mundharpe

Lille bærbart instrument af metal eller bambus med en meget karakteristisk brummende klang. Den tidligste kilde til eksistensen af et mundharpelignende instrument er på en kinesisk tegning som man mener stammer fra ca. 200 år f.v.t.

Mundharpen findes i mange forskellige størrelser og stemninger over hele verden. Den bruges ofte i forskellige former for folkemusik og undertiden også i kunstmusik og populærmusik. En musiker, der spiller mundharpe, kaldes en mundharpenist eller en mundharpist.

Ordet ”mundharpe” er egentlig misvisende, da mundharpen intet har med musikinstrumentet harpe at gøre. Mundharpen kaldes også en jødeharpe, men det er uvist af hvilken grund. Måske kommer navnet af instrumentets engelske navn ”jaw’s harp” (kæbeharpe), som senere er blevet til ”Jew’s harp” (jødeharpe), som så er blevet oversat til dansk. Meget ofte bruges ordet ”mundharpe” fejlagtigt om mundmonikaen, som er et helt andet instrument.

Mundharpen tilhører en række forskellige grupper af musikinstrumenter. For det første er den et tungeinstrument, fordi den består af en metaltunge omsluttet af en lille bøjle. Mundharpenisten holder bøjlen med sin ene hånd mod sine let adskilde fortænder, sådan at metaltungen kan svinge frit uden at have direkte kontakt med munden eller hånden. Metaltungens ene ende knipses og metaltungen begynder at vibrere og forplante sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd). Mundhulen og kæben bruges således som resonansrum til at forstærke og påvirke klangens fylde og karakter.

For det andet er mundharpen et blæseinstrument, fordi mundharpenisten med munden suger eller puster luft ind og ud under spillet. Instrumentet kan i princippet kun frembringe én tone, men ved hjælp af forskellige blæseteknikker, og ved at ændre formen på sin mund, kan mundharpenisten frembringe en rækker overtoner og variere klangfarven og lydstyrken betydeligt.

Endelig tilhører mundharpen også gruppen af slagtøj fordi den knipses, og på grund af klangens perkussive karakter. Læs mere om tungeinstrumenter.