Gren af musikvidenskaben og fag på konservatorieniveau, som beskæftiger sig med formidling af musik til både børn og voksne. Studiet integrerer en praktisk (ofte projektorienteret) og en teoretisk tilgang til musikformidlingen. Musikpædagogik og praktisk musikudøvelse indgår ofte som vigtige elementer af studiet. Der findes flere former for musikformidling:
- Kontaktformidling: Her er formålet at få lytter og musik til at mødes gennem for eksempel at arrangere korarrangementer, koncerter, festivaler eller foredrag, ofte i samarbejde med institutioner som eksempelvis skoler, biblioteker og museer. Særligt forsøger man at tiltrække publikum til koncerter, de normalt ikke selv ville have opsøgt og på den måde udvide deres musikalske erfaringsverden. Dermed er formålet med musikformidling ikke blot kommercielt, men også dannelsesmæssigt.
- Værkformidling: Her er fokus rettet mod den konkrete koncertsituation, hvor man forsøger at sikre, at lytteren får så meget ud af værket som muligt. Der er for eksempel tale om værkformidling når et operahus i forbindelse med en forestilling tilbyder publikum en guide til musikken i form af for eksempel et foredrag inden musikken går i gang. Ved eksempelvis at analysere dele af værket og derved aktivere publikums musikalske opmærksomhed, gøres værket lettere at følge med i for den ikke så erfarne koncertgænger.
- Læringsformidling: Her handler det om længerevarende undervisning og uddannelse gennem mødet med musikken med det formål at give eleverne forudsætninger for og lyst til at beskæftige sig med musik (med særligt fokus på musikformer, eleverne selv skal opsøge for at komme i kontakt med). Læringsformidling foregår for eksempel i folkeskolen gennem workshops og koncentrerede læringsforløb som leder hen mod eksempelvis en koncertoplevelse.
bøjning
-en, -er, -erne
(substantiv)
engelsk
- music mediation
- music education
- learning & participation