Blæseinstrument som kom til Europa fra Asien i det første århundrede e.v.t. Sækkepiben har en let genkendelig gennemtrængende klang som er kendetegnet ved ofte at være pauseløs, idet instrumentets udformning besværliggør ophold i tonestrømmen. Sækkepiben har gennem tiden været benyttet i folkemusik og militærmusik, men er senere også blevet brugt i forskellige former for rytmisk musik, ofte som en slags gimmick. En musiker, der spiller sækkepibe, kaldes en sækkepibespiller eller (sjældnere) en sækkepiber.
Sækkepibefamilien rummer en række forskellige sækkepiber fra mange forskellige steder i verden i forskellige størrelser, klange og udformninger. Billedet her viser den skotske sækkepipe, The Great Highland Bagpipe, som i dag er meget udbredt. En anden almindelig sækkepipe er den irske sækkepipe, The Uilleann Pipes. De to typer sækkepiper kan høres i lydeksemplets henholdsvis første og sidste minut.Sækkepiben er et træblæseinstrument. Den består af en skindpose hvortil et mundstykke, en eller to melodipiber med fingerhuller og en eller flere dronepiber er tilkoblet. Mundstykket kan være erstattet af en blæsebælg, hvilket vil sige, at sækkepiber enten kan være mund- eller bælgblæste. Skindposen opbevarer luften, som kan føres videre ud i instrumentets piber. Ved hjælp af melodipiben kan sækkepibespilleren styre, hvilke meloditoner instrumentet producerer, mens dronepiberne producerer konstante, lange toner.
På sækkepiben dannes lyden ved hjælp af nogle bambusagtige strå kaldet rørblade, som sættes fast i sækkepibens melodi- og dronepiber. Sækkepiben er dermed et rørbladsinstrument. Sækkepiber har et forskelligt antal rørblade alt afhængig af, hvilken type sækkepibe, der er tale om. Sækkepibespilleren blæser i mundstykket eller aktiverer blæsebælgen med hånden og fylder dermed skindposen med luft. Med albuen trykker sækkepibespilleren luften videre ud i melodi- og dronepiberne, og rørbladene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd). Læs mere om træblæseinstrumenter.
bøjning
-n, -r, -rne
(substantiv)
engelsk
- bagpipe
tysk
- Sackpfeife
- Dudelsack
italiensk
- cornamusa
fransk
- cornemuse