bandoneon

Bærbart tungeinstrument som blev udviklet i Tyskland omkring 1845 på baggrund af concertinaen. Bandoneonens navn kommer af dens opfinder instrumentmageren Heinrich Band. Ikke desto mindre er bandoneonen særligt populær i Sydamerika, og er helt central indenfor tangomusik. En musiker, der spiller bandoneon, kaldes en bandeonist eller en bandoneonist.

Bandoneonen ligner i sin opbygning en lille kvadratisk harmonika. Den består af en blæsebælg som kontinuerligt presses sammen og åbnes op igen ved hjælp af skub og træk fra musikerens hænder. På hver side af blæsebælgen sidder en række knapper, hvormed musikeren med fingrene kan styre tonehøjderne for dels den lyse (diskanten) og den dybe (bassen) del af tonelejet.

Bandoneonens klang minder også om harmonikaens, og er kendetegnet ved at være udtryksfuld, kraftfuld og ofte rumme flere toner på én gang. Således kan bandoneonen fungere som både bas-, akkord- og melodiinstrument på én og samme tid, ligesom eksempelvis klaveret.

Imidlertid afviger bandoneonen fra harmonikaen på en række punkter. For det første har bandoneonen aldrig basakkorder indbygget – det betyder, at hver knap i bassiden kun producerer en enkelt tone. For det andet er bandoneonen næsten altid vekseltonig (dvs. at den producerer forskellige toner ved henholdsvis træk og skub). For det tredje har bandoneonen meget sjældent registertræk.

Bandoneonen kan kategoriseres som et blæseinstrument, fordi lyden skabes ved, at en luftstrøm passerer igennem instrumentet. Luftstrømmen skabes ved, at bandoneonisten aktiverer instrumentets blæsebælg med sin venstre hånd.

Bandoneonen tilhører samtidig også gruppen af tungeinstrumenter, fordi luftstrømmen bruges til at aktivere en række metalstykker inde i instrumentet kaldet metaltunger. Metaltungerne begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd). Hvilke tunger der aktiveres, har betydning for hvilke tonehøjder instrumentet producerer. Bandoneonisten styrer luftens adgang til metaltungerne – og dermed tonehøjden – ved hjælp af knapperne i instrumentets højre og venstre side.

De tidlige bandoneoner var diatoniske instrumenter (dvs. de kunne kun producere toner indenfor en bestemt skala), mens nutidens bandoneoner normalt er kromatiske, hvilket vil sige, at de kan spille alle 12 toner i den ligesvævende stemning. Læs mere om tungeinstrumenter.