Italiensk musikudtryk med betydningen: jævnt gående, roligt tempo. Andante udføres i et tempo omtrent 76-108 slag per minut alt efter personlig smag, musikalsk kontekst og komponisttypisk udførelsespraksis.
Andante angives i noderne over nodesystemet, når et musikstykke eller en passage heri skal fremføres i dette tempo. Tempobetegnelsen er gældende indtil en eventuel ny tempobetegnelse noteres.
Andante bliver også brugt som navnet på en hel sats i dette tempo, eksempelvis er det ofte navnet på den langsomme 2. sats i en sonater eller symfoni, som også ofte er en Adagio.
I det tidlige 1700-tallet havde andante en storslået og munter karakter, hvor det i løbet af 1800-tallet udviklede sig til at have en langsom og rolig karakter. Oprindeligt blev andante brugt til at beskrive stykkets karakter og ikke som noget egentligt tempo. I Mozarts arie Dalla Sponda Tenebrosa (fra operaen Lucio Silla, 1772) kan du derfor støde på kombinationen andante ma adagio (gående, men langsomt), hvor adagio altså angiver tempoet. Først i løbet af 1800-tallet blev det brugt som en egentlig tempobetegnelse på samme måde som vi også forstår og bruger det i dag. Andante har fået sin betydning, fordi den beskrev stykker, hvis rytmiske struktur mindede om det gående, eksempelvis hvis det lagde sig meget op af fjerdedelene og ottendedelene.
Andante kan stå alene eller nuanceres ved en kombination af andre musikudtryk, eksempelvis andante cantabile (langsomt og syngende), andante affettuoso (langsomt og lidenskabeligt), andante grazioso (langsomt og yndefuldt), andante con moto (langsomt og med bevægelse) og andante non troppo (langsomt, men ikke for meget).
Læs mere om italienske musikudtryk.
- italiensk