En persons ret til at disponere og bestemme over brugen og udbredelsen af sine egne værker i såvel økonomisk som ideel forstand. Dvs. at ophavsretshaveren dels har ret til økonomisk kompensation, hvis hendes eller hans værker benyttes af andre, men også at ophavsretshaveren kan modsætte sig denne brug, hvis hun eller han ønsker det.
Ideen om ophavsret dukkede frem omkring år 1800. Førhen var det mest almindelige, at komponister var ansat af en bestemt fyrste, kirke eller mæcen, som så frit kunne disponere over komponistens værker. I takt med industrialiseringen og overgangen fra en feudal til en kapitalistisk samfundsstruktur blev komponister i højere grad borgerligt frie individer, som selv skulle sørge for deres egen indtjening, og som dermed havde en interesse i at kunne disponere over de værker de skabte.
Omkring 1900 havde de fleste industrialiserede lande udviklet et sæt af juridiske bestemmelser vedrørende immateriel ejendomsret (immateriel vil her sige, at der ikke nødvendigvis behøver at foreligge en fysisk genstand, for at man kan tale om ophavsret). Det er stadig grundprincipperne fra disse bestemmerlser, som ligger til grund for nutidens ophavsretlige lovgivning (Ophavsretsloven). Se også copyright og læs mere om ophavsret og Ophavsretsloven.
- copyright