mundharmonika

Bærbart tungeinstrument som blev udviklet i Europa i 1800-tallet. Mundharmonikaen er i stand til at spille flere toner på én gang, men bruges oftere som soloinstrument, end den bruges som akkompagnementsinstrument. Den benyttes flittigt i folkemusik, populærmusik, blues og jazz.

Der findes et antal kompositioner for mundharmonika indenfor ny kompositionsmusik, mens der ikke findes originalkompositioner for mundharmonika indenfor kunstmusik. En musiker, der spiller mundharmonika, kaldes en mundharmonikaspiller. Meget ofte kaldes mundharmonikaen fejlagtigt for en mundharpe, men det er et andet instrument.

Mundharmonikaen findes i dag i to stemningsmæssige hovedtyper, nemlig den diatoniske mundharmonika og den kromatiske mundharmonika.

• Den diatoniske mundharmonikas stemningssystem bygger på et diatonisk tonemateriale. Den blev opfundet af den bøhmiske instrumentmager Joseph Richter i 1826, og den kaldes derfor Richter-stemning. Den diatoniske mundharmonika kan spille toner indenfor en bestemt skala.
• Den kromatiske mundharmonika, som kan ses på billedet her, kan derimod spille alle 12 toner i den ligesvævende stemning.

Derudover kan begge instrumenter glide mellem tonerne, hvilket er kendetegnende for mundharmonikaens klang, som er kraftfuld med mange forskellige udtryksmuligheder.

Ordet ”mundharmonika” kommer formentlig af, at mundharmonikaens klang minder om harmonikaens, men i modsætning til denne danner lyd ved, at musikeren puster og suger ind i instrumentet med munden. Derved passerer en luftstrøm gennem instrumentet, og mundharmonikaen er derfor et blæseinstrument.

Mundharmonikaen tilhører samtidig gruppen af tungeinstrumenter, fordi luftstrømmen bruges til at aktivere en række metalstykker, kaldet metaltunger, som er monteret på en stemmeplade inde i instrumentet. Metaltungerne begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd).

Hvilke tunger der aktiveres har betydning for hvilke tonehøjder instrumentet producerer. Hver tunge har sin egen luftkanal (kaldet kancel), sådan så musikeren ved at puste og suge ind i de forskellige kanaler kan styre hvilke tunger, der aktiveres. Tunger, stemmeplade og kanceller er omsluttet af to dækplader, som musikerens læber kan hvile på under spillet.

En mundharmonika er normalt vekseltonig, hvilket vil sige, at den producerer forskellig tone ved henholdsvis pust og sug. Mundharmonikaspillere kan både bruge mundhulen og hænderne som resonansrum til at påvirke klangens fylde og karakter. Mundharmonikaens materiale påvirker dog også klangen. I dag er alle dele af mundharmonikaen (undtagen metaltungerne) normalt lavet af kunstfiber. Tidligere bestod alle dele af metal, på nær kancellerne, som ofte var lavet af træ. Læs mere om tungeinstrumenter.