ney

Blæseinstrument fra Mellemøsten som er mellem 4000 og 5000 år gammelt og som blandt andet kendes fra det gamle Egypten (3150-332 f.v.t.). Der findes en række forskellige variationer af neyen, blandt andet persiske, tyrkiske og arabiske. Neyen har en blød og rund klang og bruges oftest som melodiinstrument. En musiker, der spiller ney, kaldes en fløjtenist.

Neyen er et træblæseinstrument. Den består af et op til 1 meter langt cylinderformet rør af bambus, siv, metal eller plastik med 5-6 fingerhuller på forsiden og et hul bagpå til tommelfingeren. Ved at åbne og lukke hullerne med fingrene kan musikeren styre tonehøjden.

Afstanden mellem fingerhullerne er omkring en halvtone, men mikrotonale intervaller kan opnås ved hjælp af delvis åbning/lukning af fingerhullerne, forandring af læbestilling (embouchure) og af blæsevinkel. Netop mikrotonale intervaller er kendetegnende for neyens lyd, fordi disse intervaller er ganske almindelige i de musiktraditioner, som neyen er vokset ud af.

På neyen dannes lyden ved, at musikeren blæser mod en skarp kant og derved sætter den i bevægelse. Dette skaber vibrationer, som forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd) i fløjtens indre. Neyen tilhører fløjtefamilien og er desuden endeblæst, hvilket vil sige, at hullet som musikeren blæser ind i sidder i fløjtens ene ende. Neyen kan eventuelt være forsynet med et mundstykke af metal, horn eller plastik, som leder luftstrømmen videre ind i fløjten. Læs mere om træblæseinstrumenter.