saxofon

Blæseinstrument opfundet i 1846 af den belgiske opfinder Adolphe Sax, som den også er navngivet efter. Saxofonen kan spille én tone ad gangen og har en blød, fyldig og meget udtryksfuld lyd. Den anvendes til melodi- og solospil inden for næsten alle musikgenrer, herunder især klassisk musik, jazz, blues, rock, funk, ska og elektronisk musik. En musiker, der spiller saxofon, kaldes en saxofonist.

Saxofonen findes i flere forskellige størrelser, hvoraf de mest almindelige fra den lysest til den dybest klingende er:

• sopransaxofon stemt i b (en stor sekund under midter-c)
• altsaxofon stemt i es (en stor sekst under midter-c)
• tenorsaxofon stemt i b (en oktav under sopransaxofonen)
• barytonsaxfon, stemt i es (en oktav under altsaxofonen)

Alle saxofontyperne har samme noterede ambitus (fra b til f3). Området de klinger i varierer imidlertid fra type til type. Alle saxofontyperne er dermed transponerende instrumenter.



Saxofonen tilhører gruppen af træblæseinstrumenter og kan være lavet af metal (ofte messing) eller plastik. Saxofonen er udformet som et konisk rør med 20-23 tonehuller af forskellig størrelse. Hvert tonehul er forsynet med en klap, som musikeren kan åbne eller lukke hullet med og dermed ændre tonehøjden.

På en saxofon dannes lyden ved, at man blæser luft mod et rørblad, som regel lavet af bambus, placeret i instrumentets mundstykke. Rørbladet begynder da at vibrere, og via saxofonens mundstykke forplanter vibrationerne sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd) i saxofonens indre. Saxofonen er dermed et rørbladsinstrument. Saxofonens tragtformede udmunding, kaldet klangstykket, gør tonen kraftigere og klarere. Læs mere om saxofonen.