symfoni

Ordet "symfoni" er græsk og betyder "samklang" og bruges på dansk om et samspil af forskellige instrumenter. Gennem tiden har ordet "symfoni" haft forskellige betydninger:

  1. I 1600-tallet betegnede det generelt musikstykker, hvor flere instrumenter spillede sammen.

  2. Fra 1700-tallet begyndte man at bruge "symfoni" om længervarende kompositioner for (symfoni)orkester, normalt opdelt i tre eller fire satser.

  3. Dette udviklede sig i slutningen af 1700-tallet og ind i 1800-tallet til en specifik genrebetegnelse indenfor den klassiske musik. Normalt (men ikke altid) er satserne indenfor denne genre opdelt således:
    1) Åbningssats (normalt benævnt sonate eller allegro)
    2) En langsom sats (ofte benævnt adagio)
    3) En hurtig sats (scherzo eller menuet)
    4) En afsluttende sats (normalt af typen rondo, allegro eller sonate)

  4. I 1900-tallet blev begrebet "symfoni" benyttet både om musikstykker beregnet for symfoniorkester, men som afveg fra den tre- eller firsatsede form, men også om musikstykker, der overholdt formen, men ikke var skrevet for orkester. Endelig blev ordet også benyttet i sin helt oprindelige betydning fra 1600-tallet, særligt af komponister (eksempelvis Igor Stravinsky), som ønskede at bryde med den klassiske symfonigenre.
I dag finder man eksempler alle de ovennævnte former for brug af ordet "symfoni", hvilket fremgår af titlerne på så forskelligartede numre som Symfoni Nr. 3 i es-dur, Op. 55 (Ludwig van Beethoven, 1802-1804), Symphony of Psalms (Igor Stravinsky, 1930) og Symphony of Destruction (Megadeth, 1992). Det er dermed ikke altid helt entydigt hvad der menes, når ordet "symfoni" benyttes.

bøjning
-en, -er, -erne
(substantiv)
engelsk
  • symphony