalo).
Komponisterne dengang - iblandt hvilke Claudio Giovanni Antonio Monteverdi (1567-1643) spiller en vigtig rolle - i brugte dog ikke selv udtrykket monodi, som er et begreb eftertiden har opfundet om denne nye satsteknik. Monodien kan forstås som en slags homofoni, hvor én stemme dominerer, mens de andre stemmer er underordnede denne stemme.
Monodien bryder med renæssancens førende satstekniske princip, nemlig kontrapunkt, som går ud på at kombinere flere melodisk og rytmisk selvstændige stemmer i samme komposition. I monodien er fokus helt gennemgående rettet mest mod én stemme - solostemmen - mens kontrapunktiske kompositioner lader alle stemmer gå op i en højere enhed.
Monodien får afgørende betydning for udviklingen af generalbas som stilart og for genren opera, som du kan læse mere om her.
- monody